Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 18, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 994

 

Ugens historierelaterede flow-tv har naturligvis tredje del af serien om Grønland og Danmarks historie, og Adam Holms Kampen om historien efterfølgende. Men også en dansk families påvirkninger fra 2. verdenskrig, slavernes historie og Hitlers danske soldater.  TV-2 er også med – altså bandet – samt kvinden, der startede metoo og den fantastiske inkaby Machu Picchu. Endelig er der mulighed for at se eller gense den fantastiske tyske film Der Untergang. Er man cykelinteresseret, så skydes Giro d’Italia i gang, og det kan man se på Eurosport1. God fornøjelse!

 

Krigen der splittede min familie

DR2, 4. maj, kl. 20:00

Dansk dokumentar fra 2019 Nogle familier gemmer på en uløselig familie konflikt, som betyder, at familien ikke længere taler sammen. Det gælder også for familien Fischermann Derfor beslutter familiens yngste medlem, barnebarnet Benjamin, sig for at undersøge, hvorfor hans familie er så dysfunktionel. Det han finder, viser med al tydelighed at 2. Verdenskrig og Hitlers rædselsregime stadig kaster lange skygger ind i en hel almindelig dansk familie anno 2019.

 

Slavernes glemte historie (1:4)

DR2, 5. maj, kl. 09:10

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Enslaved) Over 12 millioner afrikanere blev sejlet fra Afrika til Nord- og Sydamerika og Caribien for at holde verdens største pengemaskine i gang. Over to millioner døde på overfarten. Samuel L Jackson og et team af journalister og undersøiske efterforskere står til søs for at undersøger den transatlantiske slavehandel. Hvad skete der med de 12 millioner slavegjorte afrikanere, der blev stjålet fra deres hjem og sendt over Atlanten?

 

Der Untergang

DR2, 6. maj, kl. 20:00

Tysk autentisk drama fra 2004. I april 1945 har den russiske hær lagt en jernring omkring Berlin, og Tyskland er ved at tabe krigen. Hitler har sammen med sine nærmeste fortrolige og den militære ledelse forskanset sig i en bunker under Rigskancelliet. Her flytter han rundt på troppestyrker, der ikke mere eksisterer, mens elskerinden Eva Braun forsøger at opretholde en slags dagligdagens normalitet. Hitlers unge sekretær, Traudl Junge, følger med undren og stigende rædsel vanviddet og den moralske opløsning, der breder sig i bunkeren i nederlagets stund. Medvirkende: Bruno Ganz, Alexandra Maria Lara, Corinna Harfouch m.fl. Instruktion: Oliver Hirschbiegel.

 

TV-2 - Danmarks lykkeligste band

DR2, 7. maj, kl. 16:25

Dansk dokumentar fra 2017 Hvordan startede det hele? Hvordan går man fra at være et ukendt orkester i provinsen, til at sælge mere end 250.000 albums? Hvordan holder man sig på toppen og hvad er prisen? Dette er historien om tv-2 - et af Danmarks mest populære bands gennem 40 år.

 

Historien om Grønland og Danmark (3:4)

DR1, 8. maj, kl. 20:00

Årene 1900-1959 Danmark er i 1920'erne et industrialiseret land med fabrikker og biler på gaderne. I Grønland er der hverken elektricitet eller rindende vand. Kun ganske få har en uddannelse - og landet er totalt lukket af for resten af verden. I Danmark mener politikerne, at udviklingen i Grønland ikke må gå for stærkt. Men en lille gruppe veluddannede grønlændere vil ikke vente længere. De vil have ligestilling og udvikling.

 

Kampen om historien - Verdens største ø

DR2, 8. maj, kl. 21:00

Grønland er verdens største ø og 2. verdenskrig ændrer alt i opfattelsen af øen som strategisk og politisk territorie. Adam Holm inviterer Nauja Lynge og Lars Løkke Rasmussen til diskussion af det arktiske samarbejdes fremtid og Grønlands geopolitiske position.

 

Hitlers danske soldater (1:5)

DR2, 9. maj, kl. 23:00

Dansk dokumentar fra 2020. Pernille Bjarnhof Storms far kæmpede for Hitler under krigen. Dokumenter fra hendes fars sag blev stjålet fra Rigsarkivet sammen med dokumenter fra hundredvis af andre sager. Pernille ved derfor i dag kun lidt om hendes far, og hvad han har oplevet. Martin Q. Magnussen hjælper Pernille med at finde mere viden om hendes far.

 

Rose McGowan: Kvinden der startede #metoo (1:4)

DR2, 10. maj, kl.10:10

Amerikansk dokumentarserie fra 2018. (Citizen Rose) Rose McGowan var en af de allerførste kvinder, der trådte frem og anklagede filmproducenten Harvey Weinstein for seksuelle overgreb og voldtægt. Hun er siden blevet en fremtrædende frontløber i #MeToo-debatten. Gennem fire afsnit følger vi hendes kamp mod sexchikane og overgreb i Hollywood. Hvordan fandt Rose modet til at stå frem?

 

Machu Picchu: Den glemte inkaby

DR2, 10. maj, kl. 14:10

Britisk dokumentarserie fra 2016. (The Wonder List with Bill Weir) CNN-journalisten Bill Weir og filmskaberen Philip Bloom fortæller historier om ekstraordinære mennesker, steder, kulturer og skabninger. De er nu nået til Peru, hvor turen går forbi inkabyen Machu Picchu, som aldrig blev fundet, da spanierne erobrede inkabyerne i 1500-tallet.

[Historie-online.dk, den 3. maj 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 21, 2022
TV-tips, uge 46, 2021
TV-tips, uge 23, 2022