Sandheden om Skoleskibet "København"

Af Kresten Søe

Måske dansk søfarts mest kendte gåde

Skoleskibet København blev bygget 1921 som ØK’s og H.N. Andersens stolthed og var et af samtidens største sejlskibe. København kunne foruden at være skoleskib medbringe forskellige laster på op til 5400 tons fra havn til havn. Bogen følger i starten bygningen, de 10 rejser, livet, arbejdet og forholdene ombord med styrmandselever, kaptajner og besætning.

Skibet var på hele 3901 bruttotons, en af de seks eneste fem-mastede barker i historien og imponerede ikke bare i kraft af sin størrelse men også med sin maritime skønhed. København var - som et af de sidste store sejlskibe - også et nationalt symbol for hele landet. Således var årets danske julemærke anno 1922 en afbildning af Skoleskibet København for fulde sejl. - se illustrationen længere nede.

København med alle (de trekantede) stagsejl sat. Bemærk de fire fuldriggede master med ræer og beslåede råsejl og den sidste - mesanmasten - med gaffel og bom - definitionen på en fire-mastet Bark. Th. Elever i de 47 m. høje master. Devicen her var: ”en hånd til skibet og en til dig selv”. Livliner var et ukendt begreb også i hårdt vejr.

Også af den grund fremstod det som en national katastrofe, da skoleskibet forsvandt sporløst i Sydatlanten 1928 og tog hele sin besætning på 45 elever og 15 fuldbefarne søfolk med sig. ØK sparede ingen midler på en eftersøgning. Men trods de omfattende anstrengelser blev forliset aldrig opklaret. Københavns forsvinden stod derfor i næsten hundrede år som dansk søfarts mest kendte gåde.

Forliset, der blev et mysterium

Forliset gav anledning til mange gisninger, myter, falske historier i form af utroværdige vidneudsagn, mystiske luftspejlinger og clairvoyante mænd og spåkoner, hvor desperate pårørende i reglen greb ethvert halmstrå i håb om, at deres kære havde overlevet og afventede redning et eller andet sted.
Alle håb punkteredes dog et for et, og det endte med bitre uretfærdige bebrejdelser mod ØK, hvor H.N. Andersen af desperate forældre blev bestormet og uretsmæssigt anklaget for ikke at gøre nok i sagen med nye eftersøgninger.

En tidligere bog om emnet: ”Palle Bruus Jensen: Skoleskibet København. Historie, forlis, tragedie” udkom i 2005. Her henførtes forlisets årsag til et formodet sammenstød med et isbjerg.
Et andet spor - tilsynekomsten af skibet ved Tristan da Cunha - nævnes, men uddybes ikke med nærmere opfølgning udover at referere behandlingen i samtiden.

Mysteriet opklares

Dette spor følges og uddybes til gengæld af denne bogs forfatter, Knud Jakobsen, som ikke bare redegør for, hvordan og hvorfor Tristan da Cunha sporet i første omgang ikke blev fulgt op til trods for, at flere af øens indbyggere både havde set og identificeret skoleskibet drivende og efterfølgende forsvinde ved øen i januar 1929, selv om at forliset faktisk kunne dateres en måned forinden.

Årsagerne hertil var mange og indviklede, men redegøres udførlig i denne bog af Knud Jakobsen, der er Sea War Museets faste medarbejder. Denne fremlægger tværtimod en helt anden historie om både vraget og den plausible årsag til forliset. Yderligere bekræftes det af, hvad der kan betegnes som det næsten til vished formodede faktiske fund af Københavns vrag ved øen allerede i 2011. Et fund af lokale dykkere, som også medvirker i fremstillingen og kan dokumenteres med fotos fra havbunden.

I bogen forklarer Jakobsen, hvordan skibet i 1928 kæntrede i Sydatlanten og senere rejste sig af sig selv og derefter delvist vandfyldt drev tværs over Atlanten for senere - den 21. januar 1929 - at strande og blive sønderslået af havet ved Tristan da Cunha.

Klare enslydende vidneudsagn blev afvist i samtiden

Lokale beboere så det letgenkendelige skib med de karakteristiske fem master drive ind mod øen med agterstævnen dybt i vandet og kun to stagsejl sat. Der var ingen redningsbåde og ingen besætning at se på det klart havarerede skib, hvorfra ingen livstegn var hørt siden 21. december året før. Formentligt omkom alle mand, allerede da skibet kæntrede og vraget siden da blevet drevet med vind og strøm mod øen.

Et yderligere moment, der medvirkede til, at vidneudsagnene i samtiden blev afskrevet som upålidelige var, at vraget af det strandede skib næsten med det samme forsvandt fra havets overflade. Farvandet ved Tristan da Cunha er noget af det barskeste i verden, så vraget var allerede dagen efter slået totalt fra hinanden og derfor ikke længere at se.

Ekspedition til vraget er planlagt

Tristan da Cunha vragets identitet er dog ikke endegyldigt bevist, selv om både forlisets forløb og identiteten af det fundne vrags stort set til vished er fastslået. Tilbage står her at skaffe flere genstande med endegyldigt bevis fra det sønderslåede skrog via en dykkerekspedition.

En sådan er da også planlagt via Sea War Museets grundlægger Gert Normann Andersen, hvis undervandsentreprenørfirma JD-Contractor må siges at være et af verdens mest erfarne på dette område.
Men opgaven er både bekostelig og uhyre vanskelig på grund af vragets utilgængelighed, øens isolering og de farlige vind- og vejrforhold.
Normann har her fremsat en plan, der indebærer et budget på 30 mil., som foruden et stort eget bidrag søges suppleret med fondsmidler.

Måtte projektet blive en realitet med al den presse og tv, det kunne indebære. En bedre illustration af og almen udbredelse af dette spændende stykke dansk søfartshistorie kan næppe tænkes.

 Tv. Skoleskibet bliver nationaleje på julemærket 1922.        Th. Anker af type som Københavns på havbunden.

En milepæl i dansk søfartshistorie

Bogen er både spændende og letlæst og vil tiltale alle søfartshistorisk interesserede. Layoutet er indbydende og fremstillingen overalt gennemillustreret med fotos af agerende personer og skibe. Her især - selvfølgelig - skoleskibet i alt dets nostalgiske sejlskibspragt.

Den næsten sensationelle velunderbyggede opklaring af dansk søfarts bedst kendte mysterium er illustrativ og fint opbygget. Man fristes næsten til at spørge, hvorfor disse oplysninger ikke er blevet fremlagt tidligere? Det centrale i forklaringen ligger her - ifølge Knud Jakobsen - for en stor del i, at de første vidneudsagn fra 1929 ikke blev taget alvorlig.

Kompleksiteten af i netop dette element fremgår da også i forfatterens redegørelse for de mange facetter og indbyrdes misforståelser, som for en stor del var grundet i mødet mellem vesterlændingene og Tristan Da Cunhas særegne lokale kultur. I netop denne redegørelse gælder det for alvor for læseren at holde tungen lige i munden.

Et yderligere plus i fremstillingen er, at Jakobsen overalt underbygger sine teorier med solide valide sammenlignelige fakta og udtalelser fra sejlskibsfagfolk. Det være sig fx om kuldsejlingen, omstændighederne omkring det forladte vrags senere opdukken på ret køl samt havets lynhurtige ødelæggelse af det strandede vrag.

Jakobsen har valgt primært at bruge de gængse sejlskibstermer direkte i fremstillingen. Her kunne fx bidevind, stagsejl, skalkede luger, stående og løbende rig for mig bedst af hensyn til mindre befarne læsere have været tjent med en udbyggende maritim ordforklaring.

[Historie-online.dk, den 16. september 2026]