Menu
Forrige artikel

Jakob Christian Ellehammer - Historiens Aktører nr. 36

Kategori: Artikler
Visninger: 6819

 

Lindholm er en lille skovklædt holm på nordkysten af Lolland ikke langt fra Bandholm. Der er ikke mange som i dag ved, at her ligger landets første flyveplads, og at her fandt den første flyvning i Danmark sted. Grev Knuth på Knuthenborg havde givet tilladelse til anlæg af en startbane støbt i cement til flyvemaskineforsøg. En halv snes mand var beskæftiget med arbejdet og med opstilling af en hal til en flyvemaskine. Denne var en trækonstruktion med vingeplaner med sejldug samt en benzinmotor, som kunne trække en propel. Startbanen var udlagt som en cirkel omkring en stor pæl. Med to stålwirer blev flyvemaskinen fastholdt til pælen, så den under flyvning bevægede sig rundt om denne og ikke fortsatte ud i havet. Der blev gjort forsøg med flere flyvemaskiner.

 Fotografi af cementbanen på Lindholm med en af Ellehammers første flykonstruktioner 1905.

Den 12. september med egnede vejrforhold blev motoren startet på et nyt biplan med et håndsving, ligesom man gjorde på de første biler. Herefter satte piloten sig på et sæde, gav gas og slap bremsen. Maskinen kørte frem og kom i luften og svævede i en halv meters højde. Da opdriften blev for stærk slog piloten strømmen fra, motoren stoppede og maskinen landede blidt på sine to cykelhjul. Tilstedeværende pressefolk og en fotograf bevidnede og fastholdt begivenheden, som blev spredt til pressen. Det første menneske, der hævede sig over jorden i Europa, var en dansker, og landet var dermed kommet godt fra start i de europæiske nationers kapløb om at konstruere en flyvemaskine. Opfinderen ville med en ny maskine med stærkere motor rejse til Paris for at kæmpe om den franske aeroklubs præmie.

 Ellehammer med sit biplan 12. sept. 1906, foto wikipidia

Hvem var piloten og opfinderen? Jacob Christian Hansen var født 1871 i landsbyen Bakkebølle ved Vordingborg, men familien flyttede til Falster, og Jacob blev urmagerlærling i Nykøbing. Som udlært rejste han til København og blev mekaniker. Han blev gift i 1895 med Rasmine Pedersen, og de fik fire børn, hvoraf en datter døde som barn. Familien tog navnet Ellehammer-Hansen efter hans moders slægtsgård Ellehammer. I 1898 startede han sit eget firma, "Hansen-Ellehammers Mekaniske Etablissement" i København. Etablissementet leverede blandt andet maskiner til det nye Panoptikon, et udstillings- og forlystelsessted ved Tivoli. I 1903 konstruerede han en trecylindret motor, som blev brugt i en motorcykel. Det blev starten på hans mange opfindelser. Motoren blev brugt i flyvemaskinen, senere i en bil og i 1912 i en helikopter. Ellehammer forsatte sine flyforsøg, og der eksisterer en film fra 1908 optaget af Ole Olsen, som viser hans nye triplan, som løftede sig ganske lidt over jorden. Han vandt samme år i Kiel en præmie ved en flyveopvisning. Men flyvning var en svær opgave, og andre flykonstruktører overhalede Ellehammer. Franskmændene blev førende inden for aeroteknikken. I 1909 fløj franskmanden Bleriot over Den Engelske Kanal. Samme år stiftedes Dansk Aeronautisk Selskab, og franskmanden Legagneaux gav flyveopvisning på væddeløbsbanen i Ordrup. Og i juli 1910 fløj Robert Svendsen i et franskbygget fly over Øresund fra Kløvermarken på Amager til Limhamn. Det var nogle år senere Svendsens fly, et fransk-engelsk ombygget design, som blev anvendt som Danmarks første militærfly og blev benyttet af marinen til uddannelse af piloter. 

 Jakob Ellehammer, Danmarks første pilot

Ellehammer var imidlertid en alsidig opfinder, og han fandt andre græsgange end flyvningen. Hans virksomhed gik over til produktion af pumper og karburatorer, flyttede til Hellerup og skiftede navn til "Ellehammers Laboratorium". Ellehammers søn overtog virksomheden efter sin far og førte den videre. Den blev siden opkøbt af en udenlandsk virksomhed, men Ellehammer Fonden eksisterer stadig og støtter Teknisk Museum og tekniske opfindelser. Jacob Ellehammer døde i Hellerup i 1946.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 7. september 2021]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Henri Dunant - Historiens Aktører nr. 4
Otto Busse - Historiens Aktører nr. 20
Henri Dunant - Historiens Aktører nr. 4