Amdi forsvinder

Hvordan gik det til, at Mogens Amdi Petersen havnede i Mexico? Forfatteren sætter fokus på Tvindimperiets leder og hans isolerede tilflugtssted i Mexico. Bogen fortæller også om Tvindskolernes opbygning og den pyramidelignende organisation, Lærergruppen

Af Michael Koch

Mogens Amdi Petersen og hans partner, Kirsten Larsen, havde længe talt om at finde det rigtige sted at tilbringe deres otium. Denne søgning efter et passende sted skiftede dog til i stedet at finde et tilholdssted uden udlevering. Tilbage i 2002 fandt de stedet. 100 kilometer syd for grænsen til USA, lidt syd for byen Ensenada i Mexico, fandt de stedet i Pulgas, som ligger ud mod Stillehavet. Her begyndte byggeriet i 2004, det der blev til TG Pacifico for omkring 90 millioner kroner. Byggeriet er et langstrakt kompleks af bygninger i forskellige former og størrelser. Hvor mexicanere i området er kendt for åbenhed og venlighed, mødte indbyggerne nu en gruppe særdeles lukkede og arrogante tilflyttere.

Sideløbende med fortællingen om Tvind-toppens tilholdssted i Mexico skifter bogens fortælling til den første tid for Tvind i Madum. Med bygningen af vindmøllen, istandsættelser og ikke mindst Den Rejsende Højskole og de mange udtjente turistbusser med kakkelovn. Busserne ormede sig ned gennem Europa til fjerne mål som Afghanistan, Indien og andre eksotiske steder for efterskoleelever, højskoleelever, kursister og naturligvis veteraner. En veteran i Tvind-regi er en lærer, man brød sig blot ikke om den slags ord. Veteraner var mere signalet om en flad struktur, hvor alle var lige. I praksis var det dog anderledes, Amdi og co bestemte. Bogen viser, hvor hård og styrende Amdi kunne være, og når han havde et vist publikum, kunne han være meget hård, specielt hvis personen var en, der nød respekt hos andre. Ingen skulle være i tvivl om, hvem der bestemte “i det flade hieraki”.

I et langt kapitel skriver forfatteren om rejserne til Libanon og andre steder i Mellemøsten, hvor kommunistiske grupper var “vennerne”. Mange navne bliver nævnt, og eftersom både medier og PET kiggede Amdi og Lærergruppen over skuldrene, var Tvind-folkene meget forsigtige i telefonsamtaler. Tilbage i Mexico gjorde forfatteren et forsøg på at få Amdi til at forklare sig, det lykkedes ikke. I byen Ensenada mødtes forfatteren med en advokat, og via ham flere andre i byen. I stedet for at møde Amdi, fandt han noget mere urovækkende, skriver han.

Amdi var i 1980 41 år gammel og blevet kæreste med Kirsten A. Larsen, som dengang var 27 år. De to underskrev sig som KLAP, og Amdis navn fremgik aldrig på nogen former for dokumenter. De to blev kun omtalt som Fordelingsgruppen. De to lovgav og sanktionerede. Der fandtes også en gruppe, der hed klunsergruppen. Den gik ud på at indsamle tøj, UFF, til videresalg i blandt andet Zimbabwe. Der står i bogen, at det, der startede med at tjene en værdig sag, endte helt anderledes. Det var berigelsen, det kom til at handle om. Pengene fossede ind. Amdi havde skabt et brohoved til den tredje verden og de ægte revolutionære. De brugte også et indøvet trick, så folk i deres grupper kunne gå på dagpenge. De sørgede for, at folk kunne få de højeste dagpengesatser. Der blev direkte spekuleret i det.

Læsningen om skoleskibsprojektet fik hårene til at rejse sig på hovedet af anmelderen, som selv har haft veteranbåd i mange år. Et af skibene totalforliste, et andet mistede en mast og kunne kun med held og forsyn klare sig i land. Et nyindkøbt skib var så sølle, at skibsføreren stak af, og efterlod breve til havnemesteren om tilstanden. Eleverne beklagede sig. Skibsinspektører jagtede skibet for at efterse forholdene ombord. Samtidig havde Amdi travlt med at sende instruktioner til skibet, om hvordan de skulle omgå de uundgåelige eftersyn.

Et billede af skibet Activ på bedding i 1981. Det var skræmmende og trist læsning om forløbet. Foto: Thomas Bretton-Meyer

Et andet skib, Activ, havde ikke kunnet sejle i 15 år, da Amdi købte det i 1981. Efter at have stukket af med skibet i ly af mørket fra værftet, hvor Tvind ifølge bogen skyldte 130.000 kroner, sejlede Tvinds folk skibet til Nyborg. En måned senere sejlede skibet ud med 22 elever og LG’ere (medlemmer af lærergruppen). Ud for Göteborg sprang skibet læk. De fik en pumpe ombord via en SOK helikopter. Efter en tur i retten, fik skibet med Tvind-folkene lov til at sejle igen. De kom ikke så langt. Ud for Hanstholm sprang skibet læk igen. Da vandstanden steg, forlangte eleverne at komme i havn. Det afviste LG’erne, og der udbrød regulære slagsmål, hvorunder en LG’er blev kylet i vandet. Hun blev fisket op og slagsmålet stoppede først, da elever sendte en nødraket op. Det viste sig, at det, som Tvind-ledelsen udtalte om sagen, ikke stemte med søforklaringen. Statens Skibstilsyn gav samtlige Tvind-skibe sejlforbud. Desværre kom Activ senere på søen igen som fragtskib. Med en besætning bestående af en skibsfører, LG’ere og tre elever, sejlede man ud på en skæbnesvanger tur. Skibet slog læk, og uagtet der havde været mulighed for at redde folk, valgte man at melde alt i orden. Kort efter kæntrede skibet. Der blev kaldt efter hjælp, som reddede skibsfører og folkene fra Lærergruppen. Søværnets helikopter så tre druknede elever i overdimensionerede gammeldags korkbælter, t-shirts og jeans. I alt otte elever druknede. Tvind ville ikke engang hjælpe med at betale begravelsespenge.

I bogen beskriver forfatteren, hvordan han på Rigsarkivet gennemgik alle kasserne med PET’s aflytninger og materialet om Tvind-ledelsen. Det foregik under behørig kontrol og regler om, hvordan forfatteren måtte se det. (Uden brug af affotografering eller anden elektronisk kopiering). Det skulle fremgå, at selvom Amdi talte om ligeværdige fællesskaber, så var det udelukkende Amdi, der bestemte alt. PET havde aflyttet Amdi og andre i Tvind i en hel årrække. På et tidspunkt midt i 1980’erne begyndte folk at sive væk fra Tvind og Lærergruppen. Nogle stak af om natten og gemte sig på planlagte skjulesteder.

I takt med at Amdi og Lærergruppen fandt på flere og flere igler, der kunne trække penge ud af det offentlige, var der stadig flere, der satte fokus på de mange tvivlsomme tiltag. Det var ikke kun PET, men også amerikanske, belgiske og hollandske journalister og styrelser, som dykkede ned i økonomiske konstruktioner og finansielle overførsler. I 1991 boede Amdi og Kirsten i en luksuslejlighed på Fisher Island, to minutters sejltid fra Miami. De boede der i hemmelighed, men alligevel slap det ud, hvem den høje dansker var. I februar 1991 flyttede han en betragtelig del af Lærergruppens formue væk fra Barclays i London. I stedet blev der oprettet konti i 12 forskellige banker i Europa, alle med base i Schweiz. Han fortsatte med at oprette konti i Singapore, Tokyo, Miami og i Hong Kong. Alene kontingentet til golfklubben på Fisher Island var på en million dollars om året.

Den 17. februar 2002 blev Amdi tilbageholdt på FBI’s lufthavnskontor i Los Angeles. Den internationale arrestordre var kun to måneder gammel. Det tog ikke mange øjeblikke, før Lærergruppen havde hyret de 12 dygtigste advokater til at håndtere sigtelserne mod de otte medlemmer hjemme i Danmark. Amdi blev varetægtsfængslet og sat i celle med 31 andre iført orange dragt. Efter 184 dage i amerikansk fængsel blev Amdi fløjet hjem, og overført til Ringkøbing arrest, senere Holstebro. Den 31. august 2006 trådte Amdi og de øvrige tiltalte ud af Tinghuset i Ringkøbing, hvor de var blevet frifundet. Anklagemyndigheden havde nu 14 dage til at anke. Amdi og Kirsten Larsen og de sidste fem tiltalte var ikke længere at opspore i Danmark. De blev igen eftersøgt i hele verden. Amdi og co. lever efter al sandsynlighed fortsat på TG Pacifico ved Stillehavets kyst.

Bogen er imponerende grundig og er særdeles spændende læsning. Det er en bog der er meget svær at lægge fra sig. Teksten er fascinerende fra start til slut. Anmelderen kan kun udtrykke respekt for den lange og grundige research og det solide produkt.

[Historie-online.dk, den 31. marts 2026]