Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 13, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1188

 

Jeg tror ikke, der er Aprilsnar i næste uges flow-tv, men vi skal i hvert fald forbi 1. april, mens vi ser dokumentar om modstandskampens børn. Ellers noget om Stonehenge, Victor Borge, Washington i 1979. To interessante programmer om værdikampen efter 2001 – og det er også Liv Thomsen, der fortæller om overklassens historie i Danmark. Endelig skal vi til bryllup med Victoria og Albert. God fornøjelse!

 

Mysteriet om Stonehenge

DR2, 30. marts, kl. 20:05

Britisk dokumentar fra 2021. (Stonehenge: The Lost Circle Revealed) Stonehenge. En stencirkel fuld af hemmeligheder. Bygget af tonstunge sten. Den er et af de mest ikoniske og mystiske monumenter, der nogensinde er blevet konstrueret i Europa. Og i generationer har man diskuteret dens oprindelse, dens betydning og formål. Men nu har britiske arkæologer gjort et utroligt fund, der omskriver hele historien. Det er fortællingen om Stonehenge-stenenes oprindelige placering.

 

Danmark mod Danmark - historien som slagmark (1:2)

DR2, 31. marts, kl. 18:40

I to programmer tegner Liv Thomsen den historiske baggrund for den værdikamp, som har været øverst på dagsordenen siden det såkaldte systemskifte 2001. På den ene side er regeringen og Dansk Folkeparti, som ifølge dem selv kæmper for danskheden og mod årtiers kulturelt overherredømme. På den anden side er 'de kulturradikale' - en gruppe af skribenter og kritikere som især ytrer sig i dagbladet Politikens spalter og som har diametralt modsatte holdninger til indvandring, retspolitik, kulturpolitik etc. Med udgangspunkt i en række nedslag i nyere Danmarkshistorie og interview med blandt andre Søren Krarup, Jesper Langballe, Klaus Rifbjerg, Hans Hertel blotter vi uenighederne og viser hvor forskelligt man kan tolke historiens gang. Tilrettelæggelse: Liv Thomsen. Anden del følger umiddelbart efter.

 

Modstandskampens børn

DR2, 1. april, kl.21:45

Dansk dokumentar fra 2018 Under 2. verdenskrig foretager flere tusind danske mænd og kvinder et valg. De sætter livet på spil for at bekæmpe nazismen og den tyske besættelse af Danmark. Valget kommer til at få store konsekvenser for de involverede og for de familier de vender hjem til. For selv om forældrene er helte - er de også dybt traumatiserede. Men tiden er en anden. Traumer bliver ikke behandlet professionelt. Og traumer som ikke behandles vandrer videre som ringe i vandet til næste generation - til Modstandskampens børn.

 

Victor Borge: Verdens morsomste mand

DR2, 2. April, kl. 11:25

I over 60 år rejste han verden rundt med en storslået blanding af klassisk musik og komik. Han blev en verdensberømt dansker. DR fortæller den eventyrlige historie om Victor Borge. Vi kommer bag scenen og bag smilet på den store skandinaviske verdensentertainer. Både som kunstner og privatperson. Tilrettelæggelse af Mads Baastrup.

 

Verdens brændpunkter: Washington 1979

DR2, 3. April, kl.12:00

Dansk dokumentarserie fra 2013 Året er 1979, og Lasse Jensen skal dække det kommende præsidentvalg i USA, der er præget af dyb krise og modløshed. Den siddende præsident Jimmy Carter er favorit mod en tidligere guvernør og skuespiller ved navn Ronald Reagan. Men Carter har et problem. Iran har taget 52 amerikanere som gidsler og vælgerne kræver handling. Krisen i Iran får afgørende betydning. Ikke bare for den amerikanske valgkamp, men for hele verden.

 

Grever, godsejere og gullaschbaroner (1:6)

DR2, 4. april, kl. 19:00

Det handler om magt, pragt og rigdom. Og det handler om nogle danskere, der lever som de allerfærreste af os. I seks programmer fortæller vi sammen med en række førende historikere om overklassens historie gennem 300 år i Danmark. Fra dengang kongen og adelen suverænt og synligt styrede hele riget til nu, hvor eliten er langt mere usynlig, men måske ikke mindre...? Det er en historie om ufattelige privilegier, hemmeligheder og meget stærke traditioner og værdier. Vores første hovedperson er aristokraten Jørgen greve Scheel. Fra herregården Gammel Estrup tronede han over et lille kongerige med over 500 kvadratkilometer land. Hvilket svarer til 2 procent af Jyllands jord. . Greven brugte oceaner af kræfter og penge på at vise omverdenen - og kongen - hvor vigtig han var. Og var den første af sin slægt, der efterlod sig mindre end han havde arvet. Medvirkende: Professor og forfatter Ulrik Langen og vært Liv Thomsen. Tilrettelæggelse: Liv Thomsen & Charlotte Lønstrup. Anden del følger umiddelbart efter.

 

Dronning Victoria & Albert: Det royale bryllup (1:2)

DR2, 5. April, kl.  20:00

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Victoria and Albert: The Wedding) I 1840 blev to 20-årige verdens mest berømte par. Dronning Victoria og prins Alberts bryllup var et historisk øjeblik. Et arrangeret ægteskab, der skulle afværge revolutionen og redde kongemagten. Her genskaber vi den store dag og afslører, hvor nøje det hele blev iscenesat. Mens et hold eksperter åbenbarer enhver detalje: Hvor det kongelige par blev viet, hvem der var med, den overdådige kage, den dekadente menu og brudekjolen.

[Historie-online.dk, den 29. marts 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 16, 2022
TV-tips, uge 35, 2021
TV-tips, uge 32, 2022