TV-tips, uge 49, 2021

Dramatiske dokumentarer er der en del af i den kommende uge – fx serien om flugtruterne under krigen, og ligeledes en serie om europæiske dynastiers blodige intriger. Desuden en dokumentar, hvor man forsøger at trænge ind i en seriemorders sind – og det berømte engelske togrøveri, hvor hovedparten af byttet aldrig er fundet. Mere fredeligt er legenden om Fabergé-æggene og et portræt af Bent Fabricius-Bjerre. Endelig byder ugen på en serie om Stillehavet, som ser ganske spændende ud. Og det samme gør udsendelser om aztekernes hemmeligheder. (Og så er der jo nok også kvindehåndbold, men det må I selv finde ud af!) God fornøjelse!
Aztekernes glemte pyramider (1:2) - Spøgelsesbyens hemmeligheder
DR2, 8. DECEMBER, KL. 20:10
Britisk dokumentarserie fra 2021. (Lost Pyramids of the Aztecs) Det storslåede aztekiske imperium. En af de mest magtfulde civilisationer, verden nogensinde har set. Aztekerne var hensynsløse krigere og geniale ingeniører, der underlagde sig et enormt territorium og byggede tårnhøje pyramider. Men efter bare 200 år blev deres store rige erobret af spanierne - og deres byer og monumenter ødelagt. Dyk med ned i aztekernes forsvundne verden.
2. Verdenskrigs store flugtruter - operation Galia
DR2, 9. DECEMBER, KL. 18:25
Britisk dokumentar fra 2018. (WWII's Great Escapes - The Freedom Trails) Under 2. Verdenskrig flygtede mange allierede krigsfanger gennem ukendt terræn og fjendeland for at nå tilbage til deres egne. Det var aldrig gået uden modige, lokale modstandsfolks hjælp. Byen Rossano i det nordlige Toscana var samlingsted for krigsfanger, der var flygtet efter den italienske våbenstilstand. Herefter gik flugten over de apuanske alper og gennem de tyske forsvarslinjer.
Danske musiklegender: Bent Fabricius-Bjerre
DR2, 10. DECEMBER, KL. 11:30
Komponisten og musikeren Bent Fabricius-Bjerre fortæller i denne portrætsamtale om at blive professionel jazzmusiker som 16-årig, om at stifte eget pladeselskab som 26-årig og få succes med Nina & Frederik og Jørgen Ingmann, hele historien om hans store amerikanske hit, "Alley Cat", og hvordan han efter salget af Metronome i 1996 vendte tilbage til musikken.
En seriemorders sind
DR2, 11. DECEMBER, KL. 21:45
Amerikansk dokumentar fra 2018. (Inside Evil) Er morderes handlinger et resultat af arv eller miljø? Er voldelig adfærd genetisk betinget? Sammen med adfærdsforskere og krimonologer dykker journalisten Chris Cuomo ned i den kriminelles psykologi. Her med en samtale med en af USA's mest berygtede seriemordere, Joel Rifkin, der fortæller Cuomo om sit bizarre sexliv, hvorfor han brutalt myrdede 17 kvinder, og hvordan han til sidst blev arresteret ved en tilfældighed.
Legenden om de kejserlige Fabergé-æg
DR2, 12. DECEMBER, KL. 21:00
Fransk dokumentar fra 2021. (Fabergé, The Making of a Legend) De er verdens mest ekstravagante æg. Overdådige og fantasifulde kunstværker, der blev skabt til den russiske zarfamilie og blev eftertragtede af velhavere og samlere i hele verden. I over et århundrede har Huset Fabergé designet de legendariske juvelbesatte æg, men også et væld af andre genstande. Her dykker vi ned i historien om den berømte guldsmed Carl Fabergé, der forvandlede markedet for smykker og skabte en exceptionel industri.
Stillehavets tropiske eventyr (1:6)
DR2, 13. DECEMBER, KL. 12:00
Naturserie fra BBC fra 2009. (South Pacific) Sig navnet Stillehavet, og billeder af små idylliske øer omgivet af hvide sandstrande og evigt blåt hav toner frem. Stillehavet består nemlig af 99 procent vand og kun 1 procent land fordelt på 20.000 øer, der er de mest afsides i verden. Isolationen har betydet udviklingen af de mest sære og overraskende væsner fra kæmpekrabber, der kan åbne kokosnødder til kødspisende kålorme. Livet på øerne er heller ikke den rene idyl. Vejret kan på et øjeblik skifte fra stilhed til storm med bølger så store som højhuse, og beboerne må være selvforsynende med alle fornødenheder, også fornøjelser. For eksempel fejrer mændene på den lille bitte ø Anuta høsten ved at kaste sig ud i forløberen for det populære elastikspring. Men på Anuta skal mændenes hoveder helst berøre jorden i faldet! 2. del af serien følger umiddelbart efter.
Magten over tronen - Dynastiernes blodige intriger (1:4)
DR2, 13. DECEMBER, KL. 18:10
Amerikansk dokumentarserie fra 2017. (The Real War of Thrones) I middelalderen kæmper magtfulde familiedynastier om dominans over Europa. Magtspillet om arveretten til den franske trone bringer intriger, mord og kaos med sig. Og kaster England og Frankrig ud i den længste og blodigste konflikt i europæisk historie: Hundredårskrigen. Se, hvordan tørsten efter magt blandt datidens fyrster ændrede Europas grænser, når de episke historier rekonstrueres her.
Det store togrøveri - de glemte bånd
DR2, 14. DECEMBER, KL. 20:00
Britisk dokumentar fra 2019. (The Great Train Robbery) I 1963 kaprede og plyndrede en bevæbnet røverbande posttoget fra Glasgow. Det lykkedes de 15 røvere at slippe væk med 2,6 millioner pund og dele byttet mellem sig. Men få dage efter blev flere af dem fanget. Gennem optagelser med hjernen bag røveriet afsløres sandheden om en af det 20. århundredes mest berømte forbrydelser. Hvem af røverne slap væk? Og hvorfor er hovedparten af pengene aldrig fundet?
[Historie-online.dk, den 7. december 2021]