Museumsnumre 125 - knapper
Navneordet knap kommer fra oldnordisk knappr. Knappen er altså en mindre brugsgenstand, som har været hos os siden folkevandringstiden. I global sammenhæng er den endnu ældre. I vores del af verden er knappen eller knapper, for de forekommer oftest i flertal, oprindelig en skive eller knop af ben, horn, træ, glas eller metal, som anvendes til at lukke en beklædningsgenstand. Til knapperne hører altid syede knaphuller. Knapperne rubriceres efter, hvad de bruges til, e.g. bukseknap, skjorteknap, frakkeknap, manchetknap osv. Knapper anvendes i tætsiddende tøj, ellers kan man ikke få det på. Den slags beklædning blev fra 1400-tallet foretrukket i Nordeuropa såvel af klimatiske grunde som for at spare på tøjforbruget.
Under restaurering af Højby Kirke i Odsherred fandt man ved harpning af gulvmateriale en række knapper, som folk gennem tiden har tabt i kirken. Denne knap er af horn og antages at være fra middelalderen. Nationalmuseet
I en moderne sammenhæng er ordet knap også anvendt om noget, der kan slukke og tænde et apparat og om noget, som afslutter en genstand, f.eks. en flagknap.
Lad os se på beklædningsknapperne. De blev fremstillet af knapmagere, der i byerne var en særlig profession, og i København havde deres eget laug. På landet var knapmageri tit en hjemmesyssel, som kastede lidt penge af sig. I 1700-tallet havde nogle knapmagerne koncession på at løbe omkring med deres varer til markeder. De kunne tjene mere end en bonde, men deres anseelse var ringe, og de havde ofte problemer med toldbetjentene. Landsbyernes knapmagere supplerede undertiden deres indtægt ved andet arbejde f.eks. som lærere. Knapmageren slog med en hugpibe i en plade eller han støbte knapperne i en form. En anden fremstillingsmåde var at dreje en træstok og udsave knapper deraf. I knappen borede eller lavede han med en tang to eller fire huller. Metalknapper blev forsynet med en syøsken.
Støbeform til to knapper, Viborg Museum
Med industrialiseringen fra 1850 kom knapfabrikation, og håndarbejdet blev erstattet af maskiner: stansemaskiner, pressemaskiner, falsemaskiner og polermaskiner, og nye materialer som ebonit, celluloid og bakelit kom frem. Hule metalknapper blev sammensat af tre dele, en overdel gerne med et præg, en flad underdel og derimellem pap og evt. kitfyld. Underdelen fik enten en øsken eller et hul med et stykke stof, som man kunne fæstne knappen i. En stor fabrik var Holger Petersens Tekstilfabrik på Tagensvej i København. Her var fra 1883 knapfremstilling en del af den primære produktion. Fabrikken havde tilhørende arbejderboliger.
Nationaldragt med mange knapper fra Hedeboegnen 1872, danske nationaldragter
Knapperne var ikke alene praktiske brugsgenstande. De var med til at udsmykke dragten. Jo flere knapper jo dyrere beklædning. Måske af samme grund bruges udtrykket at tælle på knapper, dvs. at overveje et svært valg. Hvad havde man råd til? Kvindedragterne var forsynede med knapper, gerne dyre f.eks. i porcelæn eller perlemor, men mændene kunne også være med. Deres knapper kunne være blanke sølvknapper, som tog sig godt ud på en vest og vidnede om ejerens økonomiske formåen. Til diverse uniformer hørte også mange knapper, som regel messingknapper og disse knapper havde dekoration med henvisning til den pågældende tjeneste. Politiet havde politiknapper med billede af lovens hånd med et øje. Marinens uniformer havde knapper med et anker. Toldvæsnets med et kronet rigsvåben. Postvæsnets knapper var et posthorn med krone over. Hæren havde knapper med rigsvåbnets tre løver, og statsbanernes uniformsknapper var med det vingede hjul med krone over. Messingknapperne skulle naturligvis pudses. Jo der var stil over etaternes uniformer helt ned i detaljer som knapper.
Et par messingknapper fra toldvæsnet, Bornholms Museum
To brev med sjældne knapper: kraveknapper, Museum Nordsjælland
Knapperne kunne af facon være flade eller hvælvede og evt. betrukket med stof eller lærred. Nogle knapper var aflange, f.eks. til duffelcoats. Handlede man med knapper, måtte man have et stort lager af knapper anbragt i skuffer og reoler. De knapper som skulle bruges, skulle i størrelse og farve svare til dragten eller beklædningen. Ofte lå knapperne i ark eller breve. Enhver husmor med respekt for sig selv havde foruden sytøj også en knapkasse eller -dåse, så en manglende bukseknap hurtigt kunne erstattes. Knapper var også i begrænset omfang en købmandsvare.
Ellebye Knapfabrik i Østergade på Strøget i København i 1931, kbh.museum
Betrukne knapper, Øhavsmuseet
Med knapper af plastik, kunsthorn og med trykknapper i metal skete der på ny en rationalisering af knapfremstillingen. Disse knapper kunne massefremstilles til mindre priser end tidligere. I Nakskov blev bygget en knapfabrik: Dansk Kunsthorn Industri. I 1940 eksisterede omkring 10 knapfabrikker og knapimportører. De fleste var i København, f.eks. Dansk Knapindustri i Frederiksberggade og Skandinavisk Knap og Spænde Industri i Brønshøj.
Fra 1930-erne kom lynlåsen og konkurrerede med knapperne. Men knapperne er her endnu, og der er endda en tendens til at vende tilbage til pynteknapper og kunstnerisk udsmykkede knapper. Der fremstilles ikke længere knapper i Danmark. Produktionen er flyttet til udlandet, især Kina leverer knapper. Det meste tøj er konfektionstøj fra fabrikken leveret med knapper, men der er stadig folk, især kvinder, som syr deres eget tøj, og de har brug for at købe knapper. Der handles derfor også med brugte og ubrugte gamle knapper ud fra det gode princip genbrug. Vintage og retro hedder moden. Knapper har en lang levetid modsat meget tøj, så gem de fine gamle knapper i knapkassen, som for resten også er spændende for børn.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 10. juni 2025]
