Historiens Aktører 84 - Steen Andersen Bille
Fyn har leveret flere fremtrædende folk til den danske flåde. Søhelte kaldte man dem tidligere. Nævnes kan folk som Søren Norby og Peter Willemoes. En tredje er Steen Andersen Bille, der blev født i Assens i 1751. Han ville næppe godtage betegnelsen søhelt, og var kun i sin barndom på Fyn, men en af fædrelandets brave sønner var han. Hans far var søofficer Daniel Ernst Bille, efterkommer af Steen Andersen Bille, der blev adlet i 1679 og stamfar til den yngre Billeslægt. En stor mængde Biller findes i marinens annaler og mange havde oven i købet samme navn: Steen Bille.
Denne artikels Steen Andersen Bille var allerede som 11-årig indtrådt i kadetkorpset og blev søløjtnant i 1768. Han sejlede fra sine unge år, var i 1773 som sekondløjtnant om bord i ”Norske Løve”, kommanderet af hans far og var nogle år tjenestegørende i orlogsskibe i Vestindien. Den oversøiske handel blomstrede i anden del af 1700-tallet, og flådens officerer kunne få orlov til tjeneste i skibe, som sejlede til Ostindien. Steen Bille fik i 1782 orlov og blev fører af Den kgl. Østersøiske - guineiske Handels nyindkøbte skib, ”Kjøbenhavn”. Det blev en meget lang og farlig rejse ud til Ostindien og tilbage. Skibet var købt i Amsterdam og var en ringe sejler. På returrejsen fik en stor del af besætningen skørbug, adskillige døde og Steen Bille brækkede en arm, som ikke blev sat ordentligt sammen, hvilket gav ham mén for livet. Hans helbred havde lidt under rejsen, og han måtte rejse til tyske kurbade for at restituere sig.
Tilbage i tjenesten blev han kaptajnløjtnant og fører af forskellige orlogsskibe, og i 1797 blev han sendt til Middelhavet som chef for en lille dansk flådestyrke. Anledningen var at en af barbareskstaterne, Tripolis, erklærede Danmark krig. Danske handelsskibe blev opbragt og deres besætninger gjort til slaver. Ved at betale tributter til de nordafrikanske sørøverstater havde man hidtil haft held til at undgå den slags, men nu så Tripolis en bedre forretning i at drive sørøveri, og det danske flag repræsenterede ikke nogen magtfaktor i Middelhavet. Bille var en dygtig mand, som fik løst opgaven med de to skibe, han fik stillet til rådighed. Han besejrede i et søslag den tripolitanske flådestyrkes seks fartøjer, og derpå belejrede han byen fra søsiden, så handlen ophørte. Forhandlinger og et løfte om penge førte snart til fred. De tilfangetagne danske søfolk blev frigivet.
Indtil 1801 beskyttede fem danske orlogsskibe under kommando af Bille de danske middelhavsfarere, og han forhandlede bl.a. med Algier, men vanskeligheder med den engelske flådes angreb på neutrale handelsskibe kaldte ham hjem, og han deltog i slaget på reden, som chef for de nordlige defensionsskibe. Da et engelsk linjeskib løb på grund ud for Trekroner, var han parat til et modangreb med kanonbåde, men inden han fik tilladelse til angreb, havde kronprinsen på Nelsons forlangende accepteret våbenhvile, og linjeskibet blev slæbt af grunden.
Da englænderne igen sendte en stor flådestyrke mod Danmark i 1807 og begyndte belejringen af København, blev Steen Bille udnævnt til chef for søforsvaret. Ved aktioner med kanonbåde bl.a. mod engelske bombarderskibe lykkedes det at forhindre et bombardement fra søsiden. Da situationen på grund af raketbombardementet fra land begyndte at se håbløs ud, gjorde Bille klar til en ødelæggelse af de danske orlogsskibe. Der blev boret huller i skibsskrogene og anbragt brandbomber. Flåden skulle englænderne ikke løbe med. Desværre fik han aldrig lov at gennemføre det planlagte, og hele den danske flåde blev intakt og med fuld udrustning overgivet til fjenden. Det var en national formue og landets sikkerhed, som sejlede bort og en kæmpe appelsin, der faldt i det engelske admiralitets turban. Det var samtidig et bevis på den danske hærledelses passivitet og uduelighed. Bille nægtede at underskrive kapitulationsdokumentet, og de danske matroser var i oprør mod byens kommandant Peymann, der underskrev kapitulationen. En krigskommission i 1808 fradømte Peymann ære, liv og gods. Dommen blev dog formildet.
Med tabet af flåden var Danmark - Norge forsvarsløs over for den engelske flåde, men det skulle snart vise sig, at søfartsnationen efter katastrofen alligevel kunne vise tænder. Som medlem af admiralitetet var Bille en af de ivrigste i opbygningen af en flåde af kanonbåde. Det lykkedes at få bygget mere end 200 kanonchalupper og kanonjoller, som blev udstationeret rundt omkring på strategiske steder i de danske og norske farvande. Sammen med en mængde kystbatterier forhindrede de den engelske flåde i landgangs- og plyndringsforsøg på de danske øer. Private kaperfartøjer og kanonbådene angreb desuden de mange engelske konvojer af handelsskibe, som passerede igennem Øresund og Storebælt på vej til og fra Østersøen. Det engelske admiralitet måtte derfor udstationere et betydeligt antal orlogsskibe og sørge for, at konvojerne var ledsaget af orlogsskibe til forvar mod de danske fartøjer. Det blev dyrt for den engelske stormagt. De mange priser, erobrede handelsskibe med ladning, blev solgt på auktion, og var et tilskud til den trængte danske økonomi.
Portræt af Steen Andersen Bille med Dannebrogordenens storkors og hæderstegn, muligvis malet af C.W. Eckersberg, privat eje
Da kongeriget efter tabet af Norge skulle genopbygge flåden var Steen Bille leder af den proces. Han blev admiral og senere gehejmestatsminister, en titel som tildeltes den øverste embedsmand i kongens råd. Han døde i 1833 og efterlod sig to døtre og to sønner, som traditionen tro begge blev søofficerer. Den ældste, Ernst, døde som ung til søs, mens den yngste, Steen, blev chef for korvetten ”Galathea”, der sejlede jorden rundt, og under treårskrigen blev han kommandørkaptajn om bord i dampskibet ”Hekla” og chef for blokadeeskadren, som med held lukkede en række tyske havne. Han blev senere viceadmiral og marineminister og fulgte dermed i kølvandet af Billeslægtens bedste mænd.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, 20. oktober 2026]
