Historiens Aktører 76 - Marie Bregendahl
Kvinder gjorde sig i modernismens og industrialiseringens tid mere og mere gældende, og de første kvinder, som skabte sig et navn, brød så at sige isen for de efterfølgende. Tit blev de gift med mænd, som blev anerkendte kunstnere i samtiden, og det faktum gjorde det muligt for dem at komme ind i kunstens verden, men det gjorde ikke nødvendigvis deres vej lettere. Det gjaldt inden for malerkunsten Anna Syberg og for billedhuggeren Ane Marie Carl-Nielsen. I litteraturens verden er Marie Bregendahl et tilsvarende eksempel.
Hun var født i Aakjær, Fly sogn ved Skive i 1867 og datter af en storbonde på gården Bregendahl. Marie mistede sin mor, da hun var tolv år, og som ældste datter måtte hun træde i hendes sted på gården, men hun ville fra ganske ung gå sine egene veje, hoppe ud af træsko og forklæde og skabe sig en selvstændig tilværelse. Det var stik imod farens ønske og imod landsbysamfundets normer. Hun skulle som andre unge kvinder giftes og blive en god husmor og mor. Den Chresten-Koldske undervisning var kommet til egnen meget imod den stedlige præst og de gamle bønders vilje. Ifølge deres opfattelse af skolegang og opdragelse skulle den gamle udenadslære fortsættes, og ungdommen skulle tugtes. Sammen med andre unge søgte Marie til oplysningens arnesteder, hvor der var sang og foredrag. Hun fik gennemtrumfet et højskoleophold og kom ud at tjene. Hun blev imidlertid efter farens vilje forlovet med møllersønnen Jens Peter, men traf en jævnaldrende ung mand Jeppe, som også ville ud i verden og var mere til bøger end til hest og plov. Han kom fra en lille gård i Åkjær. Denne Jeppe Jensen viste sig som en handlingens mand. Modigt gik han op imod de stedlige autoriteter, især præsten, og den indgroede konservatisme. Det skete i en række foredrag og med mange avisartikler. Den unge mand mestrede både skrivekunsten og talekunsten. Men det var midt i 1880-erne, da forfatningskampen mellem Højre og Venstre var på sit højeste, så den slags kunne ikke ske ustraffet. Jeppe blev anklaget for at ophidse folk og for bespottelse af folkekirken. Han blev sat i Viborg arrest og først udfriet, da stiftamtmanden indså det juridisk uholdbare i fængslingen af en ung mand, som i grunden kun havde sagt sin mening, hvilket ifølge grundloven var tilladt.
Jeppe blev løsladt og fortsatte sin vej bort fra landbrug og snæversyn. Han kom på højskole på Askov, og derfra gik det videre med undervisning og foredragsvirksomhed. Undervejs udviklede han en livlig brevveksling med Marie, som havde forladt hjemmet og var i tjeneste forskellige steder. De to var på bølgelængde angående mange af tidens spørgsmål.
Efterhånden blev følelserne varme og sagen udviklede sig til en ”menage a trois”, for Marie var jo forlovet med den unge mand Jens Peter, som nu var under uddannelse til mejerist. Han og Jeppe var venner og det gjorde ikke situationen nemmere. De bejlede om hendes gunst og ville begge giftes med hende, men Marie var ikke villig til at blive gift og få børn. Hun ville stå på egne ben og udvikle sine evner.
Til sidst blev hun nødt til at vælge mellem de to, og det blev Jeppe, som løb af med sejren. De havde mere til fælles end hun og mejeristen, nemlig fremtidshåbet, et nyt samfund, hvor kvinder havde erhvervsarbejde, egne meninger og kunne engagere sig i politik. Jeppe skrev breve der gerne begyndte: ”Min elskede Marie”... Efterhånden var Jeppe 25 år og han savnede en kvinde i sit liv … men Marie ville stadig ikke giftes og ikke have børn.
Marie fandt en vej ud af livet som tjenestepige og husholderske, en vej som kunne gøre hende selvstændig. Hun startede med penge hjemmefra et pensionat i Nørregade 14 i København. ”Det jyske pensionat” blev det kaldt, fordi mange af beboerne var unge fra Jylland. Jeppe læste til studentereksamen og flyttede ind på ”Det jyske pensionat”. Men så skete katastrofen. Marie blev gravid. Det resulterede i et hastigt bryllup på rådhuset mellem Marie og Jeppe. Marie fødte i januar 1894 en søn, som blev døbt Svend. Pensionatet gik ikke godt økonomisk, men var mødested for en gruppe unge studerende og Marie var formand for foreningen som kaldtes ”Ungdomshjemmet”.
Tilværelsen i storbyen var ikke nem. De to unge blev plaget af økonomiske sorger, med mange udgifter og få indtægter. Det endte med at Jeppe flyttede fra pensionatet og senere drog til Jylland og efterlod Marie og Svend i København. Pensionatet blev afviklet, men det blev ægteskabet også. I 1900 blev de skilt. Deres genvordigheder og deres modsatte ønsker skilte dem og Marie var skuffet over Jeppe. Han havde fravalgt hende og deres søn.
Jeppe Åkjær fortsatte ad sin egen vej og blev digter, i sin samtid en kulturpersonlighed og desuden lykkelig gift med en kvinde, Nanna Krog, som var billedhugger, og sammen flyttede de ind på den nye gård ”Jenle” i Salling. Åkjærs bog ”Vredens børn” fra 1904 belyste de ringe livsvilkår for landbrugets tyende og daglejere, og bogen var med til at starte den langvarige politiske kamp, som ændrede de undertryktes forhold.
Marie måtte som enlig mor igennem adskillige vanskelige år, ernærede sig som korrekturlæser og var husholderske for en bror. Men hun fandt også vej til et forfatterskab. Hendes første roman fra 1912, ”En dødsnat”, er en genoplevelse og refleksion over hendes mors død, en begivenhed som kom til at præge hendes liv.
Hun skrev efterfølgende en serie romaner og en række novellesamlinger. Hendes mange tekster er fine realistiske skildringer af det gamle bondeliv og af mennesker, sådan som hun selv havde oplevet dem på hendes hjemegn. Takket være rejselegater kunne hun besøge Norge, Tyskland, England og Frankrig. Hun blev anerkendt, var i stand til at leve som forfatter og kom i 1918 på finansloven. Det var en sejr for hende personligt men også for kvindesagen. Hun fortsatte med at være produktiv. Hendes sidste roman, udkom i 1934-35 og den handler om livet på landet i den turbulente tid under provisorieårene. Og hvad skete der med lille Svend? Jo han havde arvet sin mors og fars sprogsans. Han blev sprogforsker, landsarkivar i Viborg og endte som rigsarkivar.
Marie døde i København i 1940, et par måneder efter tyskerne havde besat Danmark.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 26. maj 2026]
