Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 12, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1291

 

I denne uges flow-tv skal vi høre om granatchok i 1. verdenskrig, nazisternes Operation Barbarossa og Danmark i krig. Jo, krig fylder en del i denne tid. Mere fredeligt er Over Sprogøes erindringer og eventyr i Island. Ingeniørkunstens fejl kan også følges – og så skruer vi op for dramatikken, når det drejer sig om korsfæstelse og historien om zar Putin. En forsvundet by i Romerriget slutter det hele af. God fornøjelse.

 

Granatchok: Krigens skjulte skam

DR2, 23. marts, kl. 20:00

Britisk dokumentar fra 2018. (War's Secret Shame - Shell Shock) Efter 1. Verdenskrig led en kvart million britiske soldater af en mystisk lidelse, som ingen havde set før. De kunne hverken gå, spise eller tale - og mange var lammet, havde panikangst, voldsomme rystelser eller mareridt. Det blev betragtet som fejhed. Men det viste sig, de led af granatchok. Her dykker vi ned i hidtil uset arkivmateriale for at fortælle historien om den lumske lidelse. Hvad ved vi i dag om psykiske krigstraumer?

 

Gåden om Romerrigets forsvundne by

DR2, 24. marts, kl. 17:10

Britisk dokumentar fra 2019. (Treasures Decoded) Neapolis lå gemt under bølgerne i femtenhundrede år. Oversvømmet og glemt frem til 2013, hvor et voldsomt uvejr afslørede den forsvundne romerske havneby. Hvad ødelagde den? Hvor er resterne af den? Og hvorfor havde Neapolis så stor betydning for Romerriget? Svarene på de spørgsmål har været en gåde for arkæologerne - lige indtil nu.

 

Putin - Ruslands nye zar

DR2, 24. marts, kl. 21:30

Britisk dokumentar fra 2018. (Putin - The New Tsar) Hvordan blev en fattig dreng fra Skt. Petersborg en af verdens mest magtfulde ledere? Her dykker vi ned i historien om Vladimir Putins vej til magten - fra hans tid som KGB-officer til Boris Jeltsins højre hånd og i sidste ende hans efterfølger.

 

Ove Sprogøe - Min barndoms land

DR2, 25. marts, kl. 11:20

Ove Sprogøe værnede om privatlivets fred, men i 1984 lykkedes det alligevel et tv-hold at lokke ham med til fødebyen Odense for at opsøge kære kendte steder, han faktisk ikke havde set i over 50 år. Det blev til et følelsesladet møde med det tomme fødehjem, biografens cowboyrækker, åen, bagerens brunsvigere og alle de andre ting, som havde brændt sig fast i en lille drengs hukommelse.

 

Gåden om korsfæstelsens pinsler

DR2, 25. marts, kl.17:10

Britisk dokumentar fra 2019. (Treasures Decoded) Korsfæstelse. En grusom henrettelsesmetode, der blev udviklet af romerne og anvendt til at slå titusinder af mennesker ihjel. Nu har et tilfældigt fund i Italien kastet nyt lys over, hvordan fortidens skændigste henrettelse faktisk foregik. Er billederne af Jesu død forkerte?

 

Nazisternes vej til magten: Operation Barbarossa

DR2, 26. marts, kl.16:40

BBC-dokumentarserie fra 2022. (Rise of the Nazis) I 1940 hersker Hitler over det meste af Europa, og det tyske folk elsker ham. Nu skal han tage en beslutning, der får betydning for krigens udfald: Hvad skal han stille op med Sovjetunionen og diktatoren, Josef Stalin? Hitler iværksætter Operation Barbarossa og sender tre millioner soldater i kamp. Det bliver et af historiens mest brutale og umenneskelige felttog.

 

På eventyr i Island (1:3)

DR2, 27. marts, kl. 21:45

BBC-naturserie fra 2021. (Iceland with Alexander Armstrong) Det er klippen i Atlanten. Island, et lille, men enestående og inspirerende land - som geologisk set er blandt verdens yngste landmasser. Tag med Alexander Armstrong, når han drager ud på en 1500 km lang rejse i jagten på nordiske guder, dødelige vulkaner, kraftfulde gejsere, rådne hajer og noget af verdens dyreste øl.

 

Ingeniørkunstens katastrofer (1:10)

DR2, 28. marts, kl. 16:35

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Disasters Engineered) Tjernobyl, Challenger, Hindenburg, Deepwater Horizon. Navne, som vi ikke husker for de enorme ingeniørbedrifter, som de i starten var - men for de frygtelige ulykker, som de blev. Denne serie udforsker historierne bag verdens største ingeniørtekniske katastrofer. Hvorfor sank Titanic? Hvordan kunne hundredtusindvis af mennesker blive forgiftet i Bhopal i Indien? Og hvad kan vi lære af disse forfærdelige fadæser?

 

I krig for Danmark (1:6) - Kampen om danerne

DR2, 29. marts, kl. 09:00

Hvad har det krævet at være soldat i de krige, der gennem tiden har formet Danmarks grænser og styreform? DR K lader unge mænd prøve kræfter med våben og fysiske udfordringer i en række danske krige gennem historien. For mere end 1.000 år siden samlede vikingekongen Harald Blåtand og hans krigere et rige, som blev til Danmark. Men hvilke midler havde han til rådighed? Hvordan brugte krigerne sværd og skjold? Og hvilken skade kan et sværd gøre?

[Historie-online.dk, den 22. marts 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 05, 2023
TV-tips, uge 21, 2022
TV-tips, uge 23, 2022