Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 20, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 822

 

Forhåbentlig er vejret så godt, så man slet ikke har lyst til at sidde i sofaen og se fjernsyn, men hvis nu: Her er en rejseserie om turen fra Paris til Rom, og en anden fra grænsen mellem USA og Mexico. Vi skal opleve moderne byliv i narkokartellernes by Medellin – men også besæge Skærum Mølle ved Nissum Fjord. Desuden dokumentar om dødsstraffen i Danmark efter 2. verdenskrig – og i samme boldgade er portrættet af nazispionen Jenny Holm. Vi får også en serie om erotiske kunstværker, og vi ser på ny balletten Dødens Triumf. Endnu et portræt er af arkitekten Arne Jacobsen. God fornøjelse!

 

Jenny Holm - Nazispionen der kom ind i varmen

DR2, 17. maj, kl. 21:00

Det ligger ikke i kortene, at unge Anne Marie Christensen fra Fanø ender som en af de mest berygtede danske krigsforbrydere fra 2. Verdenskrig. Ikke desto mindre bliver hun hvervet af Gestapo under navnet Jenny Holm under besættelsen. Hun viser sig at have agentevner ud over det sædvanlige. Det menes at hun er ansvarlig for mange hundrede anholdelser af fjender af nazismen. Hun er så dygtig, at hun hverves af dansk og britisk efterretningstjeneste i årene lige efter krigen, hvor hun bruger sine evner til at fange nazistiske krigsforbrydere i Tyskland. Jenny Holm forsvinder ud i glemslen - indtil en dag, hvor en snarrådig forfatter finder ud af, hvor Jenny Holm ender sine dage. Sporet ender overraskende, hos en feteret alternativ behandler med elektriske hænder på Gammel Kongevej. 

 

Det fantastiske byliv I (1:6) Medellín

DR2, 18. maj, kl. 19:05

Canadisk dokumentarserie fra 2017. (The Life-Sized City) Narkokarteller og bandemord. I åriter havde Medellín den tvivlsomme ære at have verdens højeste mordrate. Men siden begyndelsen af 00'erne er byen blevet transformeret. Den dansk-canadiske byplanlægger Mikael Colville-Andersen kaster sig ud i den levende og komplekse by for at finde ud af, hvordan Colombias andenstørste metropol tackler de sociale udfordringer.

 

Skærum Mølle ved Nissum Fjord

DK4, 18. maj, kl. 21:20

Skærum Mølle ligger lige der, hvor to smeltevandsåer efter sidste istid, nemlig Lilleåen og Storåen, løber sammen. Skærum Mølle er stedet, hvor man kan bruge lang tid på at fordybe sig i historien -" og historie er der meget af. Her er gjort adskillige fund af potteskår fra jernalderen, fundet på markerne rundt om på Skæring Mølle, og her finder vi – ”Huset for Sten og Stjerner" skabt af Per Kirkeby. En bygning som også kaldes en ”Funktionel skulptur"; her er et Teglværksmuseum, den gamle Brugs med inventar og varelager fra omkring 1910-15 og ikke mindst et naturområde af international betydning for en række sjældne og truede arter. Vi skal møde Leif, som vil vise os rundt og fortælle lidt om stedet.

 

Hævnens time

DR2, 19. maj, kl. 12:00

Dansk dokumentar fra 2020 Kun få uger efter krigens afslutning i maj 45 genindfører politikerne dødsstraffen i Danmark. Hævnens time over landsforræderne er kommet. Politi, anklagere, dommere og embedsmænd skal nu beslutte hvem der skal dømmes til døden og hvordan henrettelserne skal foregå, minut for minut. Den første på anklagebænken er journalisten og eventyreren Flemming Helweg-Larsen. Men er hans forbrydelser alvorlige nok til dødsstraf?

 

Turen går fra Paris til Rom (1:4)

DR2, 20. maj, kl. 20:10

Britisk rejseserie fra 2022. (Bettany Hughes' Grand Tour - From Paris to Rome) At rejse er at leve. Bettany Hughes undersøger hvordan smuk kunst, kultur og lækker mad og drikke beriger vores liv. Hun drager ud på en storslået tur til nogle af Europas skønneste byer. Rejsen begynder kærlighedens by - Paris. Her får hun unik adgang til Louvre og møder designeren Christian Louboutin. Turen går videre til Annecy, den sydfranske by Vence og Côte d'Azur, der bl.a. inspirerende Henri Matisse.

 

24 timer vi aldrig glemmer - Dødens triumf

DR2, 21. maj, kl. 15:55

Der er dage hvor nogle dansetrin, noget beatmusik og et par bare bryster skaber forsider og debat her i landet. Vivi Flindt, Dinna Bjørn, Erik Aschengreen og Anders Koppel var med den 19. februar 1972 - den dag balletten Dødens Triumf havde premiere på Det Kongelige Teater. Det er 24 timer vi aldrig glemmer. Tilrettelæggelse: Jakob Kronborg Heick. En optagelse af balletten følger umiddelbart efter.

 

Erotik, lyst og bekendelser - Laura Bro og Lolita (1:6)

DR2, 22. maj, kl. 12:00

Kunsten har gennem årtusinder været et fristed for erotikken, hvor vores fantasier og til dels forbudte tanker få frit løb uden konsekvenser. Kunsten kan vække vores følelser, så vi mærker os selv og verden på en ny måde. 6 kunstnere stiger ned i erindringen og genkalder sig det første erotiske kunstværk, som fik dem til at skælve, enten af lyst eller væmmelse. Skuespiller Laura Bro er kun 13 år, da hun læser Lolita af Vladimir Nabokov første gang . En voldsom oplevelse, fordi den handler om forholdet mellem en 12-årig pige og en voksen mand. Men bogen kommer senere til at forstærke Lauras syn på kunsten.

 

USA og Mexico: En rejse langs grænsen (1:2)

DR2, 22. maj, kl. 23:30

Britisk dokumentarserie fra 2020. (Sue Perkins: Along the US-Mexico Border) Græsen mellem USA og Mexico er en af verdens mest omstridte. Fra nyheder hører vi om migranter, mord, narkokarteller og muren, der deler de to lande. Sue Perkins tager på en 3000 km lang tur fra Stillehavet til Den Mexicanske Golf for at finde ud af, hvordan livet leves på begge sider af grænsen. En tur, der byder på triumfer og tragedier, hjerteskærende hårde liv og en endeløs række af overraskelser.

 

Arne Jacobsens moderne Danmark

DR2, 23. maj, kl. 20:00

Dokumentar om den ulydige skoledreng med talent for at male, der blev en af vores største arkitekter. Hans ideer var forud for sin tid og fik ofte kritik, men i dag, 50 år efter hans død, står Arne Jacobsens skoler, rådhuse og biblioteker stadig og tegner det moderne Danmark.

[Historie-online.dk, den 16. maj 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 37, 2023
TV-tips, uge 26, 2023
TV-tips, uge 05, 2024