Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 40, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 411

 

Skønt flow-tv jo nok vil være voldsomt præget af valg i den kommende tid, så er der dog også historiske muligheder på kanalerne (og valget ser jo ud til at blive historisk). Fx kan vi se dokumentar om George Harrison, om Kong Charles III og om Thatcher og Reagan.  Filmen er bl.a. repræsenteret med Dustin Hoffman i ”Fagre voksne verden” – og mere om det britiske kongehus er der i Victoria og Alberts storslåede bryllup i 1840. Desuden skal vi på besøg i Tjernobyl-området, høre om hacking af Pentagon og endelig huske tilbage på 1967. God fornøjelse!

 

Thatcher og Reagan - et særligt venskab (1:2) Jernladyen og filmstjernen

DR2, 5. oktober, kl. 20:05

Britisk dokumentarserie fra 2022. (Thatcher & Reagan: A Special Relationship) Hun betragter sit øgenavn som et adelsmærke og han er Hollywoodfilmstjerne. I 1980'erne opbygger den britiske premierminister Margaret Thatcher og USA's præsident Ronald Reagan et helt særligt politisk og personligt forhold. Selvom de ikke altid kommer overens, er de med til at afslutte Den kolde Krig på fredelig vis og ændre forholdet mellem Øst og Vest. Hvilke roller spiller de i det historiske vendepunkt?

 

Tjernobyl - ind i den lukkede zone

TV 2, 6. oktober, kl. 22:25

26. april 1986. Verden oplever den værste atomulykke nogensinde, da reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl i Ukraine eksploderer. 35 år efter rejser britiske Ben Fogle til området for at undersøge, hvad ulykken betød dengang - og nu.

 

Husker du... 1967

DR2, 7. oktober, kl. 19:15

- året er 1967. 1967 er et år hvor der bliver der brudt grænser. Hippierne gør det over hele verden; lige fra San Fransisco over Nordsjælland til Nepal. En meget ung Suzanne Brøgger laver ungdoms-TV på sin helt egen måde, mens Jørgen Leth laver finkultur inspireret af sport og reklamer. Israel bryder også grænser. På bare seks dage mere end tredobler landet sit territorium. Krige er der nok af, også i året hvor 400 millioner TV-seere ser The Beatles spille deres nye sang "All you need is love".

 

Dronning Victoria & Albert: Det royale bryllup (1:2)

DR2, 8. oktober, kl. 14:55

Britisk dokumentarserie fra 2019. (Victoria and Albert: The Wedding) I 1840 blev to 20-årige verdens mest berømte par. Dronning Victoria og prins Alberts bryllup var et historisk øjeblik. Et arrangeret ægteskab, der skulle afværge revolutionen og redde kongemagten. Her genskaber vi den store dag og afslører, hvor nøje det hele blev iscenesat. Mens et hold eksperter åbenbarer enhver detalje: Hvor det kongelige par blev viet, hvem der var med, den overdådige kage, den dekadente menu og brudekjolen. Anden del følger umiddelbart efter.

 

Fagre voksne verden

DR2, 9. oktober, kl. 17:00

Amerikansk komedie fra 1967. (The Graduate) Benjamin har netop afsluttet college og vender hjem til sine forældre. Han er lidt forvirret og bekymret over sin fremtid, men den nære fremtid tager den midaldrende mrs. Robinson sig af. Hun har imidlertid også en yndig datter. Mike Nichols vandt en Oscar for sin instruktion. Simon & Garfunkel sikrede sig en kæmpesucces med sangene til filmen. Medvirkende: Dustin Hoffman, Anne Bancroft, Katharine Ross m.fl. Instruktion: Mike Nichols.

 

Kong Charles III - Manden og monarken

DR1, 10. oktober, kl. 21:25

Britisk dokumentar fra 2022. (Charles - The Monarch and the Man) Fra det øjeblik, han blev født i 1948, har kameraerne fulgt ham tæt. Prinsen af Wales har haft hele sit liv til at forberede sig til rollen som Storbritanniens næste konge. Arkivmaterialet om Charles III er varieret og fuld af detaljer. Forfatteren Jonathan Dimbleby undersøger, hvordan Charles III har søgt at definere sig selv, og giver et bud på, hvilken slags konge han mon bliver.

 

Drengen der hackede Pentagon (1:4)

DR2, 10. oktober, kl. 22:30

Om dagen er Thomas en helt almindelige 17-årig dreng, der går på gymnasiet i Grenaa, men om natten kalder han sig Le Cerveau og er en af verdens dristigste hackere. Han ser op til to danske hackere, der har skaffet sig adgang til NASA-systemer, men snart er han selv på vej endnu længere ind i den amerikanske regerings systemer og på endnu dybere vand.

 

George Harrison - Living in The Material World (1:2)

DR2, 11. oktober, kl. 20:30

Amerikansk musikdokumentar fra 2011. Den legendariske hollywoodinstruktør og musikelsker Martin Scorsese inviterer på en medrivende tidsrejse med en af musikhistoriens mest succes- og talentfulde sanger/sangskriver. Gennem George Harrisons øjne oplever vi tilblivelsen af The Beatles, de kunstneriske uenigheder i gruppen og de spirituelle rejser, bl.a. ved hjælp af aldrig før set arkivmateriale og interview med The Fab Four selv, samt et væld af nulevende og afdøde venner og kunstnere som Eric Claptoon, Eric Idle, Terry Gilliam, Yoko Ono, Phil Spector, Tom Petty og mange flere. En episk og gribende fortælling om et kunstnerisk liv, levet fuldt ud - og fortalt til tonerne af noget af verdens mest suveræne musik.

[Historie-online.dk, den 4. oktober 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 03, 2021
TV-tips, uge 44, 2022
TV-tips, uge 01, 2021