Historiens Aktører 77 - Falcone og Borsellino
Falcone og Borsellino! Måske siger navnene ikke danskere så meget i dag, men i Palermo og på Sicilien er de to langt fra glemt. Det er navnene på to undersøgelsesdommere, som med fynd og klem tog kampen op mod mafiaen og som kom til at betale den højeste pris. De blev begge myrdet af de kriminelle og kyniske banditter, som mafiaen består af.
Når man lander med et fly i Palermo, så lander man i ”Falcone - Borsellino Airport”, og i lufthavnen er der en statue af de to dommere lavet af kunstneren Tommaso Geraci. Et museum er åbnet i Palermo, og det dokumenterer mafiaens forbrydelser, blandt andet mordene på Falcone og Borsellino. ”No Mafia Memorial” er navnet. Her har man dekonstrueret de klichéer og løgne, som Hollywood har bygget op omkring mafiaen i film som ”Godfather”. Der er intet romantisk ved mafiaen. En række murmalerier af mafiaens mange ofre udstiller forbrydelserne. En katolsk præst i Palermo, som modarbejdede mafiaen og talte højt om dens forbrydelser blev ryddet af vejen i 1993. Giuseppe Puglisi var hans navn. ”No mafia” er en græsrodsbevægelse, som bekæmper mafiaen og dens uvæsen.
Falcone og et andet offer for mafiaen på murmaleri i Palermo, no mafia meorial.
Mafiaen er en forbryderorganisation af gammel dato. Den havde sit hjemsted i Syditalien og på Sicilien i mange år, og derfra blev dens system i begyndelsen af 1900-årene overført til USA, hvor den også blev et stort samfundsproblem. I korthed går mafiaens metode ud på at tjene penge, helst mange penge på forskellige ulovlige forhold, det være sig narkotika, menneskehandel eller tyveri. Forbryderne betjener sig af en kombination af bestikkelse, trusler og vold, i yderste fald mord på andre som ikke makker ret eller er til fare for organisationen. Det er en organisation som søger at infiltrere erhvervsliv, offentlige institutioner og politik, og derfor bliver den så farlig for samfundet. Det er klart, at et samfund der bygger på folkestyre og retfærdighed ikke kan tolerere bandituvæsen, men må bekæmpe den slags. Men det skal ske efter loven og det kan være svært med en organisation, som sætter sig ud over loven, og hvis magt er baseret i brutalitet. Man kan spørge sig, hvorfor det er i det katolske Italien, at mafiaen har sine rødder?
En af forklaringerne er den fattigdom, manglende uddannelse og arbejdsløshed, som har præget Syditalien i generationer. Det var en gruppe af godsforvaltere, som i slutningen af 1800-tallet tiltog sig magt med voldelige midler, og da myndighederne ikke var magtfulde, kunne de slippe afsted med det. Kendetegnende for mafiabanditterne til forskel fra andre kriminelle er den særlige struktur med territorier, som styres af ”familiens” medlemmer og de særlige æresbegreber, som gælder for ”familien” med ”vendetta”, blodig hævn.
Magten over organisationen bliver sommetider udfordret indefra. Et opgør i mafiaen blev i 1981 udløst af mordet på Stefano Bontate. Den interne magtkamp fik i 1984 Tommaso Bruscetti til at overgive sig til politiet, da en af hans sønner blev myrdet. Han fortalte politiet alt, hvad han vidste, og det var ikke så lidt. Resultatet blev en bølge af arrestationer, hvorefter der rejstes tiltale mod 344 personer. Mafiaen svarede igen med at myrde så mange som muligt af de, som samarbejdede med politiet. De forsøgte også ved bestikkelse og ved at betale for dyre advokater at få de anklagede frikendt og løsladt, men Giovanni Falcone kendte mafiaen og dens metoder og han fortsatte ufortrødent arbejdet med mafiaprocesserne. Den 23. maj 1992, da Falcone i sin bil kørte på motorvejen ved byen Capaci blev hans bil sprængt i luften. Han overlevede ikke attentatet. Hans arbejde som anklager blev fortsat af Paolo Borsellino. Falcone og Borsellino var jævnaldrende, opvokset i Palermo og gode venner. De havde samme ønske om at bekæmpe mafiauvæsenet.
Efter Falcones død tog politiet ingen chancer. Borsellino var mandsopdækket af livvagter, men da han en dag i juli 1992 besøgte sin mor, blev en Fiat parkeret ud for hendes hus sprængt i luften, da Borsellino ankom i bil. Dommeren og hans fem livvagter omkom ved den voldsomme eksplosion. Mafiaen havde igen demonstreret sin magt og myndighedernes afmagt, men de to mord fik befolkningen i hele Italien til at vende sig mod mafiaen, og i politiske kredse var man klar over, at nu var grænsen nået. Der blev indledt en klapjagt på de ledende Corleoni-mafiosi. Mafia-lederen Salvatore Riina blev anklaget for at stå bag mordene på Falcone og Borsellino. Han fik livstidsdom, og en anden mand ved navn Matteo Denaro blev også idømt fængsel på livstid.
Befolkningen rejste sig mod mordene på Falcone og Borsellino. Her en plakat fra en demonstration i 1993. Teksten lyder: I har ikke dræbt dem. Deres ideer bæres videre på vores ben
Disse domme fik nogle af mafiaens sicilianske ledere uskadeliggjort, men organisationen lever videre. Den har nu bredt sig til Norditalien og Sydtyskland og en magtfuld aflægger findes i Albanien, hvor politikere og politiet er infiltreret af mafiaen. Den albanske mafia er stærk i flere europæiske byer, bl.a. London, hvor den kontrollerer det store kokainmarked og samarbejder med de sydamerikanske narkokarteller. Albanien står foran optagelse i EU, og det kan betyde, at man inviterer mafiaen inden for i andre europæiske lande. Mafiaen er velorganiseret og disponerer over penge og moderne teknologi. Via deres forbindelser er de velorienteret om politiske og økonomiske forhold. Desuden er de klar over, at befolkningen betragter dem med mistro og had, men det søger man at neddæmpe ved milde gaver til lokalsamfund og sociale hjælpeprogrammer. Der er ikke tvivl om at mafiaen er blandt demokratiets farligste fjender, og sammen med lobbyister nedbryder de samfundet indefra. Der er brug for mange flere folk af samme kaliber som Falcone og Borsellino, hvis fjenden skal bekæmpes effektivt.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her
[Historie-online.dk, den 9. juni 2026]
