Kristen mission og kongedåb

Det første kendte missionsforsøg skete i begyndelsen af 700-årene, da den engelske missionær Willibrord uden held forsøgte at omvende Angantyr, den danske konge

I 822-823 missionerede ærkebiskoppen af Reims, Ebo, i Danmark på den frankiske kejsers opfordring, og i 826 blev den frankiske munk Ansgar af kejseren sendt med den netop døbte, danske tronprætendent, Harald Klak, til landet for at forkynde den kristne tro. Harald Klak havde ikke held med at vinde magten i Danmark, og da han blev fordrevet måtte Ansgar følge med. Ca. 850 fik Ansgar som en udløber af nogle diplomatiske forhandlinger mellem kejseren og den danske kong Horik lov til at bygge kirker i Hedeby og Ribe.

Det var dog først, da kong Harald Blåtand hen imod år 965 blev døbt, at Danmark officielt gik over til kristendommen. Kong Haralds dåb havde en ydre anledning i det alvorlige pres, som Det Tyske Rige udsatte hans magt for. I forbindelse med den tyske kejsers forsøg på at udstrække sin magt til Danmark gik krig og kristen mission nemlig hånd i hånd. Men den tætte kulturudveksling mellem Danmark og det kristne Europa havde allerede gennem længere tid også medført en religiøs påvirkning, og der har sikkert været en del kristne i landet før Haralds dåb.

Mødet mellem den gamle og den nye religion forløb tilsyneladende uden dramatik. Der er dog nogle men'er: Når der f.eks. er fundet særlig mange hedenske amuletter fra 900-tallet, såsom Torshamre, kan det så være udtryk for, at den ny religion i overgangsperioden førte til en øget religiøs bevidsthed hos den gamle tros tilhængere og et styrket behov hos dem for at vise deres religiøse identitet? På den anden side har det nok været en forudsætning for Haralds dåb, at nogle af landets stormænd selv var kristne eller anerkendte den kristne Gud som én blandt flere andre guder. I løbet af århundredet begyndte den nye tro i alle tilfælde at sætte spor, blandt andet i gravritualerne.