Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 36, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 550

 

Der er naturligvis mange forskellige udsendelser i flow-tv i denne uge – en del genudsendelser – og der er nogle, der tenderer historiske temaer, som man kan gøre opmærksom på. Fx to dokumentarer om 1. verdenskrig og tiden, der fulgte, og vi er i USA for at følge det arbejdende folk – i farver – og for at besøge Alaska. Vi skal huske så langt tilbage som 1963 og til ”Last Night of the Proms” i Royal Albert Hall. Desuden  skal vi se en dokumentar om ballade i partiet Venstre, og bispevielsen i Roskilde er vel også en slags historisk udsendelse. God fornøjelse!

 

Slaget ved Verdun 1916 - Blodbadet (1:2)

DR2, 7. september, kl. 19:10

Tysk dokumentar fra 2017. (Apocalypse Verdun) I 1916 har 1. Verdenskrig raset i to år og kostet over tre millioner mennesker livet. I slutningen af 1915 håber de britiske og franske stabschefer at kunne bringe blodsudgydelserne til ophør ved en offensiv ved Somme den følgende sommer. Men den 21. februar 1916 indleder tyskerne en offensiv ved Verdun. I 300 dage og nætter regner granaterne ned over Verdun, der er krigens hidtil værste konfrontation mellem Frankrig og Tyskland. Kan den nye øverstkommanderende, general Pétain, afslutte dette blodbad?

 

USA i farver - Et hårdtarbejdende folk

DR2, 8. september, kl. 18:25

Amerikansk dokumentarserie fra 2019. (America in Color: Coming to America) I første halvdel af det 20. århundrede lider de amerikanske arbejdstagere under lange arbejdsdage, farlige arbejdsforhold og svage fagforeninger. Men i 1920'erne skaber velstand og teknologi nye job. Og i 1950'erne er de en del af en arbejdsstyrke, der bygger den rigeste og mest magtfulde økonomi i verden. Gennem sjældne privatoptagelser i farver dykker vi ned i de amerikanske arbejderes liv.

 

Husker du... 1963

DR2, 9. september, kl. 19:15

- året er 1963. I 1963 er samfundet ved at ryste 50'ernes snærende moral og normer af sig. Nu kan det åbent diskuteres om man må stikke skoleeleverne en flad, en ung Ulla Dahlerup siger frække ord lige til aftenkaffen, Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsen laver kunst for folket - og Oswald Helmuth forsøger at finde en grimasse der kan passe. Det er der mange, som har svært ved den 22.11.1963, da attentatet om John F. Kennedy slipper ud.

 

Bispevielse i Roskilde Stift

DR2, 10. september, kl. 08:30

Roskilde Stift skal have ny biskop. Det fejres med pomp og pragt til festgudstjeneste i Roskilde Domkirke, hvor den nye biskop Ulla Thorbjørn Hansen skal indsættes. Blandt glade tilskuere på torvet foran domkirken har vært Sofie Østergaard fundet plads. Med i studiet har hun inviteret biskop emeritus Kresten Drejergaard, til at fortælle om hvordan en bispevielse er noget særligt, og hvad seerne i dag kan glæde sig til.

 

Den sidste Promenadekoncert 2022 (1. del)

DR2, 11. september, kl. 17:15

Se første del af den traditionsrige sidste promenadekoncert fra Royal Albert Hall i London: Last Night of the Proms. BBC Singers og BBC Symfonikerne er under ledelse af den fremadstormende, finske dirigent Dalia Stasevska, og med sig har de den norske sopran Lise Davidsen og den unge cellist Sheku Kanneh-Mason. Vært: Stine Rosengren. Anden del følger umiddelbart efter, kl. 18:35.

 

Partier i brand (1:4) Venstre

DR1, 12. september, kl. 20:30

Venstres tidligere formand og næstformand burde være et politisk makkerpar i særklasse. Men deres ofte højlydte rivalisering pinte partiet i årevis. Da Lars Løkke Rasmussen, midt i valgkampen 2019, pludselig bejlede til Socialdemokraterne, uden at Kristian Jensen var med på råd, begyndte et voldsomt slutspil, der endte med, at de begge måtte trække sig fra deres poster. Tilrettelæggelse: Jonatan Placing.

 

Den umulige fred - 1918-24 (1:2)

DR2, 12. september, kl. 19:10

Fransk dokumentar fra 2018. (Apocalypse - An Impossible Peace - 1918-1924) Første Verdenskrig (1914-18), af Storbritannien og Frankrig stadig kaldt, Den store Krig, ophørte med våbenhvilen i november 1918, men den efterfølgende fredsafslutning var en katastrofe, der i rigtig mange lande førte til en stigende tilslutning til totalitære ledere og regimer. Den store krig blev afsluttet efter fire års hårde kampe, og efter denne totale krig, følte mange af de overlevende, at verden var svundet ind til en 'afgrund af lidelse'.

 

Alaska: Den sidste grænse

DR2, 13. september, kl. 13:20

Amerikansk dokumentar fra 2016. (United Shades of America) Når man bor i et land med 50 stater og godt 320 millioner indbyggere, så er der ikke meget at sige til, at diversiteten er stor. Her rejser komikeren Walter Kamau Bell gennem Amerikas forenede stater, hvor han udforsker landets hjørner og dets forskellige nuancer, grupper og subkulturer. Her gør han et stop hos de amerikanere, der lever under polarklima - nemlig indbyggerne i den amerikanske stat Alaska, som grænser op mod Canada, men ikke til nogle andre stater i USA.

[Historie-online.dk, den 6. september 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 38, 2021
TV-tips, uge 14, 2022
TV-tips, uge 19, 2022