TV-tips, uge 23, 2026
I ugens flow-tv er der portræt af Knud Rasmussen, den royale drabsliste, der koster kong Karl hovedet og de seneste udgravninger i Pompeji. Interessante dokumentarer handler om renæssancen, Maya-folket, Assad-dynastiet i Syrien, en skandale om galopsporten og – ulven. En canadisk dokumentar om en lemlæster lyder ret uhyggelig, og så er der Spielbergs udgave af West Side Story – rørende historie og fantastisk musik! God fornøjelse!
Assad-dynastiet (1:3)
DR2, 3. juni, kl. 23:15
BBC-dokumentarserie fra 2018. (A Dangerous Dynasty: House of Assad) Fra øjenlæge til grusom diktator. I begyndelsen af 2000 overtog Bashar al-Assad magten i Syrien. Efter 30 års nådesløst diktatur under hans far Hafez al-Assad håbede mange syrere, at den nye præsident og hans kone Asma ville bringe bedre tider til det plagede land. Men virkeligheden viste sig at blive en anden. Denne serie udforsker den brutale Assad-familie. Hvordan endte Assad med at have hundredtusind menneskeliv på samvittigheden?
Renæssancens blodige skønhed (1:3)
DR2, 4. juni, kl. 20:00
BBC-dokumentarserie fra 2024. (Renaissance - The Blood and the Beauty) Firenze i 1400-tallet var kendt for bankvirksomhed, handel og dygtige kunstnere. Her kæmper tre af historiens største - Michelangelo, Leonardo da Vinci og Rafael for at slå igennem og opnå støtte hos indflydelsesrige familier og magtfulde mæcener. Men det er en farlig tid præget af religiøse omvæltninger, magtkampe og politisk forræderi - hvor deres kunstværker enten kan sikre dem større gunst eller bringe dem i fare.
Mayafolkets tabte verden (1:2)
DR2, 5. juni, kl. 11:10
Britisk dokumentarserie fra 2021. (Lost Tombs of the Ancient Maya) Det var en af de mest sofistikerede civilisationer i verdenshistorien. I 3000 år dominerede mayaerne Mellemamerika. De grundlagde magtfulde kongeriger med stenredskaber og var pionerer inden for kunst, arkitektur, skrivning og matematik. Men alligevel er deres liv og død stadig omgærdet af mystik. Hvem var de? Hvad skete der med dem? Og hvad udløste mayacivilisationens katastrofale sammenbrud? Anden del følger umiddelbart efter.
Den royale drabsliste (1:3)
DR2, 5. juni, kl. 12:45
Britisk dokumentarserie fra 2024. (Royal Kill List) England, 1649. Efter syv års borgerkrig er Karl 1. Stuarts styrker besejret. 59 parlamentsmedlemmer underskriver et dokument, der vil ændre England for altid. Dødsdommen over kongen. Han bliver halshugget foran en stor menneskemængde. Det er første og eneste gang i britisk historie, at en regerende monark er blevet henrettet. Her er historien. Anden og tredje del følger umiddelbart efter.
West Side Story
DR2, 5. juni, kl. 22:15
Amerikansk musical fra 2021. Tony forelsker sig i Maria, hvis bror Bernardo er medlem af gadebanden The Sharks. Tony inddrages mod sin vilje i den stadig mere voldsomme krig mellem The Sharks og den bande, han selv har haft tilknytning til - The Jets. Og i kampens hede kommer han til at stikke Marias bror ned. Fra nu af er både Tony og Maria udstødte. Kun kærligheden til hinanden har de tilbage. Blandt Leonard Bernsteins mange evergreens er "Maria", "Tonight" og "America". Medvirkende: Ansel Elgort, Rachel Zegler, Ariana DeBose m.fl. Instruktion: Steven Spielberg.
Ulven uden grænser (1:2)
DR, 6. juni, kl. 13:15
Hollandsk dokumentarserie fra 2022. (Wolf - Wanderer Without Borders) For 150 år siden udryddede jagt ulven i det meste af Vesteuropa. Kun små bestande overlevede i de store skove i Østeuropa. Nu begiver en ung enlig ulv sig ud på en rejse på tusind kilometer på jagt efter sit eget territorium og for at parrer sig i vest. Vil ulven vende tilbage til Vesteuropa for altid? Og vil vi lade naturen gå sin gang? Anden del følger umiddelbart efter.
Galopbanens hemmeligheder (1:4) - Mesterens fald
DR1, 7. juni, kl. 13:30
Dansk dokumentarserie fra 2026. Toptræneren Marc Stott blev fældet i det, der i 2020 blev den største skandale i galopsportens historie. Men hvad sker der, når to journalister begynder at grave i nutiden? En af Danmarks største galophesteejere, Karin Salling, spærrer øjnene op, da hun bliver konfronteret med alvorlige påstande fra tidligere staldansatte. Var hendes stjerneheste dopet? På gården i Nordjylland er der meget på spil, da Flemming Salomonsen og Yvonne Bjerring Sørensen indvilliger i at lade DR undersøge, om deres heste er involverede i ulovligheder.
Lemlæsteren (1:2)
DR1, 7. juni, kl. 22:15
Canadisk dokumentarserie fra 2024. (The Eunuch Maker) Det er en fortælling, der får blodet til at fryse til is. I februar 2022 i Nordlondon bliver en gruppe mænd anholdt og sigtet for at have kastreret og lemlæstet andre mænd. Sagens hovedperson er den mystiske 'Eunuk-skaber' Marius Gustavson. Hvem er han, og hvorfor ser nogle ham som en helt? Her udforskes eunuk-subkulturen - et ekstremt lemlæstelsesmiljø, hvor kønsdele blev skåret af, kropsdele blev købt og solgt og tilmed spist - og videoer blev livestreamet. Anden del følger umiddelbart efter.
Knud Rasmussen - den store fortryller
DR1, 8. jni, kl. 20:00
Dansk dokumentar fra 2017 "Den Store Fortyller" er den personlige historie om en af Danmarks store helte - Knud Rasmussen. Med livet som indsats, står han gennem tre årtier i spidsen for adskillige polarekspeditioner og sætter Danmark på verdenskortet som polarforskernation. Men verdensberømmelsen har også en pris og den betaler hustruen og de tre børn, der ofte i årevis må undvære far og ægtemand. Dronning Margrethe og Kronprins Frederik fortæller om Knud Rasmussens betydning for Danmark og Grønland, og Knud Rasmussens børnebørn deler familiens historie om den karismatiske polarrejsende og forfatter, der blot blev 54 år gammel. I programmet indgår gamle filmklip med Knud Rasmussen samt fotos og dagbøger, der ikke tidligere har været offentliggjort.
Pompeji: De nye udgravninger (1:3)
DR2, 9. juni, kl. 19:05
Italiensk dokumentarserie fra 2022. (Pompeii: The New Dig) I år 79 gik vulkanen Vesuv i udbrud og begravede byen Pompeji under flere meter pimpsten og aske. I dag er Pompejis ruiner et eldorado for arkæologer, og en stor del af området er endnu ikke udgravet. Men nu sker der noget. Et hold italienske arkæologer er gået i gang med at afdække et helt nyt grundstykke. Snart vil et nyt område af Pompeji komme til syne for første gang i næsten 2000 år og afsløre ny viden om de gamle romeres liv.
[Historie-online.dk, den 2. juni 2026]