Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 34, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 452

 

Ugens flow-tv er spækket med interessante udsendelser – her er et udvalg. Der er serier om Iran-Contra-skandalen, vold i danmarkshistorien, countrymusik og narko i Liverpool. Lidt for enhver smag. Men også dokumentar om den store vikingehær i England, Elizabeth 1 og 2 og flugt over Berlinmuren. Desuden noget om Tyskland og Europa i fremtiden, og endelig skal vi høre om et russisk ishockeyhold. God fornøjelse!

 

Danmarkshistorien på vrangen (1:6) - Vold gennem tiderne

DR2, 24. august, kl. 20:00

Vold har eksisteret siden tidernes morgen, og vi har altid kommunikeret med kærtegn OG klø. Den man elsker, tugter man, og vold er blevet udført i guds navn eller i bedste mening Liv Thomsen fortæller om 1800tallets barbariske opdragelsesmetoder og om Jens Nielsen, hvis skæbne er et tragisk eksempel på, hvordan vold avler vold. Og hun tager på en tidsrejse sammen med historikere og arkæologer - fra stenalderen og opefter - for at undersøge, hvilken rolle vold har spillet i danmarkshistorien. Tilrettelæggelse: Liv Thomsen Medvirkende: Jeanette Varberg, Kurt Villads Jensen, Ulrik Langen, Poul Duedahl.

 

Iran-Contra-skandalen (1:6) En krise under opsejling

DR2, 24. august, kl. 21:30

Amerikanske dokumentarserie fra 2021. (Fiasco) Gidsler, våben og en hemmelig krig i Nicaragua. Scenen for Iran-Contra-skandalen bliver sat i 1979. Venstreorienterede oprørere overtager magten i Nicaragua, mens iranske studerende tager 52 amerikanere som gidsler i Teheran. Men hvordan udvikler det sig til et spindelvæv af intriger, ulovligt våbensalg og støtte til contraerne i Mellemamerika? Og hvordan bliver Jimmy Carter, Ronald Reagan, Oliver North og andre nøglespillere fanget i spindelvævet?

 

Dronningerne Elizabeth I og II: De magtfulde

DR2, 25. august, kl. 18:25

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Elizabeth I and II: The Golden Queens) Elizabeth den Første og Anden kom begge fra et liv i skyggen. Men helt uventede begivenheder ændrede alt for dem. Her ser vi nærmere på de mange lighedspunkter mellem de to dronninger - der begge har overvundet tragedier og modgang og sikret sig en plads i historien som to af Storbritanniens længst siddende og dygtigste monarker.

Dronningerne Elizabeth I og II: Rivalerne

DR2, 25. august, kl. 19:10

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Elizabeth I and II: The Golden Queens) Der er overraskende lighedspunkter ved den måde Elizabeth den Første og Anden kom til magten. De kom begge fra et liv i skyggen, men udviklede sig til at være populære, standhaftige og pligtopfyldende dronninger. Her skal vi se nærmere på, hvordan begge Elizabeth'er kommer i konflikt med en ung kvinde: Maria Stuart og prinsesse Diana. Konflikter, som er på nippet til at ødelægge alt for begge de magtfulde monarker.

 

Knogler fra graven - mysteriet om Den Store Vikingehær

DR2, 26. august, kl. 17:35

Britisk dokumentar fra 2019. (Lost Viking Army) Der findes en massegrav i den engelske by Repton. Fyldt med skeletter fra næsten 300 mennesker, som arkæologer har haft svært ved at datere. Men ny forskning beviser, at knoglerne i graven sandsynligvis stammer fra nogle af de første danske vikinger, der drog ud i verden for at plyndre, voldtage og hærge. Her dykker vi ned i mysteriet om Den Store Vikingehær, som invaderede England i det 9. århundrede. Hvordan levede, kæmpede og døde de?

 

Vilde flugtforsøg over Berlinmuren

DR2, 26. august, kl. 21:35

Fransk dokumentar fra 2019. (The Great Berlin Escapes) I 28 år splittede Berlinmuren Tyskland og adskilte venner og familier. Den blev opført for at standse flugten fra øst til vest. Men på trods af det konstant høje sikkerhedsniveau lykkedes det alligevel over 5000 mennesker at flygte. Her 30 år efter murens fald dykker vi ned i nyligt frigivne arkivoptagelser og ser nærmere på nogle af de mange vilde flugtmetoder - fra tunnelgravninger, falske pas og til varmluftsballoner.

 

Countrymusikkens historie (1:9) - Begyndelsen 1933

DR2, 27. august, kl. 12:45

Amerikansk dokumentar fra 2019. (Country Music) Engang blev det kaldt hillbilly-musik og hørte til i de amerikanske sydstater. Men med grammofonen og radioen spredte musikken sig - og med kunstnere som The Carter Family og Jimmy Rogers, fik countrymusikken sine første stjerner. Få countrymusikkens historie - fortalt af mere end 80 countrymusikere og beskrevet med billeder og film, hvor mange aldrig tidligere har været offentliggjort.

 

Tyskland og Europa

DK4, 28. august, kl. 19:20

Med kompetente danske og tyske interview-gæster søger Siegfried Matlok svar på spørgsmålet, om danskerne i 50-året for dansk EU-medlemskab er parate til et endnu tættere europæisk samarbejde. Et emne, der på dramatisk vis efter Ruslands angreb på Ukraine har fået en endnu større, sikkerhedspolitisk betydning. Forbundskansler Olaf Scholz betegnede i en tale i Forbundsdagen den 24. februar 2022 som et historisk vendepunkt for Tyskland og Europa. På denne baggrund drøfter Siegfried Matlok Tyskland, Europa og Danmark efter Merkel med Tænketanken Europas direktør, tidligere minister Lykke Friis.

 

Liverpools narkobosser (1:3) Heroin

DR2, 29. august, kl. 23:00

Prisbelønnet britisk dramadokumentarserie fra 2021. (Liverpool Narcos) I 1981 bliver Liverpool ramt af flere katastrofer. Rygeheroinen ankommer til byen samtidigt med stigende arbejdsløshed. Liv og familier bliver smadret, mens dødstallet stiger blandt de afhængige. Politiet bliver mere og mere desperat, og vil have fat i én af de største bagmænd: Michael Showers, kaldet The Godfather. Han er vellidt i bydelen Toxteth, men hans magt og rigdom gør politiet mistænksom.

 

De Røde Pingviner

DR2, 30. august, kl. 18:00

Amerikansk dokumentar fra 2019. (Red Penguins) Efter Sovjetunionens kollaps tager den excentriske marketingekspert Steve Warshaw til Moskva for at gøre landets ishockeyhold til Ruslands største attraktion. Dette er den bizarre og utrolige historie om et samarbejde mellem USA og Rusland, hvor Hollywood-stjerner og reklamemænd ramlede sammen med gangstere, strippere, bjørne og flere uløste mord.

[Historie-online.dk, den 23. august 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 15, 2022
TV-tips, uge 17, 2022
TV-tips, uge 08, 2022