Jernværftet

12 år efter forfatterens første bog, Stålsat, kommer nu næste bog om Svendborg Stålskibsværft. Bogen dækker perioden fra 1926 til værftet lukkede i 1996. Første del af den utroligt imponerende bog omhandler de udfordringer, ledelsen og virksomheden mødte gennem 70 år. Den anden del beskriver produktionen, der under skiftende forhold og held trodsede kriser, lige indtil det var slut

Af Michael Koch

Sidst i 1800-tallet faldt byggeriet af sejlskibe i Danmark, men den udvikling var der tilsyneladende ikke mange, der tog sig af i Svendborg. Lige indtil en tilflytter, den 62-årige kaptajn og dampskibsreder Peter Mærsk Møller, gennem flere indlæg i Svendborg Amtstidende i 1899 gjorde sine “bysbørn” opmærksomme på, at sejlskibene for alvor var en forældet transportform. Kaptajnen understregede omhyggeligt sin respekt for den lokale sejlskibstradition, men han skrev, at Svendborg allerede 10 til 20 år tidligere burde have sadlet om. Møller mente, at “yngre kræfter vil være styrende”, og at byen langt tidligere skulle have etableret et jernskibsværft. Dermed kunne skibsbyggere følge med og skabe erfaring i at bygge skibe af stål, inden sejlskibenes tid endegyldigt var forbi. Møller skrev ganske fornuftigt, at Svendborg nødigt skulle holde fast i træ, for så at se det hele ramle sammen, når kunderne hastigt forsvandt.

Det skulle dog ikke være den nemmeste start for stålet. Først begyndte Ring Andersens Staalskibsværft med stål, og byggede et par små dampere. I 1916 blev værftet solgt, og nye kræfter udnyttede højkonjunkturerne under Første Verdenskrig. Desværre ramte de dårlige tider også det nye værft, og det måtte lukke i 1926. Værftet blev genrejst, men som det mindste i foreningen af jernskibsværfter. Lokalt hed værftet kun “Jernværftet” til forskel fra “Træværftet”, som lå på den anden side af Frederiksøen.

Som A/S Svendborg Skibsværft af 1926 genopstod værftet som en meget mindre virksomhed. Året efter kom værftet ud for en alvorlig ulykke. Et ophængt stillads brast, og to personer faldt langt ned, og desværre kom de alvorligt til skade. Værftet kom dog videre med både nybygninger og reparationer. Det er spændende at læse om værftets udvikling og nybygninger i de årtier. Forfatteren formidler stoffet interessant og levende. I november 1939 forudses det, at den kommende periode ikke vil blive god. Krigens skygge begynder at lægge sig ind over Svendborg.

Nybygning nr. 37 fra 1932. Motorfærgen A.L.B. til den Sydfynske rute Svendborg-Rudkøbing-Marstal. I 1993 kæntrede skibet, men blev hævet og er i dag husbåd i København

Med rygdækning i samarbejdspolitikken og med udsigten til en nedgang i danske ordrer bliver der tvangsarbejdet for tyskerne. 37 procent af omsætningen under krigen ligger i tyske ordrer, og der blev kun udført det værftet blev tvunget til. Sabotageaktioner i Svendborg fra maj til august 1943 betød, at skibsværftet fik krigen at mærke. Blandt værftarbejderne var der en hel del modstandsfolk. Nogle havde held til at udføre sabotage, uden tyskerne opdagede, hvem der foretog sabotagen, mens to blev taget og sendt i KZ-lejr. Desværre kom en af dem ikke hjem igen, mens den anden overlevede og kom tilbage med de hvide busser. Bogen præsenterer en hel del af modstandsfolkene meget respektfuldt. Det store kapitel om værftet under krigen var særdeles spændende læsning. I øvrigt skal det nævnes, at en meget stor brand 10. maj 1943 påførte værftet store skader. Værkstedskomplekset var stærkt beskadiget. Forfatteren er igen lykkedes med at gøre fortællingen levende og uhyre læsevenlig. Læseren kan hurtigt leve sig ind i fortællingerne. Værftet havde under krigen mange skibe i dok for at få udbedret skader efter minesprængninger. Billedsiden overrasker med mange stærke billeder af skaderne. Det er nemt at forstå, hvor nervøse søfolk var i de år. Bogen indeholder omfattende fortællinger fra krigens tid.

9. april 1940 var begyndelsen på en hård tid for den danske handelsflåde. Her er det S/S Delaware, der blev ramt af to bomber fra RAF i Nordsøen. Skibe, der var på vej til eller fra Tyskland, var strategiske mål. Det er Blenheim-bombefly, der ses over skibene

10. maj 1943 blev Svendborg Værft udsat for sabotage. Værkstedshallen udbrændte.

Efter krigen var der et enormt behov for ny tonnage. Handelsflåden havde mistet over 40 procent under krigen, og investeringsniveauet havde været på lavpunktet. Derfor var der i 1946 optimisme, og satsningen fra 1926 bar frugt. I de næste kapitler følger en enestående fortælling med billeder om tiden efter krigen og langt op i 1960-erne. Der er fortællinger om grovsmede, kleinsmede, kobbersmede og alt muligt andet fra værftets drift. Der sker også fremgang med byggeri og reparationer. En trofast kunde var Peter Mærsk Møller, som boede i Svendborg. Når der var trange tider på værftet, indskød skibsrederen kapital, så der fortsat var et værft i byen. Det fortsatte, helt indtil Møller ejede hele værftet. A.P. Møller solgte siden til A/S Carl Nielsens Værft. I 1985 skiftede det navn til Svendborg Værft A/S. Det gik altid op og ned for værftet. Nogle år positivt, andre år tæt på lukning. Det var ikke altid, at værftet var kendt for det bedste. Det hed sig, at man var dyr og ufleksibel som reparationsværft. Modsat var værftet kendt for at bygge stærke skibe i god kvalitet.

Foråret 1948. På bedding står ELLEN NIELSEN, som blev søsat 15. juli 1948. Søsterskibet HUGO NIELSEN er endnu ikke kommet længere end til opbygning af bunden. Til venstre  ses det nye snedkerværksted fra 1945.

I 1970 havde værftet et meget hårdt år. Der var afgivet alt for lave tilbud, og skibene kunne ikke bygges for de penge. Det begyndte at snøre sig sammen. McKinney Møller var anderledes til sinds. Han honorerede alle kreditorer og sikrede, at alle kontraherede skibe blev leveret som aftalt. A.P. Møller havde også Lindøværftet og brugte blandt andet Svendborg værft som underleverandør. Der er mange, lange fortællinger i bogen om firmastrukturer, drøftelser og løsninger på bestyrelsesplan. A.P. Møller trak sig ud af værftet i 1972. Nu hed det A/S Carl Nielsens Værft fra 1972 til 1984. Herefter hed det Svendborg Værft A/S igen frem til 1996. Værftet gik konkurs, og siden blev der blandt andet bygget dele til vindmøller.

En kedelig sag satte i øvrigt Svendborg på erhvervslivets danmarkskort. En sag om overbelåning af fem skibe begyndte at rulle sidst i 1980-erne, og det kom til en retssag i 1993 med efterfølgende ankesag i Østre Landsret. To lokale Svendborgensere blev dømt i sagen.

En bog på knap 700 sider om et værft i Svendborg kan måske virke voldsomt. Det er det ikke. Det bliver meget hurtigt klart, at forfatteren er særdeles dygtig til at gøre teksten både spændende og læsevenlig. Selv økonomi og ordrebøger kan gøres til markant god underholdning, specielt når der komme så mange fortællinger fra Svendborg ind i mellem et utal af billeder. Billederne står i øvrigt rigtig flot på det valgte papir og tryk. I sandhed et imponerende værk og et markant stykke industrielt danmarkshistorie.

[Historie-online.dk, den 8. april 2026]