TV-tips, uge 33, 2022

Der er virkelig meget sport i denne uge – cykling, atletik, udspring, kano og kajak – og det er jo meget godt, men der skal da også være plads til andre mere eller mindre historiske programmer. Der er dokumentarer om en skandaløs Steinerskole i Sverige, om hemmelige forhandlinger i Oslo 1992 og om de sidste dage i Afghanistan. Dertil kommer fodtur i naturen ved Aarhus, et portræt af Jørgen Ryg, de amerikanske boksekonger, film om slaget ved Midway og mumificeringens gåde. Helt aktuel er en række udsendelser om grønne løsninger. God fornøjelse!
Den grønne optur: Kan vi bygge solen på jorden?
DR1, 17. august, kl. 21:25
Anna Lin elsker sin telefon og de sociale medier. Men hendes TikTok og Instagram kræver også store mængder energi. Derfor tager Anna og Thøger til Sydfrankrig, hvor de ser de på en kontroversiel grøn løsning. De får også lov til at opleve en vild science fiction-løsning, hvor forskere forsøger at skaffe nok energi ved at bygge solen på jorden. TV-vært Anna Lin har klimaangst og frygter for vores jord. Sammen med klimakorrespondent Thøger Kirk tager hun rundt i Europa og ser på løsninger, der skal hjælpe os med at bremse krisen. Men kan turen dæmpe hendes angst?
De fantastiske fire: Jørgen Ryg
DR2, 18. augsut, kl. 18:00
Jørgen Ryg er meget berømt, først som jazzmusiker - og som morsom mand. Han hører til på scenen og når han står der, med publikum i sin hule hånd, så er han lykkelig. Danskerne elsker ham over alle andre - for han ligner dem, han er tidens lille mand, og han har altid tragedien med sig midt i alt det komiske. Men han kan næsten ikke bære berømtheden, for i virkeligheden er han frygteligt genert.
Til fods i naturen
DK4, 19. august, kl. 13:10
Havreballeskoven er en skov, som så at sige ligger midt i byen -" midt i Aarhus, kun 1 km fra Hovedbanegården. Midt i skoven står Skovguden Pan, og historien -" eller myten om denne Pan -" er én af de mange historier, som Torben Gang fortæller, på en lille vandretur gennem skoven. Det er også en skov, hvor en af de første naturstier blev anlagt allerede i 1929 af lektor ved Marselisborg Gymnasium, Aksel Edvard Skjøt-Pedersen. På vores tur rundt viser Torben os et flergrenet lindetræ, som har en historie tilbage til Skjøt-Petersens tid -" ligesom han husker, hvordan Skjøt-Pedersen fik et stykke skov til at ligne en bomuldsmark. Og Torben fortæller om den fantastiske flora, der er i skovbunden. Vi skal høre om dengang, der var en planteskole her -" og om et træ, som han kalder "naturens monument" og mange andre små underfundige historier.
Solvikskolen - Den svenske Steiner skandale (1:3)
DR2, 20. august, kl. 10:55
Svensk dokumentarserie fra 2021. (Dokument inifrån: De utvalda barnen) Filminstruktøren Jasper Lake har altid følt sig særligt udvalgt. Som barn gik han på en skole, hvor naturen, musik og leg var i fokus. I ni år læste eleverne ikke en bog. En dag får han kontakt til sine gamle klassekammerater. Var deres svenske Steinerskole bare et stort eksperiment? Blev de frarøvet en uddannelse? I første afsnit opsøger han én af skolens grundlæggere, som er blevet kaldt guru, magiker og en tosset slyngel.
Midway
TV 2, 21. august, kl. 21:00
Den sande historie om det episke slag ved Midway under anden verdenskrig. En underbemandet amerikansk flåde besejrer mirakuløst japanerne – og vender krigslykken til de allierede.
Dagbog fra Oslo 1992
DR2, 22. august, kl. 13:35
Israelsk dokumentar fra 2018. (The Oslo Diaries) I 1992, da forholdet mellem israelere og palæstinensere var på frysepunktet, samledes en lille gruppe mennesker i Oslo til en række hemmelige fredsforhandlinger, der skulle ændre det politiske landskab i Mellemøsten og udmunde i Oslo-aftalen. Foruden aldrig sete arkivoptagelser og interview med nøglepersoner fortælles den dramatiske historie gennem deltagernes personlige dagbøger, der er de eneste tilgængelige optegnelser af mødernes indhold.
Ægyptens sidste gåde
DR2, 22. august, kl. 15:10
Dokumentar fra BBC fra 2011. (Mummifying Alan: Egypt's Last Secret) Hvordan bar de gamle ægyptere sig ad med at stoppe nedbrydningen af det døde legeme og præservere det for evigheden? Den britiske taxichauffør, Alan Billis, har doneret sit legeme til videnskaben, og en gruppe forskere fra Storbritanniens ledende retsmedicinske afdeling har sat sig for at løse mummificeringens mere end 3000 år gamle gåde.
De sidste dage i Afghanistan (1:2)
DR2, 22. august, kl. 20:00
Britisk dokumentarserie fra 2022. (Leaving Afghanistan) I august 2021 stormer Taliban frem i Afghanistan og indtager hurtigt hovedstaden Kabul. Den vestlige evakuering er kaotisk. Men hvad er der sket i løbet af tyve år siden Osama bin Laden og al-Quedas terrorangreb i USA d. 11. sept. 2001? USA's tidligere forsvarsminister Robert Gates, tidligere premierminister David Cameron og general David Petraeus beretter om politisk pres og uenighed, mens Taliban fortæller historien fra deres synsvinkel. Anden del følger umiddelbart efter, kl. 21.
Boksekongerne (1:4): Fra ghetto til guldmedalje
DR2, 23. august, kl. 20:00
Britisk sportsdokumentarserie fra 2021. (The Kings) De er blandt de største boksere nogensinde. I slutningen af 1970'erne er USA plaget af finanskrise, præsident Jimmy Carter kæmper mod gidseltagere i Iran, og den største boksestjerne, Muhammad Ali, er svækket. Ind i ringen træder en gruppe imponerende boksere kendt som de fire boksekonger: "Sugar" Ray Leonard, "Marvelous" Marvin Hagler, Thomas "The Hitman" Hearns og Roberto "Hands of Stone" Durán. Sammen genopliver de boksesporten i 1980'erne
[Historie-online.dk, den 16, august 2022]