På tværs af Afrika

Af Kresten Søe

Knud Holmboe: journalist, eventyrer og succesforfatter

Knud Holmboe var ældst af en børneflok på syv fra Horsens, hvor faderen Christian Holmboe var en succesrig farvehandler. Han blev efter sin rejse i en brøstfærdig bil med to ledsagere gennem Nordafrika fra Marokko til Ægypten kendt som Danmarks Lawrence of Arabia. En titel han gjorde sit til at opnå ved dels at konvertere til Islam, som en af de første herhjemme, dels ved at lade sig forevige som romantisk ørkenhelt i marokkanske gevandter med fez, kappe og hovedbeklædning. Efter rejsen skabte Holmboe sig berømmelse verden over med bestselleren: Ørkenen brænder i 1931, hvor han som rejsende og journalist skildrede oplevelserne i Libyen, hvor han også formåede at komme ind bag kulisserne i det italienske kolonistyre.

Her skildrede han, hvordan Mussolinis Italien i modstrid med det billede, man foregav udadtil, opererede med vilkårlige henrettelser, brutal mishandling og indespærring af lokalbefolkning i, hvad der bedst kan sammenlignes med de engelske Kz-lejre under boerkrigen og de senere tyske under nazismen. I disse lejre omkom op til en tredjedel af den oprindelige libyske befolkning.

Under strabadserne i ørkenen var Holmboe og hans ledsagere gentagne gange i yderste livsfare blandt andet på grund af hans sløseri med at sætte sig ind i en ørkenekspeditions behov for medbragt vand. Farerne lurede også fra ørkenens beduiner, men her var til gengæld Holmboes status som konvertit, talegaver og kendskabet til det arabiske sprog en fordel både blandt beduinerne og høj og lav i den italienske koloniadministration. Derudover gav hans tæft for at få interviews med nøglepersonerne og vidneudsagn fra lokalbefolkningen ham gode kort på hånden til kritik af det brutale fascistiske kolonistyre.

Holmboe og Roscoe Tarbox kørte 1931 gennem Nordafrika i en udslidt Chevrolet, hvor køleren drak det medbragte vand og tit måtte repareres med cement. Holmboe ses th. i marokkansk kappe og fez. Foto fra bogen/Nationalmuseet

Grundig research udarter sig i detaljeret historisk og etnisk baggrundsstof

Kurt-Nielsen har tydeligvis foretaget en yderst grundig kilderesearch, hvilket dels udarter sig i righoldige kildeindslag i skikkelse af uddrag fra en lang række fagligt relevante kolonialhistoriske værker, danske aviser m.m. – som yderligere suppleret med et grundigt arbejde i de relevante arkiver herhjemme og i fx Italien. Udover de mange kilder, der er direkte inkorporeret i fremstillingen, tilkommer mange uddybende noter nederst på siderne. På samme måde udbygges fremstillingen med en række fyldige forklarende indslag fra Kurt-Nielsen selv - fx angående etnisk/religiøse retninger, samtidens racismeopfattelse i kolonierne plus en del udmærkede historiske rammefakta. Her træder også Kurt-Nielsens emneindsigt og erfaringer fra tidligere udgivelser igennem med stor faglighed.

På positivsiden uddyber dette et element på glimrende vis den samtidshistoriske baggrund. Men konceptet tager også sin pris ved at skygge for kontinuiteten og fragmentere spændingskurverne i Knud Holmboes egne dramatiske ekspeditionsoplevelser.

Et eksempel er her side 298, hvor en dramatisk konfrontation med nogle beduiner brat afbrydes med samtidsfotos og forklarende baggrundsoplysninger, for så først at genoptages efter syv sider.

Holmboe som samtidseksponent, løgnhals eller sandhedsvidne?

Kurt-Nielsen er i sit es i den samtidige kolonihistorie og i sin anskueliggørelse og valuering af bogens kilder.
Desangående inddrager han på illustrativ vis en række vidneudsagn fra både omgivelser, venner og familien omkring Knud Holmboes egen person, som bestemt ikke altid kommer denne til ære.
Der lægges ikke skjul på, at Holmboe som samtidens opdagelsesrejsende både var dristig og ærekær men derudover også ofte på tværs, excentrisk og til tider et paradoks.

Den udtalte selviscenesættelse var han næppe alene om blandt sine journalistkolleger, men de færreste konverterede dog i den forbindelse til Islam. En handling, som flere samtidige bestemt ikke havde meget til overs for ægtheden i.

Et gammelt mundheld siger, at man aldrig skal lade sandheden komme i vejen for en god historie.

Her ligger nok bogens største anke, idet Kurt-Nielsen gentagne gange påviser, at Holmboe ikke efterlod sig notater og gav skiftende beskrivelse af begivenheder og episoder alt efter, hvad der tjente pragmatisk i situationen. Flere beretninger skifter på den måde vinkler og indhold efter de fora de fortælles i, ligesom enkelte virker direkte usandsynlige og i dyb modstrid med de mange vidne- og venneudsagn om Holmboes idealisme, gode hjerte og medmenneskelighed. Fx berettes om en henrettelse og en fars såkaldte ”æresdrab” på sin egen datter, der i bogen nedskrives koldt og neutralt uden vedføjelse i form af moralsk holdning endsige kommentar overhovedet.  Ufølsomheden er i den grad i direkte paradoksal i forhold til Holmboes andre skriverier og selvbeskrevne filosofiske livsholdninger.  Umiddelbart er det derfor svært at tro, at disse episoder faktuelt er selvoplevede?

Bogens beretning om, at Knud Holmboe allerede i 1924 i sin tidlige journalistperiode ryddede forsiden i Aarhus-Posten med en totalt selvopfundet historie om ”Massemordet i Frederiksgade” understøtter heller ikke just i denne sammenhæng noget ry som journalistisk sandhedsvidne.

Et yderligere paradoks i forhold til holdning og handling ses på side 321, hvor Holmboe, der ellers erklærede sig som antimaterialist, poserer i Istanbul sammen med forfatteren Emil Bønnelycke i stjernedyrt modetøj med en regning tørret af på faderen, som han i sin evindelige pengeforlegenhed i lighed med stort set alle andre slog for penge samtidigt med, at han konstant selv løb fra sine egne hotelregninger.

Den sidste rejse

Efter en tid i Danmark drev Knud Holmboes evige pengenød ham ud i endnu et projekt efter det nordafrikanske eventyr. Intet mindre end en pilgrimsrejse til Mekka på kamelryg skulle danne grundlag for udgivelsen af endnu en bestseller på linje med Ørkenen brænder. Midlerne var små men ambitionerne var store med en drivende kraft i at skaffe midler til Holmboes konstant bundløse økonomi.

Indledningsvis foregik rejsen ned gennem Europa til Istanbul, hvor han som tidligere nævnt besøgte Emil Bønnelycke. Undervejs følte hans sig forfulgt af tyskeren Von Basewitz, som han mente var en italiensk agent, der stræbte ham efter livet som hævn skriverierne, der blotlagde grusomhederne i Libyen.
Kurt-Nielsens arkivstudier finder dog her intet belæg for denne mistanke, ligesom Holmboes omtale af to åbenlyst amatøragtige påstående mordforsøg i denne sammenhæng også for undertegnede mest af alt smager lidt af paranoia eller måske? – dramatik, som er iscenesat appetitvækker med henblik den kommende bog?

Mf. Sidste kendte foto af Holmboe på kamel i arabisk burnus og keffiyeh inden afrejsen mod Mekka. Th. og tv. Holmboe ligeledes i fuldt arabisk ornat - sporer nogen her et vist behov for selviscenesættelse? Dramatisk iscenesættelse var han ikke ene om, men spørgsmålet var her i høj grad, om det for Holmboes vedkommende var begrænset til fotografen og ikke også var tilfældet i hans artikler og oplevelser.  Foto fra bogen/Nationalmuseet

Men hvorom alting er, så blev Knud Holmboes påbegyndte rejse hans sidste. Få dage efter afrejsen forsvandt han sporløst. Teorien om italiensk hævn kan måske ikke afvises. Men langt mere sandsynlig er årsagen ifølge Kurt-Nielsen den mere enkle, at han blev dræbt af ørkenrøvere, fordi han selv forinden gjorde sig til offer ved uforsigtig at veksle penge et sted, hvor transaktionen blev observeret.

Petitesser som disse var, som forfatteren og vennen Tom Kristensen skrev i eftermælet, ikke noget Holmboe gav sig af med. - Det var på den måde det samme sløseri, som bragte hans lille gruppe i livsfare på grund af manglende vand i Libyen, der afgjorde her Knud Holmboes endelige skæbne.
Ingen eftersøgning gav resultat, og forsvindingen gav anledning til mange teorier - oftest på tyndt grundlag.
Bogens citerede kilder ved Knud Holmboes samtidseftermæle var som oftest hædrende og positive i deres hyldest til den danske Lawrence of Arabia, mens enkelte dog – som Tom Kristensen – luftede kritik.

Derimod står Holmboes journalistiske indsats i blotlæggelse af den reelle sandhed bag kulisserne i Mussolinis koloniimperium som uomstødelige sam- og nutidshistorisk kærnestof.

Sidste ord herfra skal være, at bogen er fint illustreret af s/h fotos med en god samtidsatmosfære.
Var Knud Holmboe så samtidseksponent, løgnhals eller sandhedsvidne? – eller måske? blot et excentrisk sammensat menneske med lidt af hvert?
Bogen er både tankevækkende og oplysende læsning med primær målgruppe i lidt videregående samtids- og kolonihistorisk interesserede.
Hører du til målgruppen så læs bogen med Jesper Kurt-Nielsens righoldige baggrundsstof og kildeanalyser og døm selv i lighed med, hvad forfatteren også selv foreslår.

[Historie-online.dk, den 4. november 2026]