|
|
|
Den gamle tro
Ved vikingetidens begyndelse var der nogle
vigtige kulturelle og religiøse skel mellem Norden og det
kristne Europa. I Norden dyrkede man fortsat de hedenske guder
I den sene jernalders Danmark og Nordeuropa
praktiserede man en hedensk, nordisk tro. Nogle sider af denne
tros virkelighedsopfattelse og mytologi kom til udtryk i den
dyreornamentik og symbolkunst, som især kendes fra
aristokratiets våben og smykker. Men det er svært at studere
den førkristne tros indhold og ritualer. De historier, der
ligger bag vikingetidskunstens motiver er oftest gået tabt,
og de fleste af de skriftlige kilder til dem er forfattet af
kristne skribenter.
Disse senere forfatteres skrifter kan dog være med til at
give et billede af den nordiske religion: Det står klart, at
der var flere guder, som havde hver deres særlige funktioner
i forbindelse med f.eks. krig, dyrkningen af jorden,
vejrliget. Guderne havde forskellige egenskaber, evner - og
svagheder - der kunne forklare tilskikkelser og sammenhænge i
verden. Blandt de vigtigste guder var Odin, der var krigens og
visdommens gud, Njord, hans søn Frej og hans datter Freja,
der var guder for søfart og frugtbarhed, og Thor,
tordenguden, som blandt andet stod for styrke. Thors våben,
hammeren Mjølner, er flere steder fundet som religiøs
amulet.
Nogle af den hedenske gudsdyrkelses ceremonier foregik som
offerritualer, hvor der blev givet gaver - genstande, men
også dyr og mennesker - til guderne. Gudsdyrkelsen kunne dels
foregå i det fri ved særlige helligsteder så som lunde,
kilder eller moser og dels i tilknytning til de store
halbygninger som den ved Tissø; aristokratiets magt havde
også en religiøs dimension.
Vikingekunsten fandt gennem hele perioden inspiration i
frankisk og engelsk kunsthåndværk, som var domineret af den
kristne tros billedverden. Mange af den hedenske religions
opfattelser af verdens indretning og af livet efter døden og
mange af de religiøse handlinger, der indgik i den hedenske
gudsdyrkelse, er sikkert også blevet påvirket af
kristendommen allerede fra 800-årene.
|