Menu

Centralkirker i Norden

Kategori: Artikler
Visninger: 15

 

Denne tekst undersøger ligheder mellem kirker og diskuterer, om de afspejler forbindelser mellem arkitektoniske forbilleder og efterligninger. Med en håndfuld eksempler belyses mulige inspirationskilder og de veje, ad hvilke arkitektoniske former kan være blevet overført og nyfortolket.

Af Jan Eskildsen

Østerlars Kirke er indviet til Sankt Laurentius (A.Savin, Wikipedia)

Det er svært at finde en enkel forklaring på, hvordan og gennem hvem tanken om polygonale og runde centralkirker kom til Norden. Centralkirker er kirker, hvor grundplanen er organiseret omkring et centralt rum, ofte med en cirkulær, ottekantet, korsformet eller anden symmetrisk form. De adskiller sig dermed fra de almindelige langkirker, hvor rummet er organiseret omkring en længdeakse. Baggrunden er antikkens og senantikkens bygninger med central grundplan. Pantheon i Rom er et kendt eksempel, og i 400-tallet blev Santo Stefano Rotondo bygget i samme by. Senere førte San Vitale i Ravenna, Sergios & Bacchus-kirken i Konstantinopel og Karl den Stores palatinerkapel i Aachen traditionen videre i nye former.[1]

Flere forskere har påpeget, at rundkirkerne i Mähren, Bøhmen og Polen – kort sagt i de slaviske lande – i 1000- og 1100-tallet indgik i et geografisk bælte, der strakte sig gennem Centraleuropa og videre mod nord. Udbredelsen kan dog næppe forklares som en enkel, lineær påvirkning fra ét område til et andet. Den må snarere forstås som resultatet af et samspil mellem forskellige byggetraditioner, rejser, kirkelige forbindelser og lokale fortolkninger. I forskningen har man især søgt kirkernes arkitektoniske forbilleder i Italien, Dalmatien og Østfranken. Diskussionen har navnlig drejet sig om de ældste bøhmiske rundkirkers oprindelse, hvor nogle forskere har fremhævet vestlige og frankiske påvirkninger, mens andre har peget på byzantinske eller italienske forbindelser. [2]

Præromanske kirker i Centraleuropa afspejler en udveksling af viden om den kristne tro og overgang til den, samt viden om byggeteknik. Udbredelsen af ​​centralkirker viser en udveksling af arkitektoniske stilarter og traditioner, hvilket Pavla Tomanová behandler i sin tekst. [3]

Hun påviser, at centralformer som langstrakte former udgør traditionelle elementer i den tidlige middelalderlige europæiske arkitektur.

Begge former opstod i senantikken og spredtes til Centraleuropa gennem missionsvirksomhed fra Det Østfrankiske Rige som et led i Karl den Stores politiske program. Kirkens centralplan var i vid udstrækning bestemt af funktionelle krav, mens den færdige udformning afspejlede en sammensmeltning af importerede arkitektoniske impulser, lokale stiltræk og de praktiske muligheder. Tomanová sammenligner 102 centralkirker fra 700-tallet til 900-tallet i Italien, Dalmatien, Østfranken, Stormähren og Bøhmen. For Polens vedkommende går undersøgelsen helt op i 1000-tallet, fordi kristningen og de første kirkebyggerier kom senere dér.

Mariakirken i borgen på Marienberg i Würzburg.
(Wikipedia CC BY-SA 3.0)

Undersøgelsen viser, at centralkirkerne ofte lå ved borge, befæstede fyrsteanlæg og andre politiske og religiøse centre. De var som regel små kirker eller kapeller ved siden af en større hovedkirke. De kunne tjene som mindekirker, gravkapeller eller rum til relikvier, og de kunne markere steder, der blev regnet for særligt hellige. Artiklens hovedkonklusion er, at de tidligste centralkirker i Bøhmen, Stormähren og Polen bedst forstås som resultatet af en arkitektonisk og kulturel udveksling med det vestlige, østfrankiske område.   

Kunsthistorikeren Lars Kærulf Møller skrev i 1989 en artikel om den mulige inspiration for de bornholmske rundkirker i årbogen Bornholmske Samlinger. Kirkerne kan kun dateres upræcist, fordi kilderne mangler. Han pegede på, at bygningerne må ses i sammenhæng med samfundsforholdene, som er med til at afgøre, hvad folk tager til sig, og hvad de afviser.

Ligeledes hvordan kongers og fyrsters kirker kunne blive arkitektoniske forbilleder på grund af deres religiøse betydning og deres tilknytning til magt og prestige – og fordi fundamentet efter den hidtil ældste fundne oktogonale kirke er registreret i Armenien, hvor Kærulf Møller dengang så en mulig inspirationskilde til små centralkirker, som blandt andet findes i Norden, men tidligere var afvist [4] som værende inspireret af rotunder fra Bøhmiske og andre slaviske områder.[5]

Flytning af fokus

Efter i mange år at have forsøgt at spore de bornholmske kirkers arkitektoniske forbilleder og inspirationskilder blev jeg i foråret 2026 via en bog om den oktogonale kirke i Store Heddinge bekendt med, at den danske tronprætendant Svend Grathe sammen med en gruppe fra det tysk-romerske hof fulgte med kong Konrad 3., da denne rejste rundt i sit kongedømme i årene 1141-1144.

Det fremgår af Konrads diplomatarium, hvor et af dokumenterne viser, at den senere konge Svend Grathe var med, i hvert fald på en del af turen.[6] I 1142 var der hof i Würzburg. Her udstedte kongen et diplom, hvor han tog et kloster i Ranshofen, nu i Østrig, under sin beskyttelse. Blandt vidnerne ses en »Petrus, filius regis Danorum«, Peder, søn af danernes konge. Ifølge bogens forfattere viser en anden tysk kilde, at Petrus er Svend Grathe. Svend havde, ligesom flere andre kongelige på den tid, to navne.[7]

I et af kapitlerne i bogen om Store Heddinge fortælles, at de omrejsende i 1141 besøgte Worms, Speyer og Strasbourg; i 1142 gik turen til Regensburg, Ulm, Frankfurt, Nürnberg, Würzburg; i 1143 besøgte de Goslar, Hildesheim og Quedlinburg, og i 1143 kom man til Bamberg, Merseburg og Magdeburg. »At være på rejse med det kongelige følge medførte altså, at man så mange af de væsentligste kirker i riget. Svend oplevede under rejsen rundkirken i Würzburg, der dog er en nicherotunde af en anden konstruktion end Store Heddinge Kirke«. [8]  

Kopi eller efterligning

Kunsthistorikeren Richard Krautheimer har argumenteret for, at middelalderens mange kopier af Gravkirken i Jerusalem, sjældent gengav hele bygningen. Man overtog i stedet enkelte, betydningsfulde træk, som kunne stå for forbilledet som helhed. Derfor kunne bygninger, der gjaldt som kopier af det samme forbillede, se meget forskellige ud. 
Man valgte og kombinerede elementer som buer, gallerier, piller, søjler, triforier ud fra lokale forhold og den betydning, man ville formidle. Med en kopi mentes altså ikke en nøjagtig gengivelse, men en symbolsk henvisning til forbilledets helligdom, funktion eller betydning. [9]

Vi kan forsøgsvis overføre tankegangen på senere opførte bygninger uden at gå ned i alle detaljer, men alt har en begyndelse. Pantheon er ikke den første bygning på stedet. Det nuværende runde tempel er opført under kejser Hadrian ca. 118-128 e.Kr., men har den oprindelige stifter Agrippas indskrift på porticoen, den søjlebårne forhal, der fortæller, Marcus Agrippa, søn af Lucius, lod bygningen opføre, da han var konsul for tredje gang. Agrippa var general og kejser Augustus’ svigersøn.

Indvendigt er Pantheon struktureret i tre stokværk. I det nederste er seks nicher udsparet i den tykke murring, skiftevis halvrunde og rektangulære, hver bag et par kanellerede søjler i vægfladens niveau. I turistguider og gamle kunsthistorier kan man læse teorier om, at de seks nicher samt den halvrunde abside i hovedaksen kan have repræsenteret de syv planetguder. Men i nyere tid har klassiske arkæologer og historikere afvist det som en tvivlsom teori. [Dog, hvor grundplanen er otte-delt – indgangen plus de syv udsparinger – er der 28 kassetter (4 x 7) i hver ring i kuplen].

Mellem dem er tabernakler for statuer med skiftevis gavltrekant og gavlbue, båret af søjler af porfyr. En kraftig gesims adskiller til det næste lavere stokværk, der igen fører over til det kassettesmykkede kuppelhvælv med åbningen øverst i hvælvet.

Der går linjer fra de romerske gravrotunder og Pantheon til Gravrotunden i Jerusalem og videre til middelalderens centralkirker. Der er således nicheagtige udspring omkring det oktogonale rum i kirken San Vitale i Ravenna og også omkring det runde centralrum i Sankt Sergius og Bacchus kirken i Konstantinopel, som nu er moské. Karl den Stores Paladskapel i Aachen har ligesom San Vitale et oktogonalt centralrum omgivet af sideskib og galleri i to etager. Den er således en beslægtet videreførelse af den centrale arkitekturtradition, især igennem San Vitale, der hvad den oktogone grundplan angår, har mere end 30 forgængere. Dog er samspillet mellem søjler, piller, arkader, etc. anderledes i Aachen, hvilket giver en helt anden rumvirkning end i Ravenna.

Kirker i Deutz og Würzburg

Heribert af Köln (ca. 970–1021) indtog en fremtrædende plads i det ottonske kejserrige, da han samtidig besad de højeste kirkelige og politiske embeder. Som uddannet teolog kom han i kejserlig tjeneste, og i løbet af 990’erne blev han af kejser Otto III udnævnt til rigskansler. Heribert blev derved kejserens tætte fortrolige, rådgiver og diplomatisk strateg. Da ærkebiskop Everger af Köln døde i 999, befandt Heribert og kejseren sig ganske vist i Italien, men han blev valgt til ny ærkebiskop af Köln og modtog senere palliet af pave Sylvester II – kejserens og Heriberts nære åndelige alliancepartner.

Frem til Otto III’s pludselige og tidlige død i år 1002 fungerede Heribert således i en magtfuld dobbeltrolle som både rigets kansler og Rhinlandets mægtigste kirkeleder.

I sit embede, med de ressourcer og kulturelle indflydelse han bragte med sig fra kejserhoffet, fik han omkring år 1003–1015 grundlagt benediktinerklostret i Deutz nær ved Köln, og til klostret opførte han en enestående kirke, Alt St. Heribert, indviet i 1020.

Kirkeskibets ydre grundplan – der var svagt oval – havde en diameter på cirka 30 meter, mens det indre kirkerum, der målte omkring 19 meter, var ottekantet med seks kapeller i den dybe murring ligesom Pantheon. Rummet åbnede sig mod øst ud i et langt kirkeskib [snarere korparti – centralrummet er skibet] og mod vest ind i en forhal og et forrum. Heriberts inspiration til kirken i Deutz kan ikke fastslås med sikkerhed. Kirken tilhørte traditionen for monumentalbygninger med central grundplan, og en nærliggende parallel var St. Gereon i Köln med sit oprindeligt ovale centralrum flankeret af otte kapeller eller nicher.

Heriberts bror Heinrich blev biskop af Würzburg og opførte en Mariakirke ved borgen i Würzburg. Når man ser ligheden mellem Mariakirkens grundplan og Alt St. Heriberts grundplan, er det nærliggende at tænke, at grundplanen »er gået i arv« fra bror til bror. (se ill.) Svend Grathe oplevede som omtalt en række kirker med ottekantet arkitektur på sin rundrejse med Konrad 3. På rejsen så han også den udvendigt runde Mariakirke ved borgen i Würzburg. Dermed fik han ikke blot mindet om ottekantede kirkerum, men også mindet om en rund kirke med sig hjem.

Anton von Woensams træsnit af Alt St. Heribert i Köln, 1531.
(Wikicommons - Public Domain)

Afrunding

Heribert ledsagede den tyske konge Henrik 2. på rejsen til Italien i 1004. Hans bror, Henrik 1., var biskop af Würzburg, og de to virkede samtidig inden for det ottonske og saliske rigskirkesystem. Det gør kontakt mellem bispesæderne sandsynlig, men der findes ikke belæg for, at byggeplaner, tegninger eller bygmestre blev overført direkte fra Deutz til Würzburg. Det er heller ikke dokumenteret, at Heribert besøgte Pantheon, Santo Stefano Rotondo eller andre af Roms centralbygninger. Men Karl den Stores paladskapel i Aachen stod som et vigtigt bindeled i traditionen. Dog lignede Alt St. Heribert mere Sankt Gereon i Köln (se ill.) med sin svagt ovale centralbygning med ottekantet kirkerum flankeret af kapeller i den tykke murring.

Spørger man til forbilleder for de bornholmske rundkirker peger materialet på mulige forbindelser snarere end én entydig påvirkningslinje. Antikkens Pantheon fungerede som et fjernt og symbolsk forbillede, mens San Vitale, Aachen, Sankt Gereon, Alt St. Heribert og Mariakirken i Würzburg repræsenterer mere nærliggende led i den middelalderlige centralbygningstradition.

Svend Grathes rejser med Konrad 3.s hof viser samtidig, hvordan en nordisk hersker kunne møde denne arkitektur direkte. Det dokumenterer ikke, at en bestemt bygning blev kopieret i Norden, men det gør visuel erfaring, idéudveksling og arkitektonisk inspiration historisk sandsynlig.
Vi har ingen præcis datering af nogen bornholmsk kirke. De seneste meldinger har været på omkring 1200, hvor man tidligere har ment omkring 1150.

Var Svend Grathe medbestemmende om opførelsen af Østerlars rundkirke med dens ovale kor?

Litteratur
• Bukowski, A. (2018) Some Remarks on the Basilica in Central Europe around the Year 1000. Hortus Artium Medievalium.
• Daragó, L., B. Máté & G. Varga (2020) Analysis of Medieval Rotundas in the Former Kingdom of

Hungary Considering Central European Corresponding Monuments. Periodica Polytechnica Architecture, 51(2), pp. 124–141, 2020.
• Eskildsen, J. (2019). »Middelalderens rundkirker«. Fund & Fortid, nr. 3.

• Gervar-Molnár, V. (1972). A középkori Magyarország rotundái. A középkori Magyarország rotundái (Romanesque Round Churches of Medieval Hungary). Budapest: Akadémiai Kiadó, Művészettörténeti Füzetek 4,  (Kunsthistoriske notesbøger, bind 4)
• Grabar, A. (1967). The Beginnings of Christian Art, 200–395. Thames & Hudson.
• Götz, W. (1968). Zentralbau und Zentralbautendenz in der gotischen Architektur. Mann Verlag. Berlin.
• Johnson, M.J. (2018) San Vitale in Ravenna and Octagonal Churches in Late Antiquity (Reichert, Wiesbaden.
• Kleinbauer, W. E. (1965). »Charlemagne's Palace Chapel at Aachen and Its Copies«. Gesta, 4, 2–11. Gesta: Vol 4, No null.

• Krautheimer, R. (1942). »Introduction to an Iconography of Medieval Architecture«. Journal of the Warburg and Courtauld Institutes, 5, 1–33.
• Krautheimer, R. & S. Ćurčić (1992). Early Christian and Byzantine Architecture. Yale University Press.

• Kristensen, H. K. og B. Poulsen (2016). Danmarks byer i middelalderen. ISBN 978-87-7124-906-4.

• Kærulf Møller, L. (1989). »Bornholmske rundkirker og Armenien«. Bornholmske Samlinger, 3. række, bd. 3, 137–143.

• Lauritsen, L. P. (2019). »Store Heddinge Kirke – et mysterium opklaret?«. Skalk, nr. 6, 8–13.
• Mango, C.A. (1980). Byzantium. The Empire of New Rome. Charles Scribner's Sons. New York.
• Markus, Kersti (2020). Visual Culture and Politics in the Baltic Sea Region, 1100-1250. Brill.

• Poulsen, B. & Kristensen, H.K. (2026). Store Heddinge Kirke og dens bygherre. Jysk Arkæologisk Selskab.
• Tomanová, P. (2024) Architectural Traditions of Pre-Romanesque Central Plan Churches in Bohemia Within Central European Context. J. Bouwmeester & L. Patrick, Building Networks: Exchange of Knowledge, Ideas and Materials in Medieval and Post-Medieval Europe. Springer.

• Untermann, M. (1989). Der Zentralbau im Mittelalter: Form – Funktion – Verbreitung. Wissenschaftliche Buchgesellschaft. Darmstadt.

• Wienberg, J. (2024). Iøjnefaldende arkitektur – Nordens middelalderlige rundkirker. Kuml, 63(63), 205–244. https://doi.org/10.7146/kuml.v63i63.24466

• Wienberg, J. (2023). »Jerusalem in Tønsberg: Round Churches and Storytelling«. I B. Bandlien (red.), Jerusalem in Viken: Crusading Ideology, Church-Building and Monasticism in South-Eastern Norway in the Twelfth Century, 81–110.
• Wittekind, S. (2020) Heribert and Anno II of Cologne. Two Saintly Archbishops, their cult, and their Romanesque Shrines. Romanesque Saints, Shrines and Pilgrimage (2020), 27–39.

Grundplan, St. Gereon, (fra Götz 1968, s. 19)

Alt St. Deutz ca. 1020 (G. Precht) Wittekind 2020. (© Colonia Romanica XIII, Köln 1998).                           Grundplan, Mariakirken Würzburg. Bbb CC BY-SA3.0 Wikipedia
.

Kirken i Deutz var udformet som et enkelt, stort centralrum; indvendigt havde ottekanten en diameter på 19 m, med seks kapeller indbygget i de tykke vægge. Kirken i Würzburg havde udvendigt en diameter på omkring 19 meter og en indvendig på 12,55 meter plus nicher.
Oktogonformen fra Aachen blev et forbillede for kejserlig arkitektur i Det Tysk-Romerske Rige, hvilket afspejer sig i disse samt andre kirker fra 1000-taller, f.eks. Mauritius rotunden og Bußdorf kirke i Paderborn; den sidstnævnte var muligvis inspireret af den kirke, som Gregor af Nyssa fik opført i det nuværende det nuværende Nevşehir i Tyrkiet.

Ottekanten havde også en betydning i den tidlige kristendom og i middelalderen, hvor tallet otte stod for »den ottende dag«, altså opstandelsen, nyskabelse og evigt liv. Et af de første skriftlige vidnesbyrd om dette er tilskrevet Ambrosius og dåbskapellet i Milano, hvor han i påsken 387 døbte Augustin af Hippo; der er et jævngammelt gammelt baptisterie ved Laterankirken i Rom.

Kronologisk oversigt

350 ca. og senere: Sankt Gereon i Köln anlægges som en oval romersk bygning; i 800-tallet får den kor og udvikles til klosterkirke.
350 ca. Den ældst fundne oktogone kirke, Armenien
706: Mariakirken i Würzburg grundlægges som byens ældste kirke. Den romanske rotunde dateres til begyndelsen af 1000-tallet.
Ca. 800: Karl den Stores paladskapel i Aachen opføres.
820–822: Sankt Mikaelskirken i Fulda opføres som gravkapel under abbed Eigil.
Efter 940: Mauritiusrotunden i Konstanz opføres under biskop Konrad som et fritstående rundkapel med fire tilbygninger – med et centralrum midt i et ligearmet kors som i Armenien, Paderborn og Helmarshausen for nu at nævnt nogle tidmæssige yderpunkter.
1002–1020: Klostret i Deutz grundlægges, og Alt St. Heribert opføres.
1036: Bußdorfkirken i Paderborn indvies af biskop Meinwerk som en ottekantet bygning oktogon; var den inspireret af .
1107–1126: Johanneskapellet, rotunden på Krukenburg ved Helmarshausen, opføres.
1142: Konrad 3.s hof opholder sig i Würzburg; Svend Grathe var med på rejsen.

Den indre rundmur i Østerlars Kirke med seks buer. Foto: Forfatteren.

Tak til Stefan Pajung for bistand og til Søren Kaspersen for kommentarer til manuskriptet.

Fejl står jeg selv for. Jan E. 23.  oktober 2026



[1] Grabar 1967, Mango 1980, Kleinbauer 1962, Krautheimer & Curcic 1992.
[2] Omtalt i Eskildsen 2015.
[3] Tomanová 2024.

 
[4] Frölen 2012
[5] Kærulf Møller 1987.
[6] Poulsen og Kristensen 2026. Dialog med Stefan Pajung.
[7] Eksempler: Svend Estridsen (Magnus) Knud den Store (Lambert), Erik Lam (David).
[8] Poulsen og Kristensen 2026
[9] Krautheimer 1942

[Historie-online, den 28. oktober 2026]

Se relaterede artikler
En jordemoders historie
November. Très Riches Heures du Duc de Berry
Fuchsiaens historie