Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 16, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1244

 

I denne uges flow-tv stifter vi bekendtskab med Niels Bohr, med spastiske børn i 1960’erne og med de indsatte på Livø. England er repræsenteret ved en smuk togrejse og noget knap så smugt – nemlig pest i London. I 1882 kom man ud for, at en dansk bøddel huggede forkert, da han skulle skille den dødsdømte forbryders hoved fra kroppen. I Rumænien får man på rekordtid afsat den forhadte diktator Ceaucescau – og en amerikansk sanger får stjernestatus i Østeuropa under Den kolde Krig. Endelig skal vi forsøge at komme ind i hvidvaskernes netværk. God fornøjelse!

 

Pesten i London (1:3)

DR2, 19. april, kl. 18:30

Britisk dokumentarserie fra 2020. (Epidemic: The great plague) Store bylder og massegrave tætpakket med lig. Mellem 1665-1666 blev næsten en fjerdedel af Londons befolkning dræbt af byldepest. Læge Xand van Tulleken, arkæolog Raksha Dave og journalist John Sergeant sporer epidemien tilbage til kilden i sognet St. Giles in the Fields, hvor fattige arbejdere var stuvet sammen. Hvordan spredtes sygdommen? På hvilken måde påvirkede den samfundet? Og er der ligheder med den nuværende coronaviruspandemi?

 

Niels Bohr - verdens bedste menneske

DR2, 19. april, kl. 20:00

Dansk dokumentar fra 2023. Hvem var Niels Bohr, og hvilket aftryk har han sat på verden? Hvordan lykkedes det Niels Bohr allerede som 38-årig at blive tildelt Nobelprisen i fysik? Hvorfor kappedes Tyskland, Rusland, USA og Storbritannien om at få kløerne i ham under 2. verdenskrig? Og var det Niels Bohr selv, der opfandt atombomben? Gennem interviews med Bohrs familie og danske og internationale forskere gives et intimt portræt af den danske videnskabsmand, der revolutionerede verden.

 

Verdens smukkeste togrejser - England

DR2, 20. april, kl. 18:20

Britisk dokumentarserie fra 2021. (World's Most Scenic Railway Journeys) Fra Preston til Preston. Denne gang drager vi ud på en spektakulær tur ombord på luksustoget The Northern Belle. En rejse, der tager os gennem den historiske by Carlisle, nationalparken Yorkshire Dales og til den berømte 400 meter lange viadukt Ribblehead. På vejen møder vi de folk, som bor og arbejder langs denne meget specielle toglinje.

 

I den bedste mening - De spastiske børn

DR2, 21. april, kl. 17:40

Det er i 1960'erne, det er velfærdsstatens storhedstid, og lægevidenskaben har gjort epokegørende fremskridt. Lægen var næsten lig med gudelig kunnen og magt, og der er ingen, som siger ham imod, men mange behandlingsformer og operationer er på et begynderstadie. Lægerne prøver sig frem, og nogle patienter kommer til at betale en høj pris. Lars Bremer er bare en af flere hundrede børn med spastiske lammelser, der gennem barndommen bliver udsat for gentagne operationer og smertefulde behandlinger på hospitalet. Uden deres forældre og alt for ofte forgæves. Det sker i den bedste mening.

 

Danske mord - Bødlen der huggede forkert

DR2, 22. april, kl. 15:40

En bidende kold novembermorgen i 1882 er op imod 3000 mennesker samlet for at overvære henrettelsen af rovmorderen Anders Sjællænder. Skarpretteren løfter sin økse. Første hug rammer forkert og hugger skulderen af den dødsdømte. Skriget skærer igennem luften. Skarpretteren løfter igen sin økse. Folk er forfærdede, da det andet hug også rammer ved siden af. Først i tredje hug lykkes det bødlen at skille Anders Sjællænders hoved fra kroppen. Hvem var denne Anders Sjællænder? Hvordan kunne henrettelsen gå galt? Og hvilken betydning fik denne henrettelse for eftertidens straffelovgivning i Danmark?

 

I den bedste mening - Gutterne fra Livø

DR2, 23. april, kl. 18:20

De fleste mennesker har en drøm, om en kæreste, et arbejde og en familie, men for nogen blev den drøm forbudt. De lettere, såkaldt moralsk åndssvage gik imod samfundets orden, men hørte hverken til i fængsel eller på åndssvageanstalt. De blev sendt ud på en øde ø - Livø - på ubestemt tid. 20'erne og 30'erne var racehygiejnens tid, man ville have kontrol med samfundets afvigere, og man tog den yderste konsekvens med tvangssterilisation, for at de ikke skulle formere sig. Det lyder som noget der kunne være foregået i Tyskland under nazismen, men det var en dansk socialdemokratisk velfærdsvision. Man ville redde det danske samfund fra at gå til grunde. Det skete i den bedste mening. 

 

Den røde Elvis: Cowboy i den kolde krig

DR2, 23.. april, kl. 22:00

Østrigsk dokumentar fra 2022. (Red Elvis: The Cold War Cowboy) Han var Østblokkens ultimative superstjerne. Under den kolde krig opnår den amerikanske skuespiller og sanger Dean Reed stjernestatus i Sydamerika og Østeuropa. Han spiller for udsolgte huse, prædiker marxisme og inspirerer en hel generation. For den kommunistiske top i Sovjetunionen er han et propagandakup. For de kommunistiske unge er han deres røde Elvis, indtil hans lig bliver fundet flydende i en sø i Østberlin, død i en alder af 47 år. Blev han myrdet?

 

Pengejægerne - Hvidvaskernes undergrundsbank (1:2)

DR1, 24. april, kl.  21:25

Det illegale og verdensomspændende hawala-system spiller en helt afgørende rolle i forbindelse med hvidvask i Danmark. Det gamle pengeoverførsels-netværk med rødder i Mellemøsten arbejder tæt sammen med danske hvidvaskere, som har kostet statskassen milliardbeløb. Pengejægerne går undercover og afslører med skjult kamera, hvordan man via hawala-netværket nemt kan overføre store pengebeløb til udlandet, uden at efterlader sig nogen spor. Det hemmelige netværk opererer fra overraskende steder, som ingen umiddelbart skulle tro var indblandet i anonyme pengeoverførsler.

 

Min Verdenshistorie - Mirella og Ceaucescaus fald

DR2, 25. april, kl. 17:30

Dansk dokumentarserie fra 2013 I december 1989 er Mirella Hansen 18 år. I dagene omkring jul er Mirella på juleferie med sin mor i hovedstaden Bukarest, da ferien pludselig bliver afbrudt. Det bliver en kort, men blodig revolution. På bare en uge lykkedes det at vælte Ceausescu fra magten i 1989 og Mirella befinder sig midt i de dramatiske begivenheder. 

{Historie-online.dk, den 18. april 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 11, 2023
TV-tips, uge 13, 2023
TV-tips, uge 26, 2023