Menu
Forrige artikel

Atlas over historiens største militære triumfer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2118

Af Jesper Lillelund, Gymnasielærer ved Københavns Private Gymnasium, Projektansat museumsinspektør på Tøjhusmuseet

Militærhistorikeren Jeremy Harwoods bog ”Atlas over historiens største militære triumfer” er endnu en tilføjelse til de utallige historiske bøger om forskellige militære slag igennem tiden. Bogen indeholder 50 mindre essays et essay om hvert slag. Til hvert essay hører en faktaboks, kort og billeder med relation til slaget.  Bogens forfatter, den britiske historiker Jeremy Harwood, har de seneste år udgivet en hel del bøger om emnet krig. At forlaget Turbine oversætter endnu en bog fra Jeremy Harwood må derfor være et tegn på, at Harwoods bøger falder i god smag hos krigsinteresserede læsere i Danmark, der ønsker det leveret på en letfordøjelig og spændende måde. Hvem Jeremy Harwood egentlig er fremgår dog ikke tydeligt af forlagets hjemmeside. I en anden anmeldelse af en Harwoods bøger her på hjemmesiden kaldes Harwood en ”kommerciel bogmager”. Dette må denne bog også kategoriseres som, hvilket dog ikke ændrer på det faktum, at bogen er ganske hyggelig læsning.

En vestlig synsvinkel

Bogen starter med slaget ved Marathon i 490 f.v.t. og fortsætter op til Bagdads fald i 2003. Undervejs hører man om forskellige slag som Slaget ved Agincourt 1415, Poltava 1709, Gettysburg 1863 og D-dag 1944. I sin bog operer Harwood med følgende historiske perioder; ’oldtiden’, ’middelalderen’, ’fra renæssance til revolution’, ’nittende århundrede’, ’total krig’ og ’den moderne verden’. Selvom titlen på bogen er ’historiens største militære triumfer” angiver ovenstående periodisering dog også, at her er tale om de største militære triumfer set ud fra en vestlig synsvinkel. I bogen nævnes derfor ikke militære slag uden europæisk eller amerikansk deltagelse. Hvis man ser bort fra dette, skal Harwood dog roses for, at han, ud fra en vestlig indgangsvinkel, synes at have udvalgt nogle gode og relevante slag.

De forskellige essays i bogen indeholder ikke kun en beskrivelse af slagene, men også en historisk introduktion, der angiver den politiske, sociale eller økonomiske grund til krigen eller slaget. Da hvert slag dog kun strækker sig over fire sider levnes der ikke megen plads til at komme i dybden med mange elementer. Bogens grafiske udtryk er simpelt og overskueligt.

Illustrationerne af slagene giver et godt overblik, mens mere kontekstbaserede billeder også bidrager til en bedre forståelse. Faktaboksene må dog mest af alt siges at være til pynt, da de indeholder en meget overfladisk information. Forfatteren kunne således godt have brugt lidt tid på at finde ekstra fakta såsom ”antal soldater”, ”antal kampfly” osv., da det kræver både en god strategi og det rette materiel at vinde en krig.  Sproget er letlæseligt og indeholder ikke for mange fagtermer, så selv ikke-militærhistorisk interesserede læsere vil kunne læse bogen uden problemer.

God bog til introduktion

At bygge bogen op via essays skaber en god fortælling. Dog mærker man også, at pladsen derved er trang, og at man derfor aldrig kommer helt til bunds med forståelsen omkring et slag. En litteraturliste til videre læsning kunne derfor have klædt bogen og højnet den faglige troværdighed. Til trods for dette har Jeremy Harwood skrevet en god bog, da man får et godt overblik over de enkelte slag samtidig med, at den historiske kontekst ridses op. Noget mange bøger af denne slags ellers ikke gør. Bogen kan derfor anbefales til personer, som ikke hidtil har beskæftiget sig med militærhistorie, og som ønsker en letlæselig og overskuelig introduktion til nogle af de største militære slag nogensinde.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
De glemtes hær
Rød terror under Den Kolde Krig
Den kolde krig