Jens Toldstrup
Anton I. Jensen (1915-91) blev kendt under og efter besættelsen under sit dæknavn Jens Toldstrup, som han beholdt efter krigen. Toldstrups omfattende og livsfarlige virksomhed – bl.a. som leder af modstandsbevægelsens region I i Nordjylland (1944-45) – er beskrevet andre steder.
Mens jeg var leder af et kulturhistorisk museum i Vendsyssel, blev jeg i 1988 bedt om at skrive Jens Toldstrups biografi og mødtes derfor flere gange med den gamle kæmper, der da boede i Hov syd for Århus. Her havde han indrettet sig midlertidigt i et tidligere hønsehus - hvor våben og ordensdekorationer samt personlige takkebreve fra bl.a. USA´s præsident - hang på væggene side om side med overfyldte bogreoler og minder fra den fynske barndom, der havde sat sig dybe og varige spor. Faderen var i sin tid smed i Assens og havde udviklet en særlig maskinhammer til fremstilling af skovle og spader, der var stor efterspørgsel på under 1. verdenskrig. På et tidspunkt brød maskinen sammen og smeden gik fallit. På sine ældre dage kastede den aktive smed imidlertid sin kærlighed på lokalhistorien og skabte museet Mands Samling i Assens, der åbnede i 1951 med Toldstrups søster som en meget farverig bestyrer.
Sidste gang min kone og jeg mødtes med Jens Toldstrup var på højskolen Rydhave, hvor Toldstrup havde samlet bl.a. de gamle byledere fra besættelsens modstandskamp, der var levende optaget af tidens politiske strømninger. Flemming Junchers timelange foredrag om dansk forsvarspolitik var eet af de mere fornøjelige indslag – fordi pointen var at alle nationens ulykker kunne føres tilbage til radikale politikere og embedsmænd – heriblandt nationalbankdirektører.
Mit museums medarbejdere gik i den følgende tid i gang med omfattende periodelæsning og kildestudier, således at vi kunne forberede os til de interviews med Toldstrup, der skulle føre til en biografisk tekst. Toldstrup havde, til sin store ærgrelse, ikke adgang til sit eget arkiv i Rigsarkivet, fordi det var klausuleret med 80 år – så vi arbejdede i stedet med et sæt næsten ulæselige fotokopier, hvis oprindelse fortabte sig eet eller andet sted i mørket. Arbejdet sandede imidlertid til og Toldstrup døde i 1991 – så biografien blev ikke skrevet i den omgang.
Et af de mere overraskende resultater af de forberedende undersøgelser og drøftelser med Jens Toldstrup, var hans tydelige respekt for kaptajnløjtnant von Schalburg, chef for Frikorps Danmark, der efter svære kampe på Østfronten i foråret 1943 indgik i SS-panserregiment Danmark. Man regner iøvrigt med at der var ca. 7.000 danske frivillige i tysk krigstjeneste fordelt på flere forskellige korps.
Respekten havde ikke politiske overtoner - Toldstrups sindelag kunne ikke betvivles - men den var formentlig grundfæstet i militær dygtighed, mod og konsekvens, som de begge besad til overmål. Von Schalburg faldt på Østfronten i 1942, og et nazistisk hjælpekorps tog april 1943 navnet Schalburgkorpset. Dets indsats blev efterhånden præget af ren terror mod den danske civile befolkning.
Et andet emne for samtalerne med Toldstrup var undsætningen af de dansksindede i Sydslesvig efter kapitulationen i 1945 – i den zone, der var besat af de engelske militære myndigheder. Her talte Toldstrup med stor bitterhed – ligesom mange sønderjyder – fordi den tidligere allierede magt nu viste sig som modstander overfor en humanitær indsats fra Danmark.
Et tredje emne var landsforræderne - som Toldstrup selv beskæftigede sig med i sit forfatterskab - især bogen Taberen fra 1987, som er en bevægende skildring af en social taber, der lader sig lokke til at blive håndlanger for Gestapo under den tyske besættelse. Der er mange historier af den type fra det virkelige liv – bl.a. om den jødiske artist, der sammen med sine forældre og søskende blev nægtet indrejse til Danmark som flygtning i 1939 og som derfor gik sin undergang i møde i det nazistiske inferno. Paul Hammerich (1927-92) har i bogen Undtagelsen for første gang beskrevet disse tragedier, forvoldt af den danske stats emsige embedsmænd. Problematikken er senere taget op af andre historikere.
Brevene fra artistens internerede jødiske familie i Kz-lejrene taler deres eget sprog. Han overlevede selv ved at arbejde som agent for Gestapo i Hamborg og kom til Danmark længe efter krigens afslutning, men fik aldrig fred for sine selvbebrejdelser og modstridende holdninger til de tyske og danske folk. Man kan godt overleve og alligevel føle sig som taber, hvis overlevelsen har kostet værdigheden, selvrespekten og tilliden til andre. Også han skrev på en bog - som vi hjalp ham med - der imidlertid aldrig udkom, før døden indhentede ham i 1990, fordi forlagene ikke mente at den havde litterære kvaliteter.
Der kunne fortælles tilsvarende historier om mange andre skæbner fra de turbulente årtier omkring 2. verdenskrig – og i de følgende årtier, kaldet den kolde krig, præget af det sovjetrussiske imperiums udnyttelse af mange idealistiske unge i store dele af Vesteuropa, helt frem til murens fald i 1989. Deres vildfarelser var vel næppe værre eller bedre – men opgøret med deres vildfarelser har fået en anden karakter. Måske fordi det omfatter næste generation.
Det er den sejrende eftertid, der skriver historien om menneskers skæbner og valg – 80 år senere, takket være danske arkivlovs bestemmelse – men forinden er alt for ofte uddelt gule og røde kort i bagklogskabens klare lys. Der bør imidlertid manes til forsigtighed med kortene – al den stund at vi i vore dage formentlig er lige så fanget af vildfarelser, som vore forældres generation var og deres forældres – for den sags skyld.
Det var i hvert fald det, Jens Toldstrup mente i hønsehuset ved Hov.
Per Ole Schovsbo, dr. phil. 8.7. 2004
[Historie-online.dk, den 27. oktober 2026]