Historiens Aktører 82 - Johan Christian Drewsen

I 1800-tallet var Danmarks erhverv landbrug, søfart, handel, håndværk og fiskeri, men et nyt erhverv føjede sig til og voksede sig stort: industri. Industri forstået som massefremstilling af en vare på en fabrik var ikke ny. En af merkantilismens dogmer var fremstilling af produkter på egne fabrikker. Den slags fabrikker var så ressourcekrævende, at de nærmest kun eksisterede på foranledning af kongelige forordninger og som monopoler. Mange forsøg på at drive fabriksvirksomhed mislykkedes, mens andre blev fortsat, bl.a. når det drejede sig om forsyninger til kongens hær og flåde. Fabrikker i Hellebæk og Frederiksværk fremstillede håndvåben, geværer og krudt og kanoner. De ældste fabrikker blev drevet ved vandkraft. Vandhjul overførte den nødvendige kraft til hamre, kværne, stamper og save. Mølleåen nord for København førte tilstrækkelig meget vand til, at man kunne udnytte vandkraften. Der lå ni vandmøller langs åen. Ved åens udløb i Øresund lå en papirmølle, Strandmøllen, som var i slægten Drewsens eje. Christian Drewsen overtog i 1776 møllen. Papirfabrikant Christian Drewsen var gæstfri og hjælpsom. Det kom til udtryk, da han skjulte digteren Malthe Conrad Bruun, der blev forfulgt at politiet i København på grund af sin forfattervirksomhed. Fra Strandmøllen flygtede Malthe Conrad Bruun til Hven, og han endte i frihedens land, Frankrig.

Papirfremstillingen, en kinesisk opfindelse, var en enkel proces, hvor klude eller træ knustes, omrørtes i vand i bøtter, hvorpå massen blev spredt ud på fintmaskede rammer og tørret. Det meste af arbejdet var manuelt. Strandmøllen leverede papir til forskellige formål, især skrivepapir, tegnepapir og trykpapir. I mange år havde Strandmøllen eneret til at indsamle klude i København. Der blev ikke fremstillet papir nok i Danmark. Papir blev derfor importeret fra Holland og Tyskland.

I slutningen af 1700-tallet fik fabrikkerne en ny effektiv energikilde, dampkraft, og det ændrede deres produktion og produktivitet. En industrialisering fandt sted i hele Europa, og den udvikling nåede også Danmark. Den første maskine til produktion af papir blev opfundet i Frankrig i 1799, og den blev videreudviklet i England og USA.

I Strandmøllen skete i 1810 et generationsskifte. Den ældste søn Johan Christian Drewsen overtog driften af møllen, og med ham fik Strandmøllen en dygtig leder, og en mand som på mange måder tegnede den nye tid i Danmark. Han sørgede for indkøb af en dampmaskine, og i 1829 blev installeret en papirmaskine og en hydraulisk presse. Strandmøllen kunne øge produktionen og blev leverandør af papir til staten, bl.a. Nationalbanken og til mange bogtrykkerier. På fabrikken arbejdede omkring 150 ansatte. Johan Christian var en mand med ideer. I sin ungdom var han tilhænger af den franske revolution og ønskede at blive fransk soldat. Men han blev forelsket og gift. Soldaterdrømmen fik han rigelig opfyldt, da englænderne angreb København i 1807. Han deltog i et af livjægernes udfald og var nær blevet skudt og oplevede senere bombardementet af byen og så folk blive sprængt i stumper og stykke.

Fabrikant J.C. Drewsen støttede reformpolitikken. Især forholdene i landbruget lå ham meget på sinde. I en periode drev han to gårde, skrev om landbrugsdrift og blev i 1819 præsident for Landhusholdningsselskabet, hvis mål var at uddele præmier til folk, som havde ydet en særlig indsats for fremme af landbruget. Drewsens hjem blev besøgt af tidens kunstnere og videnskabsmænd. Han var gode venner med Rahbæks, der var familie og skrev jævnligt til Jonas Collin. Da han skrev imod nedsættelsen af told på importeret olie i 1830, pådrog han sig kongelig vrede. Han var, som hans sagde, demokrat og blev i 1834 indvalgt i stænderforsamlingen i Roskilde, hvor han blev bondestandens ledende talsmand og argumenterede for standens endelige emancipation, hvilket vakte stort røre.

I 1844 overlod han Strandmøllens drift til sine to sønner Christian og Michael. Det gav ham mere tid til politisk virke. I spørgsmålet om Hertugdømmerne var han tilhænger af en sindelagsgrænse, og han støttede Hiort Lorenzen og de danske skoler. Han overrakte i 1843 ved et folkemøde på Skamlingsbanken Lorenzen et drikkehorn af sølv som hædersgave for hans indsats for det danske sprog. I 1846 var han sammen med Anton Tscherning stifter af Bondevennernes Selskab, som senere udviklede sig til partiet Venstre. Bondevennen Drewsen valgtes til den grundlovgivende forsamling i 1848.

Sygdom og alderdom satte en stopper for hans politiske virke. Hans to sønner fortsatte hans virksomhed og de grundlagde en ny papirfabrik i Silkeborg. Det blev Christian som førte Strandmøllen videre, mens Michael udbyggede fabrikken i Silkeborg. Johan Christian Drewsen døde i 1851. Han var en forkæmper for folkestyre   og for bondestanden en helt. Her og der sås i bondevenners hjem en lille buste af J.C. Drewsen.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her

[Historie-online.dk, den 15. september 2026]