Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 19, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1237

 

Ugens flow-tv behøver ikke at handle om MGP – der er skam også andre muligheder. Fx rejser Simon Reeve rundt i Lake District. Det er jo i coronaperioden, hvor han ikke kan rejse til Langtbortistan. Andet britisk stof er Sutton Hoo-skatten, London Blitzen og det ekstreme højre. I Congo møder vi de sidste pygmæer, og Greta Thunberg arbejder for at redde planeten. Endelig er der en dokumentar om et mord og genfundne erindringer. God fornøjelse!

 

Blitzen - Luftkrigen over England (1:2)

DR2, 11. maj, kl. 19:55

BBC-dokumentarserie fra 2021. (Blitz Spirit) Huse i flammer, døde og døende på fortovene og desperate forældre, der leder efter deres børn. Under 2. Verdenskrig sønderbombede tyskerne britiske storbyer i et otte måneder langt stormløb kendt som Blitzen. 44.652 mennesker omkom under murbrokkerne, i undergrundsstationerne, i bombeskjul, i deres baghaver og i deres egne senge. Gennem seks stærke vidnesbyrd afsløres det, hvordan det virkelig var at gennemleve den blodige og skræmmende luftkrig over England.

 

De sidste pygmæer: Den moderne verden truer

DR2, 12. maj, kl. 12:15

Britisk dokumentar fra 2019. (Going Native) Under sit ophold hos pygmæ-stammen Mbenjele dybt inde i regnskoven i Republikken Congo, opdager Livia, at myndighederne planlægger en vej gennem pygmæernes landsby. På den ene side giver det stammens medlemmer mulighed for at handle med omverdenen, men hvilken indflydelse vil det få på deres livsstil, hvor børnene er vokset op i en verden uden penge og uden materielle goder? Følg livet blandt en af verdens sidste pygmæ-stammer, hvor den britiske filmskaber Livia Simoka har opholdt sig i fem måneder.

 

Greta Thunberg: Et år til at redde planeten (3:3)

DR2, 13. maj, kl.  08:40

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Greta Thunberg: One year) Greta må stille sine planer i bero under corona-pandemien. Nedlukningen har dog kun en lille effekt på klimaet - og derfor undersøger hun, hvad der ellers kan hjælpe med til at begrænse CO2-udledning. I Schweiz finder hun en maskine, der suger CO2 ud af atmosfæren, og i Danmark besøger hun et forskningsprojekt, der forsøger at reducere køers udledning af drivhusgasser.

 

Englands største nationalpark med Simon Reeve (1:3)

DR2, 14. maj, kl. 20:00

BBC-naturserie fra 2021. (Lakes with Simon Reeve) Prægtige bjerge, gletsjerskabte dale og pragtfulde søer. Lake District i hjertet af Cumbria er Englands største nationalpark. Men det 2500 kvadratkilometer smukke og ældgamle landskab undergår store forandringer. Millioner af briter har kastet sig over friluftslivets goder - og naturen kæmper for at overleve. Simon Reeve udforsker amtets seværdigheder og møder folkene, der forsøger at bevare og forny det unikke britiske landskab.

 

Forsvundne verdener og skjulte skatte (1:3) - Sutton Hoo-skatten

DR2, 15. maj, kl. 20:00

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Lost Worlds and Hidden Treasures) Kunsthistoriker, Janina Ramirez, graver i det ekstraordinære fund af Sutton Hoo, en velhavende krigerkonges gravplads fra det syvende århundrede. Det er en af Storbritanniens vigtigste skatte, og den ændrede briternes forståelse af den såkaldte mørke middelalder.

 

Mindet om et mord (1:4) - Far dræbte min bedste veninde

DR2, 16. maj, kl. 23:00

Amerikansk dokumentar fra 2021. (Buried) I 1969 blev otte-årige Susan Nason myrdet. Sagen forbliver uopklaret i næsten 20 år, indtil Nasons barndomsveninde Eileen Franklin pludselig erindrer, at hun har overværet mordet - og at morderen er hendes egen far, George Franklin. Spørgsmålet er, om Eileens genfundne erindringer er sande?

 

Undercover i det ekstreme højre

DR2, 17. maj, kl. 10:00

Britisk dokumentar fra 2018. (Undercover in the Alt-Right) De hylder Hitler. Benægter holocaust. De er en del af den ekstreme højrefløj, også kaldet alt-right, Alternative Right. I 2016 gik 25-årige svenske Patrik Hermansson undercover i et år i London og USA i et forsøg på at afdække, hvad, hvem og hvor alt-right egentlig er. Undervejs møder han nøglepersoner, og han er vidne til de voldelige demonstrationer i Charlottesville i august 2017, hvor en kvinde blev dræbt af en hvid racist.

[Historie-online.dk, den 10. maj 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 32, 2022
TV-tips, uge 12, 2022
TV-tips, uge 19, 2023