Menu
Forrige artikel

Produktionsplads fra vikingetiden nord for Aarhus

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 27

 

Ny udgravning ved Søften viser et omfattende produktionsmiljø, der kan have forsynet vikingetidens Aarhus med tekstiler og håndværksprodukter. 

Arkæologer i gang med at udgrave et grubehus ved Søften. Moesgaard

Ved Søften, blot 10 kilometer nord for Aarhus C, undersøger Moesgaard en omfattende bebyggelse fra vikingetiden. Fundene peger på et specialiseret produktionsmiljø med særlig vægt på tekstilproduktion. 

Udgravningen ligger kun fire kilometer fra Lisbjerg, hvor Moesgaard tidligere har afdækket et stormandsmiljø med tætte forbindelser til vikingebyen Aros, der fungerede som centrum for kongen og international handel. I 2024 fandt en ung arkæologistuderende en sølvskat i vikingetiden i Elsted, der også ligger få kilometer fra Søften.   

Bebyggelsen ved Søften har huset en omfattende og organiseret produktion. Der er blandt andet fundet områder til forarbejdning af hør samt et stort antal grubehuse – nedgravede værkstedshytter, der typisk forbindes med håndværk og produktion. 

 Vi ser ikke sporene efter en almindelig landsby, men efter et produktionsområde, der har været specialiseret og organiseret i stor skala. Bebyggelsen fremstår med særskilte områder til produktion, håndværk og et enkelt beboelseshus. Strukturen antyder, at aktiviteterne har været ledet af en central aktør med kontrol over ressourcer og produktion, siger udgravningsleder Liv Stidsing Reher-Langberg. 

I vikingetiden vokser Aarhus frem som et af rigets vigtigste handelscentre under kongen. Men vikingetidens byer opstår ikke alene - og det er Søften og Lisbjerg meget tydelige eksempler på. Fra oplandet hentes varer og ressourcer, der omsættes i byerne og som dermed glider ind i vikingetidens vidtstrakte internationale netværk, fortæller historiker Kasper H. Andersen. 

Den igangværende udgravning ved Søften omfatter et område på godt 60.000 m². Ved undersøgelser syd for det nuværende felt er der i 2008 og 2013 fundet tilsvarende bebyggelses- og produktionsspor fra samme periode. Samlet vurderes bebyggelsen at have dækket et område på mindst 100.000 m². Under den nuværende udgravning er der fundet 48 grubehuse – under tidligere udgravninger er der fundet yderligere 34, som har været en del af det samlede produktionsmiljø.

Samlet set er der fundet 82 grubehuse.
På pladsen er der fundet vævevægte og tenvægte, der vidner om omfattende tekstilproduktion. 
Desuden er der fundet sølvafklip, mønter og perler, som vidner om handel og økonomisk aktivitet på stedet.  

[Historie-online.dk, den 1. juli 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jagten på danmarkshistorien
Otto Busse - Historiens Aktører nr. 20
Rolls Royce til 240.000 kr.