Vikingetogter til kristne lande

I slutningen af 700-tallet var det kristne Frankerrige under Karl den Store begyndt at gøre sin magt gældende frem til Elben. Det førte til konflikter med de hedenske danske konger

I løbet af 700-tallet havde danske konger udstrakt deres interesser til saksernes og frisernes lande syd for det danske område. Men nu blev de truet af den nye stærke nabo, der sidst i 700-tallet erobrede og tvangskristnede både Frisland og Sachsen. Samtidig begyndte danske, norske og svenske krigere at tage på plyndringstogter til både Frankerriget og de angelsaksiske kongeriger på De Britiske Øer.

De skandinaviske vikingeangreb i Vesteuropa begyndte engang sidst i 700-tallet. Indledningen på plyndringstogterne sættes traditionelt til år 793, hvor vikinger angreb klostret Lindisfarne på Englands vestkyst. I løbet af det følgende århundrede var såvel De Britiske Øer som Frankerriget mål for hyppige vikingeangreb. Der var også tætte kontakter til de slaviske folk langs Østersøens kyster, men der findes færre kilder til aktiviteterne her.

De tidlige vikingeangreb var rettet mod let tilgængelige mål ved Atlanterhavets kyster - blandt andet klostre og handelspladser. Fra 830'erne tog angrebene på Frankerriget til. Da riget efter Ludvig den Frommes død i år 840 blev delt mellem hans tre sønner, og sønnerne derpå kom i indbyrdes strid, blev danske vikingeanførere involveret i stridighederne. I nogle tilfælde tilskyndede den ene frankiske konge en vikingehær til angreb på den anden; i andre tilfælde fik en vikingeanfører "beskyttelsespenge" eller et frankisk len mod til gengæld at forhindre alle øvrige vikingeflåders angreb. Efter år 900 ebbede vikingernes togter til det vesteuropæiske fastland ud.

Angrebene på De Britiske Øer fik en ny karakter i årene fra 865 til 878, hvor det lykkedes store vikingehære at erobre tre af de fire angelsaksiske kongeriger og for en tid fastholde magten over dem. Mange af de danske vikinger bosatte sig som godsejere og bønder i de områder, som deres ledere havde erobret. Fra sidst i 900-tallet blev England ramt af en ny bølge af angreb. Sven Tveskæg afpressede England store skattebeløb, og i år 1013 erobrede han landet, men døde allerede året efter. Sønnen Knud den Store erobrede igen England i 1016. Knud måtte selv som engelsk konge forsvare landet mod andre vikingers angreb, men i løbet af 1000-tallet stoppede plyndringstogterne også her.

Vikingeflåderne fra det danske område blev flere gange anført af en konge eller kongesøn, men det var ikke sådan, at kongemagten samlet set stod bag aktiviteterne. Vikingeanførerne kunne også være kongeslægtninge, som var blevet udelukket fra magten derhjemme.