TV-tips, uge 32, 2022

Denne uges flow-tv er præget af EM i forskellige idrætsgrene – bl.a. svømning, cykling, atletik – men vi kan også hilse på Søren Kierkegaards begreb ”Angest” – og en dokumentar om, hvordan mennesket forholder sig til naturen. Desuden et syn til Persiens/Irans historie, krænkelse på Roskilde Festival og historien om 5. juni 1985, hvor det danske fodboldlandshold spillede en af de bedste kampe nogensinde. Derudover fortæller Mick Jagger om sit liv i Rolling Stones, og endelig er der et syn på de europæiske kriser. God fornøjelse!
24 timer vi aldrig glemmer - Da Danmark bankede Sovjet
DR2, 10. august, kl. 18:00
En solbeskinnet grundlovsdag, onsdag den 5. juni 1985, står det danske dynamithold overfor sin hidtil største udfordring i Idrætsparken: Et topmotiveret sovjetisk landshold. Midt under den kolde krig er Sovjetunionens fodboldspillere landets bedste reklame: De er teknisk overlegne og holder aldrig op med at løbe. Mød bl.a. Klaus Berggreen og Per Frimann i historien om den dag, dansk fodbold ramte den absolutte verdenselite - og blev der. Tilrettelæggelse: Janus Køster-Rasmussen.
Mit iranske paradis
DK4, 11. august, kl. 20:00
Den ene af filmens instruktører voksede op i Persien. Hendes far var dansk ingeniør, og hendes mor overlevende fra Stalins Gulag-lejre. Denne vestlige families liv spejler sig i Irans historie fra 1930´erne og indtil olien begynder at splitte verden og den Islamiske Revolution bryder ud. Filmen nuancerer fjendebilleder og politiske generaliseringer og med almindelige menneskers øjne oplever vi, hvordan skæbner fra den ene dag til den anden ændrer sig, når politik og magthavere skifter ansigt. Ved at forstå fortiden afsløres nutidens Iran. Filmen er instrueret af Katia Forbert Petersen og Annette Mari Olsen. Produceret af SFINX Film/TV.
Europa i krise gennem 1000 år i ord og tegninger
DK4, 12. august, kl. 10:50
Hvad sker der, når man sætter en kulturarvsforsker og en tegner sammen og beder dem i ord og tegninger at skildre fortidens europæiske kriser, katastrofer og genopstandelser? Hvordan håndterede tidligere tiders europæere modgangstider? Hvad fik de af betydning for eftertiden? Og kan historien lære os noget om, hvordan vi skal håndtere nutidens europæiske kriser? I dette program handler det om Europas sorte århundrede fra ca. 1250-1350, hvor pest, mongolsk invasion, hundredårskrig, hungersnød og økonomisk nedgang satte datidens europæere på en hård prøve. "Europa i krise gennem 1000 år" er produceret i samarbejde med Europa-Parlamentet i Danmark.
Uden samtykke - De magtfulde mænd (3:3)
DR2, 13. august, kl. 21:50
Dansk dokumentarserie fra 2022. Peters første gang gik helt galt og hans sexliv har været smadret siden. Nu vil Peter konfrontere sin krænker for at forstå, hvad der skete den aften på Roskilde Festival, hvor han var bare 19 år gammel. Patrik mødte som 15-årig sit store idol. Han troede, de skulle drikke the og snakke om, hvordan manden var blevet kendt. Men i stedet oplevede Patrik at blive tvunget til sex.
Mit liv i The Rolling Stones (1:4) Mick Jagger
DR2, 14. august, kl. 20:00
Britisk dokumentarserie fra 2022. (The Rolling Stones - My Life as A Rolling Stone) Han er et globalt rock-ikon. En viril legende, der har inspireret generationer af rock'n'roll- fans. Mick Jagger har de sidste 60 år været frontmand for The Rolling Stones. Her fortæller han om sit liv i bandet - fra de første optrædener til lokale teenagefester til skabelsen af hans scenepersona, der har defineret rock'n'roll-forsangeren.
Kierkegaards Kabinet
DK4, 15. august, kl. 10:45
Citat: ”Den, der dannes ved Angesten, han dannes ved Muligheden, og først den, der dannes ved Muligheden, dannes efter sin Uendelighed" Kierkegaards "Begrebet Angest" udkom i 1844. For Kierkegaard udgør angsten ikke en anormalitet. Angsten er ikke en sygdom. Ikke en diagnose, der kan sættes på de få -" eller på de mange. Angsten er et grundvilkår. Et grundvilkår er noget, man aldrig slipper af med. Et grundvilkår ligger i grunden af selve et menneskes menneskelighed. Men et grundvilkår kan vise sig på forskellige måder på forskellige tidspunkter i menneskelivet. Angsten viser sig således på en anden måde i barnet end i den unge og atter anderledes i den ældre, hvis man spørger Kierkegaard. Og angsten kan naturligvis også vise sig på forskellig vis i forskellige mennesker til forskellige tider. Dertil kommer, at den kan fejludvikle sig og blive til åndløshed eller dæmoni. Men der er alligevel noget almenmenneskeligt og dermed alment genkendeligt ved angsten i alle dens forskellige skikkelser. I denne udgave af "Kierkegaards kabinet" taler Pia Søltoft med professor i psykologi Barbara Hoff Esbjørn om, hvor angsten kommer fra, og de forsøger sammen at indkredse forståelsen af angsten i dag, dens udbredelse og betydning for os i dagliglivet. "Kierkegaards kabinet" er en række tv-samtaler om evigt aktuelle emner med tidens vægtigste stemmer. Emnerne er de store eksistentielle spørgsmål, der aldrig går af mode, men som til enhver tid må genfremsættes og besvares på ny. Samtaleparterne er de stemmer i tiden, der gennem deres viden og gennemslagskraft kan hjælpe os til at se nye sider af det valgte emne. Programvært er Kierkegaard-eksperten, ph.d. og sognepræst Pia Søltoft.
En naturlig affære - Menneskets forhold til naturen
DR1, 16. august, kl. 09:40
Østrigsk dokumentar fra 2020. (A Natural Affair: The Human/Nature Connection) Vi elsker dem, og vi spiser dem. Mennesket har et meget specielt forhold til de dyr og planter, der omgiver os. Et forhold, der kan være gensidigt fordelagtigt og destruktivt. Her udforskes den fascinerende og overraskende forbindelse mellem menneske og natur. Hvad kan vi lære af naturen? Hvordan kan naturen drage fordel af vores eksistens? Og hvem har brug for hvem for at overleve?
[Historie-online.dk, den 9. august 2022]