Vinterferien i danske museer

Vinterferie med rund fødselsdag og hemmelige beskeder på Danmarks Tekniske Museum
Skriv hemmelige beskeder og vær med til at fejre Danmarks første computer sammen med hele familien i vinterferien på Danmarks Tekniske Museum.
DASK fylder rundt
Danmarks første computer, DASK, fylder 60 år tirsdag den 13. februar 2018. DASK, (Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator) er en del af udstillingen Smartphonemania, hvor du kan se maskinens store kontrolenhed. Oprindeligt stod DASK i en villa i Valby, hvor den med sine 3,5 tons og hukommelse på 5120 byte, var vurderet til at kunne dække hele Danmarks computer behov.
DASK blev brugt til udregningsopgaver i industrien og i forbindelse med fx folketingsvalg. I december 1966 blev DASK taget ud af brug og kort tid efter overdraget til Danmarks Tekniske Museum.
Særrundvisning
I anledning af DASKs runde fødselsdag vil der tirsdag den 13. februar være gratis særrundvisning for alle museets gæster kl. 11.00 og 13.00, hvor du kan høre mere om både teknikken og historien og bl.a. se de håndsyede RAM kredse.
Aktiviteter for børn
I vinterferien er der aktiviteter for børn i alle aldre, hvor du kan skrive hemmelige beskeder og dit navn i koder. Inspireret af gode gamle DASKs fødselsdag, bruger vi computerens grundstof, de binære tal, og lærer om basal kodning, samtidig med at du laver flotte halskæder og perleplader med hemmelige beskeder, som ikke engang dine forældre kan forstå. Det er også muligt at prøve kodning af robotter, som du ved hjælp af farvekoder kan få til at gå rundt på din helt egen bane.
Praktisk information
Museets har åbent alle dage, også mandag, i vinterferien (uge 7) fra kl. 10.00-17.00. Børneaktiviteterne foregår hver dag fra kl. 11.00-15.30, særrundvisningerne om DASK er kun den 13. februar kl. 11.00 og 13.00. Både rundvisninger og aktiviteter er gratis, når entré er betalt.
Fakta om Danmarks første computer, DASK
DASK (forkortelse for: Dansk Aritmetisk Sekvens-Kalkulator) blev under ledelse af civilingeniør Bent Scharøe Petersen bygget som en moderniseret udgave af den svenske tilsvarende maskine BESK fra 1953. Det var professor Richard Petersen fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber, der havde taget initiativ til projektet.
DASK blev officielt indviet den 13. februar 1958 i en villa på Bjerregaardsvej 5 i Valby. Villaen var stillet til rådighed af Carlsbergfondet. Arbejdet med DASK blev påbegyndt i april 1956 af firmaet Regnecentralen. Den 29. september 1957 kørtes det første testprogram fejlfrit gennem maskinen, og i oktober 1957 demonstreredes den offentligt på en elektricitets- og atomenergiudstilling i Forum. DASKs første industrielle opgave blev stillet af Danfoss og blev kørt i juledagene 1957.
DASK var oprindeligt forsynet med ca. 2.200 radiorør og kunne addere 1 million 12-cifrede tal pr. minut. Tromle- og ferritlager kunne rumme godt 9.000 decimaltal. Radiorørene udviklede en del varme, så der måtte installeres køleanlæg i villaen. Samlet set vejede DASK 3,5 ton. DASK var for sin tid en hurtig maskine. En addition tog 56 mikrosekunder svarende til 17.857 additioner i sekundet, og flere eksperter mente, at én regnemaskine af den kaliber var nok til at dække hele Danmarks behov. Det indre lager bestod af ferritkerne – ud af en mængde på 65.000 blev de syet sammen i et net af kobbertråd. Resultatet blev en størrelse på hele 5.120 byte. Senere blev lageret udvidet med et ydre tromlelager, som blev færdiggjort i villaens billardkælder. Hver tromle havde en kapacitet på 40 kB.
Udover industrielle opgaver løste DASK bl.a. også udregninger i forbindelse med folketings- og kommunalvalg.DASK blev taget ud af drift i december 1966, hvorefter den overgik til Danmarks Tekniske Museum. Ca. 1/3 del af den oprindelige maskine er bevaret på museet, deriblandt kontrolbordet, tromlelageret og ferritkernelageret.
Tilbud på Fængelsesmuseet i vinterferien
I vinterferien tilbyder Fængselsmuseet aktiviteter for enhver smag. Du kan bl.a. komme med på en rundvisning, som handler om Carl August Lorentzen og hans kunstneriske side. Hvis du gerne vil bringe din egen kreativitet i spil, så kan du kigge forbi Insero mediaLab, hvor du kan lave din egen stop-motion film fyldt med kunst, fængsler og fanger. I udstillingen vil det også være muligt at opleve hørespillet Kejserens nye klæder, lavet af indsatte i Enner Mark Fængsel.
Carl August Lorentzen fandt ofte inspiration i episoder fra sin egen opvækst.
Den Gamle By
Kom og vær med til hyggelige indendørs aktiviteter i vinterferien. Børnene kan lave bolsjer, bolde, biler eller blæksprutter. Besøg også 1927-husmoren. Der er åbent i konditoriet, hos bageren , isenkræmmeren og boghandleren. Husk også den spændende udstilling
Aarhus Fortæller med en tidsrejse i 1200 års historie.
Kom og lav dit eget legetøj!
Vær med til at lave hjemmelavet legetøj som man gjorde, da farfar eller oldemor var børn! Børn kan også være med til at lave lækre bolsjer.
Det koster 20. kroner per barn at være med.
Sted: Renæssancegården i Den Gamle By.
Husmoren og de handlende i 1927
Besøg hjemmet i Havbogade anno 1927, hvor husmoderen bager fastelavnsboller i brændekomfuret.
Butikker og lejligheder i 1974-kvarteret
Kig ind i lejlighederne i Tårnborg og opgangen i Havnegade i 1974-kvarteret. I vinterferien har både Pouls Radio og Rahbeks minimarked åbent.
Konditoriet og bageren
Nyd stemningen i det gamle konditori Café Bonnich. Her kan du bestille gåsebryst, medaljer, napoleonskager, kaffe og varm kakao med flødeskum.
Bagerfruen i Algade holder også åbent i de to uger med vinterferie. Hun sælger blandt andet fastelavnsboller, vaniljekranse og hindbærbrød. Al bagværk er bagt efter opskrifter fra før 1900.
Aarhus fortæller
Aarhus Fortæller er den første samlede museumsfortælling om byens historie fra vikingetid til nutid. Udstillingen er en permanent installation på 800 kvadratmeter, der ligger under jorden i Den Gamle Bys kvarter fra 1974.
Under Regnbuen - Danske LGBT-plakater i 70 år
Dansk plakatmuseum fortæller gennem udvalgte plakater og genstande den vigtige og farverige historie om den danske LGBT-bevægelse.
Roskilde Museum
I vinterferien slår Roskilde Museum dørene op for et nyt tiltag, nemlig Ridderskolen, hvor piger og drenge kan blive testet i mange gode ridder-dyder - og blive slået til ridder.
Engang var Roskilde en by med vaskeægte middelalderriddere med sværd, rustning og ridder-ære. I dag er der ikke så mange riddere tilbage i den gamle middelalderby. Og dog. Måske vil der alligevel være små og store riddere at finde med ridder-hjertet på rette sted, når Roskilde Museum i vinterferieugerne 7 og 8 slår dørene op til Ridderskolen.
Museet tester ridderligheden hos Roskildes små og store børn, som bliver sat på prøve i forskellige discipliner såsom tapperhed, styrke og evnen til at være god mod andre. Undervejs vil de lære, hvad det vil sige at være en rigtig ridder, få lov at øve fægtning, skyde efter kålhoveder og blive testet i deres medmenneskelighed.
Vinterferien på Roskilde Museum er for modige, ærlige og gode piger og drenge, der tør kæmpe for det, de tror på, og være gode mod andre.
Tid, pris og sted
12.-16. februar samt 19.-23. februar, kl. 11-14
Alm. entré: 45 kr. Børn og unge under 18 år gratis
Roskilde Museum, Skt. Ols Stræde 3, 4000 Roskilde
Museet Ribes Vikinger
"På opdagelse på museet" 10.-25. februar
Tag børnene med på opdagelse, når Museet Ribes Vikinger inviterer til årets vinterferieaktivitet.
Kom ned på museet og se udstillingerne fra nye vinkler.
Test jeres detektivevner, samtidig med, at I bliver klogere på Ribe i vikingetiden og middelalderen.
Deltagerne i aktiviteten skal bruge deres iagttagelsesevne til at spotte ting i udstillingen. Er det mon en kat eller en hund man kan se i middelalderudstillingen? Undervejs på opdagelsesrejsen kan deltagerne få mere at vide om blandt andet heksejagt i Ribe og vikingernes mangfoldige markedsplads.
Nordjyllands Historiske Museum
Gå på skattejagt med metaldetektor, smag jernaldergrød og hjælp Churchillklubben.
Vinterferien nærmer sig, og både i uge 7 og 8 er der på udvalgte dage aktiviteter for børn på Lindholm Høje Museet, Aalborg Historiske Museum og Cirkusmuseet i Rold. Der er mulighed for både at gå på jagt efter vikingeskatte med metaldetektor, lave sine egne vikingesmykker, smage på historien i form af blandt andet jernaldergrød og fedtemadder samt fejre fastelavn med tøndeslagning på Cirkusmuseet i Rold.
De senere år er det blevet meget populært at gå på jagt med metaldetektor og lede efter gamle mønter, smykker og andre metalfund fra fortiden. Og onsdag 21. februar og fredag 23. februar (uge 8) kl. 13-16 kan børn i alderen 6-14 år prøve en metaldetektor på Lindholm Høje Museet i Nørresundby.
Her kan de søge efter gemte vikingeskatte i sandjorden bag museet, og måske være heldig at finde et vikingesmykke. Bagefter kan de besøge smykkeværkstedet indenfor, hvor de kan montere eventuelle fundne smykker i en halskæde og dermed få deres helt eget vikingesmykke, som de må tage med hjem.
Skulle man have fået lyst til at gå på jagt med metaldetektor i den virkelige verden, så kan man på Lindholm Høje Museet høre mere om metaldetektorarkæologi som hobby. Arkæologer viser udstyret frem og giver svar på spørgsmål som: Hvordan virker en metaldetektor? Hvor må man søge? Og hvad kan man finde i den nordjyske muld?
Smag jernaldergrød og fedtemadder
På Aalborg Historiske Museum får børn chancen for at opleve fortiden helt tæt på i en sansemættet rundvisning, hvor de kan smage, lugte til og røre ved fortiden. For hvordan smager fortiden mon? Og lugter den på samme måde som nutiden? Ud over spændende historier levende fortalt af vores rundviser, får børn mulighed for både at smage, lugte til og røre ved historien. Det sker tirsdag 13. og onsdag 14. februar (uge 7) samt tirsdag 20., onsdag 21. og fredag 23. februar (uge 8). Alle dage kl. 11.
Undervejs i denne helt særlige rundvisning får man blandt andet lov at smage den grød, som en jernalderkvinde fik med sig i graven for 1600 år siden. Der er også smagsprøver på fedtemadder og puddersukkermadder, som dem skolebørn havde med i madpakken i midten af 1900-tallet. Via lugtesansen får børnene desuden mulighed for at opleve middelalderens krydderier og får svar på, om samme krydderier mon bruges i dag.
Senere kommer man på denne særlige rundvisning forbi verdens ældste hønseæg, som er fundet i Aalborg; man får lov at synge, som de gamle cigarrullere fra C. W. Obels Tobaksfabrik gjorde, mens de rullede cigarer; og i Aalborg Historiske Museums udstilling om 2. Verdenskrig får man lejlighed til at mærke, hvor tung en håndgranat fra dengang faktisk er.
Besøg det historiske værksted
I det historiske værksted på Aalborg Historiske Museum har børn mulighed for at lave sjove ting, der har en relation med museets forskellige udstillinger.
I forbindelse med genbrugsudstillingen, der viser sjove og skæve genbrugsting kan man i vinterferien lave – og spise – en rigtig genbrugskage, bedre kendt som romkugle. Der er også mulighed for at sy et frihedskæmperarmbånd magen til dem fra 1945, som kan ses i udstilling om Aalborg under Besættelsen, og man kan skrive gammeldags skråskrift med pen og blæk som i den gamle skole anno 1930 eller øve sig i maskinskrivning på gamle skrivemaskiner.
Det historiske værksted på Aalborg Historiske Museum er åbent fra kl. 12.15 tirsdag 13. og onsdag 14. februar (uge 7) samt tirsdag 20., onsdag 21. og fredag 23. februar (uge 8).
Hjælp Churchillklubben
Hvis ens børn har en hemmelig agentdrøm i sig eller er interesseret i at gå på skattejagt, er der opgaver for både store og små. Det sker fra 10. -24. februar på Aalborg Historiske Museum.
De større børn mellem syv og tretten år kan hjælpe den berømte Churchillklub, der var en gruppe unge drenge, der lavede modstandsarbejde under 2. Verdenskrig. De har brug for hjælp, og til at løse opgaverne skal du bruge lup, kompas og meget andet, som udleveres på museet. Løser man opgaverne, får man tilslut et diplom for veludført modstandsarbejde.
For de mindste på 3-7 år er der perlejagt på hele museet, hvor de ifølge med forældrene kan finde perler til et armbånd, og samtidig komme godt rundt i museets hjørner og kroge.
Slå katten af tønden på Cirkusmuseet i Rold
Fastelavnsfestlighederne begynder i Rold Kirke kl. 13.15 med en fastelavnsgudstjeneste for hele familien, hvor man gerne må være udklædt. Efter gudstjenesten går alle nemlig videre til Ridehuset ved Cirkusmuseet, der ligger tæt ved kirken. Her fejres fastelavn, og store som små har mulighed for at slå katten af tønden i kampen om at blive kattekonge og dronning. Der er to tønder – en for de små og en for de lidt større børn.
Festlighederne er arrangeret i samarbejde med Cirkushusets Støtteforening, Rold Kirke og Rold Bylaug.
Skattejagt med metaldetektor Lindholm Høje Museet
I vinterferien kan børn låne en metaldetektor og gå på jagt efter gamle vikingesmykker ved Lindholm Høje Museet. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum)
Nordjyllands Historiske Museums hjemmeside
Se også vinterferieaktiviteter 2
Historie-online.dk, den 31. januar 2018