TV-tips, uge 06, 2022

I ugens flow-tv skal vi bl.a. til Persien, men også til koralrev under vandet. Det stockholmske blodbad fascinerer fortsat, og det samme gør 2. verdenskrig, hvor vi skal høre om de danske sømænd i allieret tjeneste – og den gode britiske serie, World on Fire, hvor 1. sæson i bedste engelske tv-tradition genudsendes – sikkert fordi anden sæson er lige på trapperne. En anden dramaserie er naturligvis Borgen, hvor vi igen skal følge Birgitte Nyborg. Og endelig er der dokumentar om Tove Ditlevsen som brevkasseredaktør – og en serie om afroamerikanerne og bilen. God fornøjelse!
Det stockholmske blodbad - kampen om tronen (1:2)
DR2, 9. februar, kl. 20:00
Svensk dokumentarserie fra 2020. Det stockholmske blodbad i 1520 er et af de mest dramatiske øjeblikke i Nordens historie. Men hvordan kunne hundrede mennesker blive henrettet midt i Stockholm? Var det helt og aldeles den danske kong Christian II's værk? To historikere afslører intrigespillet bag blodbadet. Det er et storslået drama med krig, kærlighed, sammensværgelser og bedrag. En dødbringende kamp om den svenske trone.
Havets frihedskæmpere
DK4, 9. februar, kl. 22:05
Dette er historien om de 6300 danske sømænd, som 9. april 1940 gik i allieret tjeneste. I besættelsens første tre år var de stort set de eneste danskere, der ydede en aktiv indsats mod nazismen. 1080 omkom i krigen, og mange overlevende led personligt forlis med opløste familier, kronisk søvnløshed og alkoholisme som følge af lang tids arbejde i livstruende situationer. I filmen møder man Arne, 62, søn af krigssejleren Axel. Axel døde af alkoholrelaterede sygdomme, da Arne var 15 år gammel. Arne har nu fået børnebørn og vil have styr på sin fars historie, så han kan give den videre til næste generation. Under arbejdet med at rekonstruere sin fars færden under krigen støder Arne på Eli, som sejlede på et af de samme skibe som Axel. Eli er det sidste førstehåndsvidne fra de danske sømænds indsats i afgørende begivenheder som Dunkirk-evakueringen, undsætningen af Rusland, Slaget om Atlanten og D-dag.
Mit iranske paradis
DK4, 10. februar, kl. 21:05
Den ene af filmens instruktører voksede op i Persien. Hendes far var dansk ingeniør, og hendes mor overlevende fra Stalins Gulag-lejre. Denne vestlige families liv spejler sig i Irans historie fra 1930´erne og indtil olien begynder at splitte verden og den Islamiske Revolution bryder ud. Filmen nuancerer fjendebilleder og politiske generaliseringer og med almindelige menneskers øjne oplever vi, hvordan skæbner fra den ene dag til den anden ændrer sig, når politik og magthavere skifter ansigt. Ved at forstå fortiden afsløres nutidens Iran. Filmen er instrueret af Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsen.
World on Fire (1:7)
DR1, 11. februar, kl. 20:00
Britisk dramaserie fra 2019. I sommeren 1939 arbejder Harry Chase på den britiske ambassade i Warszawa. Han er forelsket i polske Kasia, men snart står de to unge over for et umuligt valg. Ved den polsk-tyske grænse gør den amerikanske journalist Nancy en gruopvækkende opdagelse. Alt tyder på, at Nazityskland planlægger at invadere Polen. Står verden på tærsklen til en ny krig? Den stort anlagte BBC-dramaserie 'World on Fire' fortæller historien om 2. verdenskrig som oplevet af en række helt almindelige mennesker. Medvirkende: Helen Hunt, Sean Bean, Lesley Manville m.fl.
Koralrevets hemmeligheder - Filippinerne (1:4)
DR1, 12. februar, kl. 19:00
Britisk dokumentarserie fra 2020. (Ocean Wild) I det krystalklare vand i Østasien lever der flere koraller og revfisk end noget andet sted på kloden. Her er planter og fisk afhængige af hinanden - både havets største skabninger, små revfisk og farvestrålende koraller. Nu giver ny forskning os indblik i en hidtil skjult verden. For under havoverfladen er farver og camouflage altafgørende for at opretholde livet.
Borgen - Riget, Magten og Æren (1:8)
DR1, 13. februar, kl. 20:00
Dansk dramaserie fra 2022. Birgitte Nyborg er nyudnævnt udenrigsminister, da man pludselig finder olie i Grønland. Men Nyborg er gået til valg på en grøn dagsorden, og for hende hersker der ingen tvivl om, at olieprojektet skal lukkes ned så hurtigt som muligt. Røster i Grønland - anført af den grønlandske minister, Hans Eliassen - er dog af en helt anden mening. Og det er Nyborgs chef, statsminister Signe Kragh også... Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Birgitte Hjort Sørensen, Mikkel Boe Følsgaard, Lars Mikkelsen, Johanne Louise Schmidt, Magnus Millang m.fl. Idé og manuskript: Adam Price.
Rejseguide til et raceopdelt Amerika (1:2)
DR2, 14. februar, kl. 23:00
Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (Driving While Black) Opfindelsen af bilen revolutionerede amerikanernes liv. Nu kunne man tage på køretur på de åbne landeveje og skabe minder sammen med familien. Men myten om bevægelsesfrihed i USA bygger på hvides oplevelse med bilen. For afroamerikanere var bilture på tværs af landet ikke et eventyr, men en prøvelse. Her undersøges det, hvordan fremkomsten af bilen bragte nye friheder og nye farer for afroamerikanere. Anden del 15. februar kl. 23.
Kære Tove Ditlevsen (1:6)
DR2, 15. februar, kl. 19:15
I 1960 skriver Edith til Tove Ditlevsens brevkasse i Familie Journalen. Hun er gift med én mand, men forelsket i en anden. Hendes ægteskab er ulykkeligt og hendes mand er følelseskold. Få uger efter kommer der svar - men hvad svarer Tove, følger Edith hendes råd og hvorfor svarer Tove som hun gør? Anden del følger umiddelbart efter, kl. 19:45.
[Historie-online.dk, den 8. februar 2022]