Museumsnumre 169 - fiskegarn
Der var engang, da en mand med en båd og nogle garn kunne skaffe mad på bordet hver dag. Torsk, sild og rødspætter. Og fangede han rigeligt, kunne han bytte fisk med kartofler og grøntsager, mel og gryn, og så var kosten nogenlunde sikret for familien. Det er snart længe siden, for havet er ikke det store spisekammer, det har været i tusinder af år. Der er ikke længere fisk i vore indre farvande, og i Kattegat og Skagerrak begynder det også at knibe. Flere kystbåde i Thorup Strand ligger som strandede hvaler på kysten. De fisker ikke længere, for der er ingen fisk at fange. Man spørger sig selv, hvilke mennesker og interesser, der regerer dette land?
Kystbåde ude af drift, Thorup Strand 2024, foto af forfatteren
Danmark var på grund af sin beliggenhed en fiskerination, og i forhold til landets størrelse ganske stor. Fiskegarn eller fiskenet er derfor Danmarkshistorie, og selvfølgelig er de kommet på museum, men der er forholdsvis få. De har ikke antikvitets status, de er svære at opbevare og frem for alt at udstille, men heldigvis har fiskeri præget lokalsamfund så stærkt, at fiskeriets redskaber også er kommet på museum, og der er kulturhistoriske museer, som har specialiseret sig i emnet fiskeri. De bedste fiskerisamlinger finder vi i på Bornholm, i Gilleleje, på Flynderupgård ved Snekkersten, i Bagenkop, i Hvide Sande, i Skagen og i Grenå. Fiskeriets ”nationalmuseum” ligger i Esbjerg. I museumsnumre 83 kan man læse om fiskekrogen, som går langt tilbage i tiden. Det samme gælder brugen af fiskegarn. Fiskegarn er nævnt i den nordiske mytologi, hvilket viser, at garnet har været kendt i folkevandringstiden. I Regnar Lodbrogs saga svøbte Kraka sig i fiskegarn, så var hun nøgen og dog påklædt. Fra jernalder og vikingetid er der ved udgravninger fundet garnsynk og garnflåd.
Nedgarn, Gilleleje Museum
Perioden fra ca. 1350 til 1620 var højkonjunktur for fiskeri og fiskehandel. Fiskerigeligheden i de danske farvande gjorde landet til storeksportør af saltet, røget og tørret fisk. Fersk fisk blev afsat langs kysten og i købstæder med fiskeri. Man fiskede med sættegarn og drivgarn. Sættegarn var enten garn sat på bunden eller garn som stod nær overfladen. I begge tilfælde brugte man flydere og synk, for at få garnet til at stå lodret i vandet og ankre, såkaldte dræg, så garnet ikke flyttede sig. Med drivgarn satte man flere garn sammen i en garnlænke og drev med garnene i den ene ende fastgjort til båden i den anden fastgjort til en garnbøje. Med drivgarn fiskede man stimefisk, først og fremmest sild og med nedgarn bundlevende fisk som fladfisk og torsk. Ruser var en anden gammel redskabstype. Oprindelig var rusen del af en fiskegård, en grenspærring i vandet som førte fisken ind i en flettet ruse, hvorfra den ikke kunne komme ud. Man gik over til at lave rusen af garn udspændt af bøjler af træ, og ledeværket blev erstattet af garn fastgjort til pæle, såkaldte rader. Ruser blev benyttet til fangst af bundfisk, især ål. Man taler om åleruser og rejeruser.
Sildegarn, Gilleleje Museum
Mens det nævnte garnfiskeri fortaber sig i fortiden, kom de såkaldte bundgarn først i brug omkring 1600. Bundgarnet var også en slags fiskefælde, idet det bestod af et stort garn med en bund af garn opsat mellem en kreds af pæle. En lang række pæle fra land førte fisk ud til bundgarnet, som havde to arme, kalve, der tvang fiskene ind i det store bundgarn. Det fungerede som en tragt som fiskene ikke kunne komme ud af. Store bundgarn fangede makrel, hornfisk og sild.
Garnmaterialer var hamp og hør og senere bomuld. Fiskegarn blev fremstillet af garnbindere, en profession som fandtes rundt omkring i landet. Det foregik ved at man mellem to strakte lange liner med bødenål knyttede masker af spundet garn. Man kunne fremstille så og så mange fod hver dag. For at konservere det færdige garn blev det kogt i en barkgryde eller blev lagt i en tjæregryde. Med industrialiseringen foregik garnbinderiet på fabrikker, og fra 1950-erne kom nye kunstmaterialer som nylon. Under industrialiseringen fremkom to store garnfabrikker. N. P. Utzons "Københavns Mekaniske Net- og Garnfabrik" var grundlagt i 1892. Fabrikken lå på Frederiksberg og beskæftigede 50 personer i produktionen af net. I Helsingør lå desuden ”Fiskenetfabrikken Danmark”, som også var grundlagt i 1892.
Drivgarn af blå nylon, Gilleleje Museum
Til garnene behøvede man flydere og synk. De første var af bark eller træ, senere af kork eller luftfyldte glas- eller metalkugler. Som synk var sten i brug, senere jern eller bly og til sidst støbte garnsynk af cement. Simer, liner og hanke var tovværk.
Garnene måtte renses efter brug. De var fulde af tang, vandmænd, krabber m.m. Det foregik ved, at garnet blev taget på land og i sin fulde længde hængt op på en række pæle, en såkaldt stejleplads. Fiskerne gik så langs det tørrede net og slog med en kæp, nogle steder kaldt basker, på nettet. Garn blev opbevaret i garntrug eller mindre garn på en splidstok eller garnstok. Særlige garnhuse blev i fiskerihavnene brugt til at opbevare fiskegarn og andre vigtige fiskeredskaber, og husene lå ofte i klynger tæt sammen nær strand eller havn.
Nylongarn på garnstok, brugt på Nissum Fjord, Lemvig Museum
Nye garntyper kom frem omkring 1880, og de nye garn blev brugt aktivt til at jage fisken. Det drejede sig om notgarn, vod og trawl. Noten var et stort garn, som blev brugt til stimefisk. Man sejlede ud med garnet, som blev sat i en stor kreds rundt om den fiskestime man havde opdaget. Når noten var lukket, var fiskestimen fanget, og man begyndte at snøre den sammen. Til sidst blev de sammentrængte fisk med ketcher hentet om bord i fiskefartøjet. Et særligt drivvod blev fremstillet til brug i ålefiskeri. Det var et garn med en vodpose. Man spændte i båden garnet ud imellem en bom for og en agter, og ved hjælp af passende sejlføring kunne båden drive tværs igennem vandet hen over grundt vand med ålegræs og mange ål. Vod blev også brugt sammen med nye fremdrivningsmidler. Først dampmaskinen men snart blev petroleumsmotoren dominerende. Snurrevoddet var en dansk opfindelse, hvor fiskefartøjet sejlede voddet ud, ankrede op og trak voddet hjem ved hjælp af et dæksspil trukket af motoren. En anden type vod var skovlvoddet. Det blev slæbt bag det motordrevne fartøj, mens det sejlede. Med træskovle blev voddet udspændt, og de fisk, som kom nær, blev indfanget i vodposen, som efter et stykke tid tømtes for fangst. Trawlen fungerer på samme måde som voddet. Den bliver slæbt bag fiskekutteren enten som flydetrawl eller som bundtrawl. Skovle af metal sørger for at spile trawlen ud under sejladsen.
Vodbinderier dukkede op, især i Jylland og nogle voksede sig store. Det nordjyske vodbinderi Cosmos Trawl A/S har 140 års erfaring med vodbinderi og fremstilling af trawl. Historien går tilbage til 1879, da det første vodbinderi blev etableret i Skagen. I 1989 fusionerede tre af Europas førende vodbinderier, Hirtshals Trawl, IC Trawl og Swan Net under navnet Cosmos Trawl. Comet Trawl har siden 1954 fremstillet trawl og har faciliteter i Esbjerg og Thyborøn.
Museerne har eksemplarer af de forskellige nævnte garntyper, dog med undtagelse af de store og tunge garn som bundgarn og trawl. Museerne har også de forskellige smådele brugt til garnfiskeriet, synk og flåd, dræg m.v. Gode udstillinger om fiskeri findes på adskillige af de ovennævnte museer.
Endnu i 1970-erne foregik fiskeri fra København. Her et øjebliksbillede fra Skudehavnen med garnhuse og til højre ophængte garn, kbh.billeder
Efter 1950 blev fiskeriet fuldt mekaniseret, og fartøjerne blev større. Et stort industrifiskeri tog form. Fangsterne var her små stimefisk som brisling, sperling og tobis. Det effektiviserede fiskeri førte i starten til store fangster. Man fandt ud af at trawle hen over stenrev og kunne ved brug af ekkolod opspore fisk. Men da fisken efterhånden ikke fik fred, gik bestandene tilbage. Lokale fiskeriforeninger var klar over dette og lavede f.eks. fiskefredning om søndagen og udsatte små rødspætter. Andre steder som i Øresund blev trawl forbudt. Men disse tiltag var ikke tilstrækkelige til at ophjælpe og beskytte fiskebestandene.
De kunststoffer, som garnene nu er fremstillet af, rummer et andet problem. De er stærke og går ikke til, dvs. at når et garn mistes, fortsætter det som spøgelsesgarn med at fiske til skade for havets dyr og fisk. På et togt over Atlanterhavet observerede skoleskibet "Danmark" store mængder af spøgelsesgarn drivende på havets overflade. Båden blev sat i vandet og garnene fisket og bragt om bord. Flere havskildpadder fanget i garnene blev befriet. Men snart var dækket fyldt og videre indsats måtte opgives. Problemerne omkring garnfiskeri er uløste både herhjemme og på internationalt plan, og det viser med al tydelighed den manglende forståelse for havet, det hav som dækker 70 % af klodens overflade.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 27. oktober 2026]
