Menu
Forrige artikel

Augusto Cesar Sandino - Historiens Aktører nr. 71

Kategori: Temaer
Visninger: 831

 

Historiens aktører startede med en artikel om den cubanske frihedshelt Jose Martí, og måske er det så passende foreløbig at slutte serien af med en anden latinamerikansk frihedshelt, nemlig Augusto Cesar Sandino.

Mellemamerika består som bekendt af adskillige stater. Mexico er den største og syd for ligger en række mindre stater. Fælles for dem er, at de engang var indianske kulturer, men området blev erobret af spanske soldater og gjort til kolonier under den spanske krone. Da Spanien efterhånden mistede grebet om sine kolonier i den nye verden, blev også dette område selvstændigt. Imidlertid fortsatte den spanske kultur og det spanske sprog at gøre sig gældende. Alle de nye lande var katolske og magtstrukturen opbygget efter en skabelon som tredelte magten mellem godsejere, kirke og militær. Nicaragua blev en selvstændig stat i 1838. Da Spanien opgav sine kolonier, rykkede andre magter ind. I Sydamerika var det især England, som gjorde sig gældende, men USA var også tilstede, og den amerikanske udenrigspolitik fik med den såkaldte Monroe doktrin fra 1823 en retning, som gjorde hele Latinamerika til amerikansk interessesfære. Europæerne skulle holde sig væk. Doktrinen fik med præsident Theodore Roosevelt fra 1904 den tilføjelse, at USA mente sig berettiget til med en ”politistyrke” at gribe ind over for latinamerikanske lande, som optrådte ”uciviliseret”, dvs. imod USA's interesser. Denne interventionspolitik har stormagten USA har benyttet ved talrige lejligheder.

I 1912 blev et kontingent af US-marinesoldater sendt til Nicaragua og dér forblev de under skiftende præsidenter, for som det hed at sikre amerikanske statsborgere og amerikanske interesser i landet. Forholdene i Nicaragua var urolige med kampe mellem to partier, de konservative og de liberale, akkurat som i Spanien. I 1914 gav en kontrakt mellem USA og Nicaragua amerikanerne ret til at bygge en skibskanal gennem landet. Nicaragua havde før Panamakanalen været inde i billedet som stedet, hvor kanalen skulle bygges, og gennem aftaler sikrede man sig, at en evt. ny kanal i Nicaragua ikke kunne bygges uden USA's medvirken.

I 1927 indtrådte en situation, hvor stormagten følte sig foranlediget til at gribe til stokkemetoden. USA havde med bygningen af Panamakanalen ikke alene en handelsmæssig guldgrube, men også en strategisk militær fordel. USA's flåde kunne sendes fra øst til vest og omvendt i krigssituationer. Man frygtede nu i Washington at de politiske forhold i Nicaragua kunne skabe mulighed for at andre magter f.eks. Japan kunne gå ind i et kanalbyggeri i Nicaragua. Flere marinesoldater blev i januar sendt til Nicaragua for at beskytte USA's kanalrettigheder og ved et kup blev landets liberale præsident erstattet af en konservativ præsident, som var amerikanernes mand. Den amerikanske interventionspolitik var ikke ny, men denne gang vakte den amerikanske imperialisme vrede i Nicaragua. Soldater i havnebyen Puerto Cabezas gjorde oprør mod den indsatte præsident og en general og mange officerer erklærede deres støtte til oprørerne. Det var i denne situation at en ny oprørsleder trådte frem.

 Portrætfoto af oprørslederen Sandino, en meget modig, men som det ses af fotografiet, også eftertænksom og bekymret mand, wikipedia

Augusto Cesar Sandino var født i 1895 og et uægte barn af en spansk godsejer, som havde besvangret en indiansk tjenestepige på godset. Augusto boede hos sin mor i en årrække, men så hentede hans far ham til sit gods, og dér fik han undervisning, lærte at skrive, læse og regne. I 1921 oplevede han en lokal konservativ politiker tale nedsættende om hans indianske mor. Det var racisme, og hans ære var på spil. Augusto angreb manden og søgte at dræbe ham, men det mislykkedes, og han måtte flygte til Honduras og videre til Mexico. Her fik han arbejde og blev optaget af de nye politiske bevægelser: ”indigenismo”, en bevægelse som stod for den undertrykte indianske kultur, og af anarkisme og kommunisme. Han vendte tilbage til Nicaragua netop som oprøret i Puerto Cabezas brød ud. Sandino samlede nogle folk og havde held til at møde lederne af oprøret. De var imidlertid ikke villige til at give Sandino og hans kammerater våben, men dem skaffede de sig fra flygtende konservative soldater.

I 1927 opererede han med sine styrker i hjemprovinsen og fandt støtte blandt bønderne. Da den liberale general med sin hær gik mod Managua, hovedstaden, for at indtage den og afsætte den konservative præsident, var Sandino og hans irregulære styrker med i marchen. Imidlertid truede USA med en større intervention, og den liberale general standsede fremrykningen. Der blev indgået et forlig, som gik ud på at den konservative Diaz skulle fortsætte, og den liberale general og hans officerer skulle indgå i en nationalgarde. Pengene til dette kom fra USA. Men Sandino og hans mænd ville ikke nedlægge våbnene. For dem var målet et helt andet, nemlig USA ud af Nicaragua og social retfærdighed. De trak sig tilbage til bjergområdet ved Segovia. Herfra erklærede han krig mod de amerikanske besættelsestyrker, deres konservative hjælpere og de liberale vendekåber. I betragtning af magtforholdene var Sandinos erklæring nærmest tåbelig, men det skulle vise sig at han var mand for at føre en langvarig krig. Med knap 300 mand begyndte han kampen. Hans styrker overfaldt militærposter, som var bemandet af amerikanske marinesoldater og nationalgarden. Hans modstandere indledte nu en klapjagt på ham og hans folk og kunne benytte fly og moderne våben. Da de på et tidspunkt nåede frem til oprørernes skjulested, fandt de kun dukker af strå. Sandinos folk benyttede taktikken: ”hit and run”. Til amerikanernes store ærgrelse lykkedes det Sandino at angribe og ødelægge to værdifulde amerikanske miner. Sandinisterne fortsatte med ved nålestiksoperationer at angribe amerikanerne og deres venner.

 De revolutionære var ikke soldater, men bønder og småkårsfolk uden militær træning, men de var hårdføre og blev ledet af folk, som kendte områderne de opererede i og de kunne selv med deres dårlige udrustning og bevæbning angribe deres overmægtige fjender.

I 1928 fandt Sandinos modstandere frem til hans mor og fik hende til at skrive et brev, hvori hun tryglede ham om at overgive sig. Det skete ikke. Hans oprør havde støtte i landbefolkningen og dele af den liberale bevægelse. Da den liberale general blev præsident, mistede Sandino støtten fra liberale. Men kampagner mod den hvide imperialisme blev ført også fra tilhængere udenlands. Sandinos kamp blev til en bevægelse og hans halvbror, Socrates, optrådte i New York som leder af bevægelsen, og antiimperialistiske demonstrationer blev gennemført. I USA blev krigen mere og mere upopulær. Men nye militære kampagner imod Sandino og hans styrker blev gennemført og resulterede i, at de nærmest blev opløst, og han selv gik i eksil i Mexico. Her blev han af regeringen isoleret i byen Merida. Da han ikke ville følge kommunistpartiets linje, fik han ikke hjælp fra den side.

Til sidst var han i fare og han valgte at tage tilbage til Nicaragua, hvor små grupper af sandinister stadig fortsatte deres oprør og nålestikspolitik. Den store militærmagt havde ikke været i stand til at knuse oprørerne. Den økonomiske krise og de mange udgifter, som USA havde haft pga interventionskrigen, fik i 1933 USA til at trække sine tropper ud af Nicaragua. Det var en bevidst ny strategi. Den amerikanske indflydelse var godt forankret i landets overklasse og hær. Der blev ikke noget regimeskifte til fordel for befolkningen. Da de amerikanske soldater var væk, indledte regeringen forhandlinger med oprørerne. De blev kaldt til samtaler med præsidenten, men efter mødet hos ham blev de omringet af soldater og brutalt henrettet. De myrdede var Sandino, hans halvbror Socrates og to oprørsledere. To år senere overtog general Somoza styret af landet, og hans diktatur, støttet af USA, fortsatte under hans søn indtil 1967. 

Sandino var død, men det var hans oprør ikke, og for de undertrykte og fattige i Nicaragua blev han en slags Robin Hood skikkelse og en mytisk frihedshelt i kampen mod diktaturet. I 1961 dannedes et nyt parti: ”Frente Sandinista de Liberation Nacional”, som genoptog den militære kamp. I 1979 afsatte sandinisterne endeligt Somoza-styret.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her.

Se register over de personer, der har været portrætteret i serien ”Historiens Aktører”

[Historie-online.dk, den 7. juni 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Jose Martí - Historiens Aktører nr. 1
Knud Andersen - Historiens Aktører nr. 23
Coco Chanel - Historiens Aktører Nr. 58