Menu
Forrige artikel

DR julekalender på Karensminde

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 652

 

Til december slår Billund Kommunes Museer dørene op til DR julekalenderudstillingen ”Theo & Den Magiske Talisman” på Museumscenter Karensminde.  

Der er lagt op til en helt unik oplevelse, når udstillingsbygningen ved Museumscenter Karensminde bliver omdannet til en totalinstallation med scenografier, lyd- og lyseffekter, samt originale kostumer og rekvisitter, og giver den besøgende mulighed for at opleve de magiske universer fra julekalenderen helt tæt på. Det bliver en udstilling, hvor alle sanser kommer i brug, og hvor familien i fællesskab får mulighed for at reflektere over livets store spørgsmål.

”Jeg er rigtig glad for, at Billund Kommune har fået denne aftale i stand, og at Museumscenter Karensminde skal lægge bygninger til. Vi håber, at rigtig mange lægger vejen forbi Karensminde i vintermånederne for at se udstillingen, ” siger Ole Bisbjerg, leder af biblioteker, borgerservice og museer i Billund Kommune. ”Vi åbner også for, at skoleklasser kan komme på rundvisning i julekalenderuniverset” fortsætter han og fortæller: ”Vi har udarbejdet inspirationsmateriale, så skolerne kan arbejde med julekalenderens temaer tværfagligt eller enkeltvis i de forskellige fag. ” Rundvisningerne og materialet kan bestilles via museets hjemmeside. Der er læringsinspiration for historiefaget, danskfaget, samt håndværk & design.

Om julekalenderen skriver DR:

”Theo går i 6. klasse, men han har ingen venner i skolen. Hans eneste og bedste ven i verden er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da morfaren lige inden jul falder om. Der er udsigt til, at Theo kan miste sin bedste ven, og det vil han for alt i verden ikke lade ske. Han rejser derfor ind i den magiske verden Thannanaya sammen med den nye pige fra klassen, Simone, for at få sin morfar tilbage. Og her starter rejsen for Theo & Den Magiske Talisman.

Theo & Den Magiske Talisman er en magisk og tidløs fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden. Theo & Den Magiske Talisman er moderne eventyrfortælling for hele familien, hvor vi bliver taget med på en rejse til naturriget Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem. ”

Udstillingsbygningen vil være åben alle dage i december kl. 10-16, dog ikke helligdage. På den anden side af vejen ligger den gamle museumsgård Karensminde. Her vil der ligeledes være åbent alle dage med julehygge som i gamle dage. Man kan besøge det julepyntede stuehus, møde gårdens mange forskellige dyr af historisk race og gå en tur i den dejlige natur omkring gården. I gårdens kaffestue kan man købe kaffe, saftevand og karensmindevafler.

Særlige aktiviteter på gården tre weekender i december

Den 1. og 2. december er der MakerSpace i gårdens restaurerede lade. Her kan børn og voksne udfolde fantasien og kreere spændende ting med forskellige materialer.

Den 8. og 9. december afholdes det traditionsrige julemarked med juletræer, juledekorationer, håndarbejde og husflid. Der vil også være boder med forskellige delikatesser som pølser, marmelade, ost, røgede fisk m.m. Julemanden kommer på besøg og samler børn og voksne til julehygge i laden, hvor der også vil være julecafé med æbleskiver og gløgg.

Julekalenderens producer Nynne Selin Eidnes og instruktør Peter Gornstein kommer på besøg d. 15. december på Museumscenter Karensminde og fortæller om arbejdet med at lave en julekalender. Der vil være foredrag/Q&A kl. 11 og kl. 13 (forbehold for ændringer).

Den 15. og 16. december er der også åbent i det kreative værksted, hvor man kan lave ”sjælevinduer” i glasmosaik samt ny og gammel julepynt.

Museet ligger på Morsbølvej 102, 7200 Grindsted og er en afdeling af Billund Kommunes Museer. Se hjemmeside

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Atombomben - ven eller fjende?
Ny stor database over gamle pressefotos fra Odense / Fyn lanceres – FynskeBilleder.dk
Julekrybber i Randers