Museumsnumre 142 - brødmaskine og pålægsmaskine
Arbejdet i køkkenet blev fra 1850-erne rationaliseret ved brug af nye køkkenredskaber. Først og fremmest fik man støbejernkomfurer, hvor man kunne koge vand og stege, koge mad og bage. Brød bagte man tidligere i en stensat bageovn med aftræk til bryggersskorstenen. At koge, stege og bage var vigtigt for enhver husholdning. Især større landbrug som herregårde med mange karle og piger krævede meget mad på bordet, og brødet var vigtigst. At have mange i sit brød betød at have mange ansatte.
I byerne boede folk i lejligheder, og her var familierne trængt sammen på forholdsvis lille plads uden have. Man måtte købe det, man havde brug for på torvet eller i de forskellige butikker; grøntsager hos grønthandleren, brød i bagerbutikken, mælk og smør i ismejeriet og pålæg i slagterbutikken eller i charcuteriet. På landet og i forstæderne havde man adgang til grøntsager, frugt, æg og kød. Det brød, man spiste, var rugbrød eller sigtebrød. Kun ved særlige lejligheder fik man hvedebrød.
I mere end 1000 år har rugbrødet været det daglige brød i Danmark. Det er fremstillet af rugmel, vand og salt, og man brugte surdejg, så brødet kunne hæve. Det var et stort og tungt arbejde at bage rugbrød. Det skulle æltes godt. Et krævende arbejde blev derfor løftet af husmoderens og pigernes skuldre, da man også på landet begyndte at køb brød fra bagerier. I byerne oprettede arbejderbevægelsen såkaldte fællesbagerier, for at skaffe arbejderne godt og billigt rugbrød. Der opstod også privatejede brødfabrikker. Fabrikker og bagerier kunne levere de brød, man efterspurgte. Omkring 1900 var rugbrødsrationen for en voksen mand ½ kg. om dagen. Der skulle skæres meget brød, og brød kom næsten altid på bordet. For samfundets underklasse var rugbrødet hovedernæring. Til at smøre brødet brugtes fedt eller margarine og som pålæg sild, lidt flæsk eller pølse.
Brødskærer på bræt fra ca. 1850, Aalborg Museum
For at gøre arbejdet med at skære brød lettere fandt man på at lave brødskærere. Rugbrød blev bagt som aflange firkantede brød. I brødskæreren anbragtes brødet lodret oven på en trækasse, hvor en bevægelig kniv med et håndtag blev ført frem til brødet og derved skar man en skive. Det skete med håndkraft. En anden enkel type var et bræt med en kniv med håndtag fastholdt til brættet. Disse brødskærere var imidlertid vanskelige at håndtere og besværlige at holde rene. En god kniv var tit hurtigere.
Brødskærer, trækassetypen, Djurslands Museum
Brødmaskine af jern, Museerne i Brønderslev Kommune
Nye brødmaskiner af jern dukkede op i slutningen af århundredet. En type havde fire ben og en kasse til brødet, og ved hjælp af et svinghjul med håndtag og kniv kunne man skære brødskiver. De forskellige større brødskærere blev udkonkurreret af en lille praktisk brødskærer. Den var lavet af støbejern og havde et skær med håndtag. Brødet anbragtes i en holder af træ og med hånden skubbet frem til kniven. Det viste sig at denne maskine var prisbillig, driftssikker og let kunne rengøres og stilles af vejen. En mekanik indstillede brødtykkelsen.
Raadvad brødskærer, Museum Nordsjælland
Adskillige fabrikker solgte disse små brødmaskiner, bl.a. Ginge, Voss, Alfa, Kontrol og Hørsholm og tyske Alexandrawerke, men det blev knivfabrikken i Raadvad ved Mølleåen, som blev storleverandør af den lille brødmaskine. Raadvad startede produktionen af brødmaskinen i 1890-erne. Klingen var af engelsk rustfrit stål. Den gamle fabrik gik i 1921 konkurs, men Scania-Vabis overtog driften og koncentrerede produktionen til de velkendte produkter: brødmaskiner, knive og barberblade. Raadvadmaskinen blev brugt i de fleste mindre og mellemstore husholdninger – og til søs i fiskeskibenes og dampskibenes kabysser. Produktionen i Raadvad stoppede i 1973. Museer i hele landet har i deres samlinger brødmaskiner, og de fleste er i god stand. Det siger noget om, hvor udbredt brødmaskinerne var.
Eva-pålægsmaskine, Vejle Museum
Pålæg var også en sag som krævede skarpe knive og håndelag, og i 1950-erne kom en maskine, som kunne klare store mængder af pålæg på kort tid. Det var Eva-maskinen lanceret i 1952. Den kunne også skære brød og den kom til at stå i mange danske køkkener. Den findes i forskellige farver, men funktion og form er den samme. En cirkulær klinge er fastgjort i en holder og drejes ved et håndtag og dertil en plade til anlæg for brødet. Maskinen skrues fast på kanten af køkkenbordet. I stedet for at købe skiveskåret pålæg i butikkerne, kunne man selv skære pålæg og angiveligt spare lidt penge. Maskinen blev produceret i Skive på fabrikken Metallic. En ny elektrisk udgave blev ingen succes.
Produktionen af Eva-maskinen standsede i 1988. Det var ændrede brødvaner som gjorde sig gældende. Man købte ikke længere de store rugbrød, men i stedet skiveskåret rugbrød i supermarkedet. Madpakken med rugbrødshumpler var desuden på retur i 1980-erne. Andre brødtyper som ciabattabrød, majsbrød, trekornsbrød m.v. kom frem.
Foto 1963 af køkken i lejlighed i St. Paulsgade i København. I det velindrettede køkken med tapet ses en Raadvad maskine til højre på bordet, kbh.billeder.
Såvel Raadvad maskiner som Eva-maskiner hører til i fortiden. De produceres ikke længere og er kommet på museum. Men ikke desto mindre er de stadig efterspurgte, og bliver de passet med omhu er de næsten uopslidelige. De kan stadigvæk købes som genbrug. Antikviteter er de ikke og bliver det næppe heller, men gode brugsgenstande i et køkken, hvor man stadig smører madpakker og selv sørger for, at det som ryger indenbords er sundt og godt. Meget har forandret sig i de senere år mht. mad, men danskerne sætter stadig pris på rugbrød både til hverdag og fest. Et flot smørrebrødsfad er noget som giver appetit og glæde. Rugbrødet holder skansen.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 18. november 2025]
