Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 06, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1273

 

Mange interessante flow-udsendelser i denne uge. Fx afsluttes det, der vel er første sæson af den fremragende tyske serie ”Drømmenes Hus”. Hvis man ikke har fået set den, så kan den findes på Dr.dk. Men ellers er de dokumentar om amerikansk dåsesuppe, kvinders kunst og menneskesmuglere i USA.  Liv Thomsen fortæller om det militære hierarki, og der er en ny dansk dokumentar om de tyske flygtninge i Danmark, og en fransk dokumentar om USA’ racistiske historie. Endelig en svensk serie om en ubådshændelse under Den kolde Krig – og en filmperle, der ser interessant ud. God fornøjelse!

 

USA's vilde madkampe (2:16) Århundredets suppe

DR2, 8. februar, kl. 19:20

Amerikansk dokumentarserie fra 2021. (The Food That Built America) USA i slutningen af 1800-tallet. Industrialiseringen betyder, at flere og flere flytter fra landet ind til byerne, og ikke længere lever af deres egne afgrøder. Risikoen for madforgiftninger er høj. For de fleste amerikanere er dåsesuppe en næsten ukendt luksus. Så opfinder en kemiker fra Joseph A. Campbells konservesfabrik en kondenseret suppe. Men industrimagnaten Henry Heinz lancerer et bittert kapløb med den nye konkurrent.

 

Fordi du er kvinde: Kvinders kunst sælger ikke

DR2, 9. februar, kl. 12:45

Der har altid været kvinder i kunst. For eksempel Mona Lisa, Pigen med perleørering og Venus fra Milo, men tanken om at en kvinde i kunstverdenen kan være andet end muse eller motiv og faktisk også selv skabe kunst er relativt ny. I dag er der masser af kvindelige kunstnere, musikere og filminstruktører, men det betyder ikke at alt er godt. For - lidt forenklet sagt - de kvindelige kunstneres værker bliver ikke købt af museerne, de kvindelige musikere bliver ikke spillet i radioen og så er der filmbranchen, hvor det også nogle gange kan være svært at være kvinde.

 

I Am Not Your Negro

DR2, 10. februar, kl. 21:55

Fransk dokumentarfilm fra 2016. (I Am Not Your Negro) I 1979 skrev den amerikanske forfatter James Baldwin (1924-87) et brev til sin forlægger, hvor han beskrev sit næste projekt, Husk dette hus', der skulle fortælle USA's historie gennem tre af hans myrdede venners liv, Medgar Evers, Malmcolm X og Martin Luther King. Bogen blev aldrig skrevet, men den haitianske instruktør Raoul Peck bruger det efterladte manuskript til med Baldwins egne ord at fortælle en desværre sørgelig aktuel historie om USA's racistiske historie.

 

Et sted, to verdener (6:6) Fortet, 1962

DR2, 11. februar, kl. 19:30

Vi befinder os på et af de mest spektakulære steder i Danmark. Stevns Klint på Sydsjælland. En del af verdensarven. Her ligger nemlig Stevnsfort, i dag koldkrigsmuseum, men i årtier et centralt militært sted; en vigtig brik i Danmarks og Natos forsvar. 18 meter under jorden arbejder menige soldater og deres overordnede. Nogle af dem overnatter her også i flere uger. Her hersker et ældgammelt hierarki, hvor det er forbudt at sætte spørgsmålstegn ved ordrerne eller de ekstreme forhold. Man spiser og opholder sig i hver sine rum alt efter rang. Det er ét sted, men to verdener. Liv Thomsen fortæller om det ulige Danmark, der hersker langt op i det tyvende århundrede.

 

Hitlers tyske flygtninge i Danmark

DR2, 12. februar, kl. 18:00

Dansk dokumentar fra 2023. De var blandt de 250.000 tyske flygtninge, der på Hitlers befaling i krigens sidste måneder blev sendt til Danmark. Nu ser fire tidligere flygtningebørn tilbage på den livsfarlige flugt og deres ophold i Danmark. Alle har en særlig forbindelse til Oksbøllejren, der i løbet af 1945 blev Danmarks femtestørste by. Filmen berører også den tragedie, der rammer Skjern den 4. maj 1945 kun få timer før befrielsen, og indeholder klip, der aldrig tidligere er vist på TV.

 

Filmperler: Da Hitler stjal den lyserøde kanin

DR2, 13. februar, kl. 20:00

Tysk drama fra 2019. (Als Hitler das rosa Kaninchen Stahl) I 1933 er niårige Anna nødt til at forlade Tyskland med sin familie. Anna lever nu livet som flygtning. Hun taler ikke sproget, savner sine venner og ikke mindst sin lyserøde kaninbamse, som hun måtte efterlade i Berlin. Det er svært at finde en skole, pengene er få, og hendes familie mødes flere steder med fremmedhad. Det er i denne nye verden, Anna må vokse op, finde nye venner og lære at tage ansvar. Medvirkende: Riva Krymalowski, Marinus Hohmann, Carla Juri m.fl. Instruktion: Caroline Link.

 

Ubådshændelsen 1984 (1:3)

DR2, 13. februar, kl. 22:25

Svensk dokumentarserie fra 2021. (Hemligt hav) I november 1984 forsvinder to svenske piger i Ålandshavet nord for Stockholm. Helena og Lou er 19 år og er drevet til havs i en robåd. Deres chance for at overleve er fem procent. Efter to dramatiske døgn i Østersøen bliver de reddet af et sovjetisk fragtskib. Men deres oplevelser på havet midt under Den kolde Krig er stadig en militær hemmelighed. Nu går Helena på jagt efter sandheden om den ubåd, som de to piger dengang ikke måtte nævne med ét ord.

 

Drømmen om USA (2:4): Menneskesmuglerne

DR2, 14. februar, kl. 15:10

Amerikansk dokumentarserie fra 2020. (The Trade) Magda er på flugt fra verdens farligste bande. Men med hjælp fra sin svoger hægter hun sig fast på det berygtede godstog 'The Beast' - som kører til den amerikanske grænse. I Mexico sørger en familie over deres unge søn, som er druknet, da han forsøgte at krydse floden og ulovligt til USA. Mens en menneskesmugler gør alt for at føre illegale over grænsen til USA.

[Historie-online.dk, den 7. februar 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 43, 2023
TV-tips, uge 31, 2023
TV-tips, uge 13, 2023