Knud den Stores riger

I 987 blev Harald Blåtands søn Svend Tveskæg konge. Fra Sven Tveskægs tid orienterede de danske konger sig i nogle årtier politisk og kulturelt stadig mere mod England

I England var blandt andet den kongelige beskatning og lokalforvaltning mere udviklet end i Danmark. Sønnen Knud den Store blev som konge af England, af Danmark og senere også over Norge samt en del af Sverige hersker over et meget stort "Nordsørige". Hans position som en af Europas mægtigste herskere blev anerkendt allerede i år 1027, da han var i Rom for at overvære den tyske kong Konrad 2.s kejserkroning og føre forhandlinger med ham.

Knud var meget optaget af at fastholde og udvide sin magt i Skandinavien. Han interesserede sig også for den danske kirkes udvikling og gennemførte en reform af det danske møntvæsen efter de forbilleder, han kunne finde i sit engelske rige. Men grundlaget for Knuds magt var netop først og fremmest hans position som konge af England, og han opholdt sig sjældent i Danmark. Der var heller ikke tale om en fælles administration af "Nordsøriget", der da også gik i opløsning efter Knuds død i år 1035.