Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 51, 2021

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1576

 

Fjernsynsprogrammerne er naturligvis præget af den aktuelle tid på året. Der kommer fx rigtig mange gode film, og her skal da også lige gøres opmærksom på den klassiske julefilm ”Det er herligt at leve”, som kan ses juleaften. Og to dage senere er det den skønne The Favorite, der er på programmet – de øvrige film må I selv søge frem, der er bare for mange til at nævne her. Men der er også nogle historiske dokumentarudsendelse, fx om danske sømænd under anden verdenskrig, om Knud Rasmussen og om Tina Turner. Desuden en spændende serie om pesten i London og en australsk seriemorder, og så er der ”Husker du…julespecial” og den klassiske musikquiz. Så vi skal nok komme igennem julen! God jul og god fornøjelse!

 

En seriemorder banker på

DR2, 22. december, kl.  23:15

Australsk dokumentarserie fra 2020. (Night Caller) To mænd er bag tremmer. Politiet er sikre på, de har fanget The Night Caller, da Eric Edgar Cooke bliver taget i at hente sin gemte riffel. Han tilstår yderligere drabet på Jillian Brewer og at have kørt Rosemary Anderson ihjel, som andre mænd er blevet dømt for. Men politiet tror ikke på ham. Journalist Estelle Blackburn kaster sig over sagerne for at finde sandheden og få de uskyldige frikendt.

 

Knud Rasmussen - den store fortryller

DR2, 23. december, kl. 11:00

Dansk dokumentar fra 2017 "Den Store Fortyller" er den personlige historie om en af Danmarks store helte - Knud Rasmussen. Med livet som indsats, står han gennem tre årtier i spidsen for adskillige polarekspeditioner og sætter Danmark på verdenskortet som polarforskernation. Men verdensberømmelsen har også en pris og den betaler hustruen og de tre børn, der ofte i årevis må undvære far og ægtemand. Dronning Margrethe og Kronprins Frederik fortæller om Knud Rasmussens betydning for Danmark og Grønland, og Knud Rasmussens børnebørn deler familiens historie om den karismatiske polarrejsende og forfatter, der blot blev 54 år gammel. I programmet indgår gamle filmklip med Knud Rasmussen samt fotos og dagbøger, der ikke tidligere har været offentliggjort.

 

Husker du ... Julespecial

DR2, 24. december, kl. 12:00

Jul gennem tiden. Nissepiger og julemænd, flæskesteg og rødkål, gaver og grantræer, julesure og juleglade. Nogle vil ønske at den varede helt til påske, andre rejser hellere væk. Lige meget hvad, så har alle en mening om julen og dens betydning. Som det meste af landet har Danmarks Radio holdt jul år efter år. I aften er der gensyn med de bedste øjeblikke. Mød en gnaven Dan Turèll, en veloplagt Magnus Tagmus og en masse andre danskere, der alle har noget at sige om julen gennem de sidste 50 år.

 

Det er herligt at leve

DR2, 24. december, kl. 17:45

Amerikansk klassiker fra 1946. (It's a Wonderful Life) George Bailey er en tilsyneladende lykkelig familiefar, der inderst inde føler, at hans liv er forfejlet. Ingen af hans drømme er blevet realiseret, og den årelange kamp mod byens hensynsløse rigmand ser ud til at slutte med et totalt nederlag. George overvejer at begå selvmord, men hans skytsengel vil gøre alt for at overbevise ham om, at hans liv ikke er så mislykket endda - at det er herligt at leve. George Bailey: James Stewart. Mary Hatch: Donna Reed. Henry Potter: Lionel Barrymore. Instruktion: Frank Capra.

 

Havets frihedskæmpere

DK4, 25. december, kl. 15:00

"Havets Frihedskæmpere" er historien om de 6300 danske sømænd, som 9.april 1940 gik i allieret tjeneste. I besættelsens første tre år var de stort set de eneste danskere, der ydede en aktiv indsats mod nazismen. 1080 omkom i krigen, og mange overlevende led personligt forlis med opløste familier, kronisk søvnløshed og alkoholisme som følge af lang tids arbejde i livstruende situationer. Sømændene gik i allieret tjeneste på et tidspunkt, hvor mange kalkulerede med tysk sejr og handlede derefter. Men deres indsats blegnede i efterkrigstidens historiefortælling, som har haft fokus på modstandskampen og forestillingen om en samlet dansk opposition til nazismen. I filmen møder man Arne, 62, søn af krigssejleren Axel. Axel døde af alkoholrelaterede sygdomme, da Arne var 15 år gammel. Arne har nu fået børnebørn og vil have styr på sin fars historie, så han kan give den videre til næste generation. Under arbejdet med at rekonstruere sin fars færden under krigen støder Arne på Eli, som sejlede på et af de samme skibe som Axel. Eli er det sidste førstehåndsvidne fra de danske sømænds indsats i afgørende begivenheder som Dunkirk-evakueringen, undsætningen af Rusland, Slaget om Atlanten og D-dag.

 

Den klassiske musikquiz - Julegalla - med juleøl og baglæns sang

DR2, 25. december, kl.  21:15

Hvornår kunne man første gang stå af i Roskilde? Og hvem har skrevet operaen, Tøflerne? Det er noget af det, Phillip Faber finder ud af, når han fejrer jul med de to vise mænd, Mathias Hammer og Frederik Cilius. Det går ikke stille af sig, når kongelig operasanger Palle Knudsen synger baglæns og når Frederik synger temaet fra tv-serien Fragglerne. Holdene består af Isabella Hübener, Tanja Zapolski, Mathias Kjøller og Allan Gravgaard Madsen. Musikken leveres af DR SymfoniOrkestret.

 

The Favourite

DR2, 26. december, kl. 20:00

Oscar-vindende komediedrama fra 2018. (The Favourite) I 1708 er England i krig med Frankrig. Den småskøre dronning Anne sidder på tronen, men hader at regere og vil hellere spise kage og lege med sine 17 kaniner. Landet er reelt styret af hendes hemmelige elskerinde, hertuginden Sarah Churchill. Da Sarahs fattige kusine Abigail Hill bliver kammerpige, begynder en skamløs, bitter og grotesk strid mellem dem. Medvirkende: Olivia Colman, Emma Stone, Rachel Weisz, m.fl. Instruktion: Yorgos Lanthimos.

 

Tina Turner

DR2, 27. decemner, kl. 20:00

Amerikansk dokumentar fra 2021. (Tina) "I was living a life of death." Tina Turner er en af de største rocksangere nogensinde. Men bag berømmelsen gemte der sig et liv med overgreb, fornedrelse og voldtægt. Her fortæller den talentfulde sanger den rystende beretning om sit voldelige ægteskab, flugten efter mange års traumer - og kampen for at blive fri af fortiden.

 

Pesten i London (1:3)

DR2, 28. december, kl. 12:15

Britisk dokumentarserie fra 2020. (Epidemic: The great plague) Store bylder og massegrave tætpakket med lig. Mellem 1665-1666 blev næsten en fjerdedel af Londons befolkning dræbt af byldepest. Læge Xand van Tulleken, arkæolog Raksha Dave og journalist John Sergeant sporer epidemien tilbage til kilden i sognet St. Giles in the Fields, hvor fattige arbejdere var stuvet sammen. Hvordan spredtes sygdommen? På hvilken måde påvirkede den samfundet? Og er der ligheder med den nuværende coronaviruspandemi? Anden og tredje del af serien følger umiddelbart efter.

[Historie-online.dk, den 21. december 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 33, 2021
TV-tips, uge 09, 2021
TV-tips, uge 35, 2021