Museumsnumre 124 - Symaskine
Symaskinen er en industriel opfindelse. Den fik stor betydning for produktion af tøj. Hvor skræddere havde siddet med nål og tråd i hånden, overtog maskinen det manuelle syarbejde. Tøj kunne fremstilles hurtigere og billigere.
I korthed drejer det sig om, at en undertråd og en overtråd ved hjælp af den mekaniske nål sys sammen i stoffet i et sting og derved holdes sømmen sammen af de sting, maskinen laver. De første maskiner var hånddrevne. Via et svinghjul og tandhjul overførtes kraften til synålen. De ældste maskiner syede ligesting, men efterhånden udvikledes maskinerne til at sy zig-zag sting. Der skelnes mellem industrimaskiner og almindelige symaskiner og det er den sidste gruppe, som vi her vil se på. Det er også den gruppe, som er velrepræsenteret i museernes samlinger.
Maskinsyet sommerkjole ca. 1850, Nationalmuseet
De første maskiner dukkede op i Frankrig og USA. Bartelemy Thimonnier var navnet på den franskmand som i 1830 fik patent på en symaskine. Den var et kasseformet monstrum af træ med en nål, som blev aktiveret af en fodpedal. Thimonnier fik den franske hær som kunde, og 80 maskiner var i gang for at skaffe uniformer til hæren, som invaderede Algier. Imidlertid blev hans virksomhed i Paris brændt ned, men han startede en ny i provinsen og forbedrede sin symaskine, som vandt flere udstillingsmedaljer. Maskinen var i det lange løb ingen succes. Han opgav og blev skræddermester.
I USA opfandt Elias Howe en symaskine i 1846 og fik patent på den. Isaac Singer fremstillede i 1851 en forbedret udgave af Howes symaskine. Singer maskinen var en bordmaskine med jernarm og vertikal nål og en horisontal syplade. Andre opfindere lavede tilsvarende forbedrede maskiner, og det resulterede i en ”patentkrig”. Det lykkedes en advokat at få opfinderne til at forliges og samarbejde om en optimal maskine. En dygtig forretningsmand, Edward Clark, grundlagde derefter ”Singer and Co”. Singer, Howe og de øvrige opfindere gled i baggrunden, og ”business” tog over. ”Singer and Co” blev et kapitalstærkt mærke med adresse på Manhattan. Man satsede på reklame og masseproduktion. Maskinen blev løbende forbedret bl.a. med en transportør og en trykfod. Singer blev markedsførende i USA og eksporterede snart maskiner til hele verden. I 1872 producerede man 200.000 maskiner om året.
Singer symaskine, Smithsonian
Danmark var fra starten med i kapløbet om at fremstille symaskiner. De første amerikanske symaskiner dukkede op herhjemme i 1860-erne, og der var straks interesse for at fremstille danske symaskiner. Ved Industriudstillingen i København 1872 deltog ikke mindre end 15 danske symaskinefabrikanter. De fleste fra København men også Vejle, Odense, Århus, Horsens og Rønne havde fabrikanter. Det var mest småfabrikanter. Firmaet Bendix og Co i København lavede en lille bordsymaskine i støbejern med buet arm. En sådan maskine kostede omkring 20 Rdlr. Firmaets kontor lå ved Holmens Kanal. Teknisk Museum har adskillige maskiner fra Bendix og Co. Bergmann og Hüttemeier var en anden københavnsk fabrik, hvis maskiner også findes i Teknisk Museums samling. I Odense fremstillede Hans Jørgen Demant i 1861 en dansk symaskine. Hans fabrik i Vindegade fremstillede stort set alle delene til symaskinen, og maskinen blev eksporteret til udlandet. I 1882 var årsproduktionen 1400 maskiner, og fabrikken havde omkring 50 ansatte. 1876 begyndte desuden firmaet C.F.A. Knudsen i Kongensgade i Odense at lave symaskiner, men her var tale om overvejende importerede dele. Knudsens symaskine var en hånddrevet lille bordmaskine, som gennem tiden blev forbedret.
Dansk symaskine af mærket Bendix og Co, privatsamling
De amerikanske symaskiner havde danske agenter, og konkurrencen var hård. Det resulterede i at de danske symaskinefabrikanter blev udkonkurreret. Demants symaskineproduktion ophørte i Odense, og firmaet flyttede til København og gik over til at sælge høreapparater. C.F. Knudsen fortsatte som eneste symaskineproduktionen indtil 1960. Danmarks Brugsforening importerede fra 1930-erne symaskiner og kaldte deres maskine Major.
Dansk symaskine af mærket C.F.A. Knudsen, Odense Bys Museer
Hvem brugte symaskinerne? De blev først anskaffet af skræddere. Maskinsyning begyndte allerede i 1860-erne herhjemme og Nationalmuseet har en maskinsyet sommerkjole fra den tid. Efterhånden opstod virksomheder, som producerede konfektionstøj i større mængde og havde mange syersker og industrimaskiner. Men også mindre systuer fik glæde af symaskinerne. Det var steder, hvor man lavede tøj efter kunders ønsker og forandrede og reparerede værdifuldt tøj. ”Haute couture” blev fremstillet på systuer, og man benyttede overvejende håndsyning. En del syarbejde blev organiseret efter forlagssystemet, dvs. at firmaer stillede en symaskine til rådighed for en kvinde, som kunne sidde hjemme og sy. Meget udbredt blev familiesymaskinen. Kvinder sparede op til en symaskine og en sådan husholdningssymaskine fik den betydning, at fingernemme husmødre kunne sy det meste af familiens tøj, og det betød store besparelser og bedre tøj for arbejdere og andre med beskedne lønindtægter. Skive Museum har en håndsymaskine, hvorom der er oplyst: ”Givet i konfirmationsgave 1885”. Handskemagere og hue- og kasketfabrikanter brugte også symaskiner.
Fotografi fra systue i Odense ca. 1900. Fire syersker er samlet og i midten ses en trædesymaskine. Odense Bys Museer
De symaskine som solgtes og anvendtes herhjemme, finder vi på museerne, men ofte med mangelfuld datering og uden proveniens. Vores nordiske naboer fremstillede også tidligt symaskiner. Svenske Husqvarna, oprindelig en våbensmedje, udviklede fra 1872 nye produkter heriblandt symaskiner. I 1883 sendte de en symaskine på markedet, som blev udbredt i de skandinaviske lande. Husqvarna symaskiner blev regnet for kram. Fabrikken har overlevet til vore dage og fremstiller symaskinen Viking, som fås i forskellige modeller.
Husqvarna symaskine, som stammer fra Grindsted Realskole, Billund Museum
Andre europæiske fabrikker tog konkurrencen op med Singer. I Schweiz, som var et land med mange finmekaniske værksteder pga urmageri, begyndte en fabrik i Bern i 1900 at fremstille symaskiner i god kvalitet. Bernina hed symaskinen. Et andet schweizisk mærke var Elna symaskinen. Den blev fra 1940 fremstillet i Geneve i en funktionalistisk stil. I Tyskland blev Pfaff i Kaiserslautern en stor symaskinefabrik og et kendt symaskinemærke. Et andet stort tysk mærke var symaskinen Veritas, som blev produceret i Dresden fra 1855. Også firmaet Anker fra 1876 i Bielefeldt blev en stor fabrik.
Brugsen stod for salg af mange symaskiner mærket Major, Kroppedals Museum
Efterhånden kom flere storproducenter til. I Japan optog man i byen Nagoya produktionen af symaskiner og opnåede efterhånden en stor eksport med mærket Brother. Trædesymaskinerne med de solide, tunge støbejernsborde forsvandt og håndsymaskinerne blev lettere, og de blev leveret i transportkasser og kufferter, som gjorde dem transportable.
Eldrevne symaskiner blev almindelige. Allerede i 1889 lancerede Singer den første elektriske symaskine. Men der gik lang tid inden elektricitet kom ud i husholdningerne. Herhjemme blev el-symaskiner almindelige efter anden verdenskrig.
Husqvarna el-symaskine 1960-erne, annonce
I dag er symaskiner elektroniske. Man indstiller på en skærm symaskinen til de funktioner på maskinen, man skal bruge. Singer markedsførte den første computerstyrede symaskine i 1990. Der er også elektroniske broderimaskiner på markedet. Udviklingen går via pc-styrede maskiner med netforbindelse, en slags ”smart” symaskine.
De gamle symaskiner er blevet antikke og samleobjekter for mekanisk interesserede. Da maskinerne er godt kram og blev produceret i stort tal, kan man stadig købe en antik maskine for et mindre beløb. For de nyere maskiners vedkommende kan en række reparationsværksteder sikre deres fortsatte anvendelse. Et norsk syakademi skriver: ”Kast ikke gamle symaskiner. De er bedre og mere reparerbare end nye. Der produceres fortsat deler til dem”.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 27. maj 2025]
