Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 48, 2022

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 515

 

Denne uges flow-tv har ikke blot fodbold og julekalendere, men også nogle udsendelser med historisk tilsnit. Vi skal møde både Coco Chanel og Kong Charles, kvindelige krigere i Afrika og Zlatan Ibrahimovic. Desuden fangelejre under 1. verdenskrig og gullachbaroner lige efter – og  britiske mord, den nordiske vinter og en dokumentar om kejserinde Dagmar. God fornøjelse

 

I krigens skygge - Den gode vilje

DR2, 30. november, kl. 17:55

Mens 1. verdenskrig raser, bliver krigsfanger gemt væk i uhumske lejre langt borte. Dansk Røde Kors får til opgave at holde øje med dem fra østfronten. Midt i krig og revolution, kæmper en række danske udsendte for at forhindre en af verdenskrigens største tragedier. Tilrettelæggelse: Christoffer Emil Bruun.

 

Kvindelige krigere: Afrikas glemte hær

DR2, 1. december, kl. 17:30

Britisk dokumentar fra 2019. (Warrior Women) Engang fandtes der en enestående hær af kvindelige krigere i Afrika. Europæerne kaldte dem amazoner - og de var kendt for deres mod og brutalitet i krig. Her følger vi med skuespiller Lupita Nyong'o, når hun rejser til Benin i Vestafrika for at afsløre sandheden om de koldblodige og frygtløse kriger-kvinder, der har været inspiration for Marvels superheltefilm Black Panther.

 

Drabene på kyststien (1:3)

DR1, 1. december, kl. 22:30

Britisk krimiserie baseret på virkelige hændelser. (The Pembrokeshire Murders) I Wales i 2006 begynder kriminalkommissær Steve Wilkins at efterforske et 17 år gammelt dobbeltmord, der aldrig er blevet opklaret. Snart opdager Steve, at sagen tilsyneladende har forbindelse til to andre uopklarede forbrydelser - deriblandt endnu et dobbeltmord. Den formodede gerningsmand sidder i fængsel for røveri. Men han vil snart blive prøveløsladt, så nu haster det med at finde beviser mod ham.

 

Den unge Zlatan

DR2, 2. december, kl. 23:15

Svensk dokumentar fra 2015. (Becoming Zlatan) Historien om Zlatan Ibrahimovic og hans vej fra ghetto til international fodboldstjerne. Vi er med, da han debuterer for Malmö FF i 1999, under hans turbulente år i Ajax Amsterdam, og da han som 24-årig får sit endelige gennembrud i Juventus. Men det er også historien om en ung mand med et nærmest vulkansk temperament, der er i evig konflikt med medspillere og trænere.

 

Kong Charles III - Manden og monarken

DR1, 3. december, kl. 16:00

Britisk dokumentar fra 2022. (Charles - The Monarch and the Man) Fra det øjeblik han blev født i 1948, har kameraerne fulgt ham tæt. Prinsen af Wales har haft hele sit liv til at forberede sig til rollen som Storbritanniens næste konge. Arkivmaterialet om Charles III er varieret og fuld af detaljer. Forfatteren Jonathan Dimbleby undersøger, hvordan Charles III har søgt at definere sig selv og giver et bud på, hvilken slags konge han mon bliver.

 

Snowhow - Den nordiske vinter (1:8)

DR1, 4. december, kl. 19:00

Nordisk naturserie fra 2020. (Snowhow - Den nordiske vinter) Vinteren er på vej. Folk i Norden forbereder sig. I denne dokumentarserie kommer du helt tæt på den nordiske vinter, og ser, hvordan naturkræfterne udfordrer os, truer liv og materielle aktiver - og tvinger os til at finde kreative løsninger. Hvad gør vinteren ved os, der bor heroppe mod nord? Hvordan forholder vi os til vinterens betingelser? Og hvordan møder vi vinteren, når den kommer?

 

Den danske kejserinde

DR2, 5. december, kl. 15:50

Dansk program fra2006 Dagmar, prinsessen fra Danmark. Hun var født som dansk prinsesse men blev kejserinde i Rusland. Da den russiske revolution kom, stod hun midt i katastrofen, mens verden brasede sammen omkring hende. Hun mistede mere end de fleste: Hendes søn - den sidste zar - og hendes fem børnebørn blev myrdet. En tragedie hun nægtede at se i øjnene.

 

Mellem 2 verdenskrige - Gullaschbaronen

DR2, 6. december, kl. 16:35

Aldrig har dansk erhvervsliv haft det bedre end under 1. verdenskrig. Pengene flyder ind over grænsen og driftige entreprenører skaber enorme formuer på blandt andet gullasch til de sultne soldater. Harald Plum hedder en af gullaschbaronerne, som tjener ufattelige summer og lever et liv, som er en konge værdig. Men tiden er præget af revolutioner og blodsudgydelser og en finansfyrste kan risikere at vågne op som konkursrytter næste dag. Tilrettelæggelse: Thomas Houkjær.

 

Coco Chanels kampe

DR2, 6. december, kl. 23:10

Fransk dokumentar fra 2018. (The Wars of Coco Chanel) Gabrielle 'Coco' Chanel er en af det 20. århundredes mest ikoniske modeskabere. En legende, der altid har kæmpet for at blive fri af sin barndom og sociale status - og med stålsat vilje har knoklet for at blive rig og opbygge sit eget imperium. Dette intime portræt udforsker nogle af de mange kampe Chanel måtte udholde på sin vej - fra forældreløs til hendes dyrekøbte succes.

[Historie-online.dk, den 29. november 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 50, 2022
TV-tips, uge 05, 2023
TV-tips, uge 10, 2022