Menu
Forrige artikel

Museet ved Gram Lergrav fylder 50 år

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 33

 

Den 9. maj markerer museet ved Gram Lergrav sit 50-års jubilæum, og alle er inviteret til en festlig dag med gratis oplevelser for både børn og voksne.

Hele dagen vil der være fri entré, og besøgende får mulighed for at gå på fossiljagt i lergraven, hvor museets guider står klar med tips og tricks. Derudover byder programmet på en række aktiviteter – blandt andet kan børn og barnlige sjæle male deres egen Megalodon-tand (20 kr.).

Program 

Kl. 10 – Museet åbner 

Kl. 11 – Megalodon, oplæg om verdens største haj for børn 

Kl. 13 – Med havets giganter på jagt v. Peter Teglberg Madsen, der har udtalt sig i forbindelse med de strandede kaskelothvaler. Foredraget sker i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Kl. 15 – Megalodon, oplæg om verdens største haj for voksne 

Kl. 17 – Tak for i dag 

Jubilæet den 9. maj bliver en fejring af museets historie og en invitation til at opleve de mange aktiviteter og fortællinger, der fortsat gør stedet unikt.

Verdens største haj

I marts 2025 kom Gram Lergrav for alvor på verdenskortet, da et forskningsprojekt fastslog, at en fossil hajhvirvel, fundet i lergraven i 1978, ikke blot stammer fra den uddøde kæmpehaj megalodon – men faktisk repræsenterer verdens største kendte megalodon med en længde på mindst 24,3 meter.

I anledning af 50-års jubilæet har museet åbnet en ny udstilling, hvor den enestående hajhvirvel nu vises frem for første gang. Her kan du blandt andet holde en model af hvirvlen og selv få en fornemmelse af størrelsen på en haj på 24,3 meter. Derudover har du mulighed for at stå med en model af en af hajens imponerende tænder.

I den faste udstilling kan du også opleve Danmarks største fossile skeletter fra uddøde hvaler, heriblandt Uranocetus. Flere af fossilerne fra det såkaldte Gramhav er helt unikke, og netop disse hvalfossiler findes ikke andre steder i verden.

[Historie-online.dk, den 6. maj 2026]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Museumsnumre 80 - cykler
Petergruppens blodige spor
700 år gammel møntskat