Menu
Forrige artikel

Spøgelser og mystiske væsner

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 627

 

Fra fredag 11. februar kan man blive klogere på lokale sagn fra det nordjyske. Her åbner miniudstillingen Spøgelser og mystiske væsener nemlig på Aalborg Historiske Museum. Samtidig kan børn tage en såkaldt lærlingeprøve og uddanne sig til spøgelsesjæger, og i vinterferien suppleres udstillingen med særlige børnearrangementer, hvor der blandt andet fortælles uhyggelige historier og drikkes trylledrik.

Så længe mennesker har kunnet tale, har de fortalt historier til hinanden. Historier om hvordan verden hang sammen, hvad der var rigtigt og forkert, og hvordan man klarerede sig ud af farefulde situationer. Ofte med overnaturlige væsner som hekse, havfruer, varulve, elverfolk og spøgelser. De mest spændende og uhyggelige historier blev fortalt igen og igen gennem mange generationer, og de er efterhånden blevet til sagn.

Nu kan man opleve en lang række af de gamle sagn på Aalborg Historiske Museum. Kendetegnet for de mange historier er, at de gik fra mund til mund og ikke blev skrevet ned. Det er først sket i nyere tid, og de mange fortællinger stammer blandt andet fra folkemindeforsker Evald Tang Kristensens rejser i Jylland omkring år 1900, hvor han samlede sagn og beretninger ind fra mennesker, der stadig havde de gamle historier i levende erindring.

Lindorme var store farlige væsener, som man helst ikke ville møde. I udstillingen kan man blandt andet se en ”ryghvirvel” fra en kæmpe lindorm. I baggrunden ser man to skiftninger, som bytter deres troldebarn ud med et menneskebarn. Foto: Nordjyske Museer

Bygger på omfattende kulturarv af folkesagn

Udstillingen bringer os vidt omkring og tager udgangspunkt i over 400 nordjyske sagn, der er nedskrevet om helheste, troldfolk, havfruer, elverfolk, spøgelser, varulve og flere andre mystiske og overnaturlige væsener.

Folkesagnene har gennem århundreder været en del af den nordjyske identitet. Hver en høj, kirke og skov har haft en dobbeltsidet historie – det man kunne se med det blotte øje, og det man fik fortalt i de mange sagn.

For det moderne menneske kan udstillingen derfor give et helt nyt perspektiv på lokale og velkendte steder. For selvom spøgelserne og alle de andre overnaturlige væsener ikke fylder ret meget i den virkelige verden i dag, så var det helt anderledes førhen. Her var historier om spøgelser, trolde, højfolk, slattenlangpatter og andre underlige væsener hverken ualmindelige eller utroværdige. Det var en del af virkeligheden.

Udstillingen kan ses på Aalborg Historiske Museum frem til 11. juni.

Blandt de udstillede genstande findes også kranier fra vilde dyr, lindorme-ham, horn fra enhjørninge og havfrueskind – alt sammen efterladenskaber fra de mange overnaturlige væsener, som engang var mere end blot fantasi. Foto: Nordjyske Museer

Lærlingeprøve for børn og unge

Udstillingen har også en særlig fantasydimension, hvor børn og unge kan lære mere om danske sagnvæsener ved tage Den vilde jægers lærlingeprøve. Han er et spøgelse, der altid er på jagt efter overnaturlige væsener.

Der er i forbindelse med udstillingen også lavet særlige guides med myter og sagn fra lokalområder, så man også kan finde de overnaturlige væsener ude i den virkelige verden. De særlige guides dækker områderne ved hhv. Hals, Sejlflod og Nibe, og de er udviklet i samarbejde med Hals Arkiv, Lokalhistorisk Forening For Tidligere Sejlflod Kommune og Nibe Museum og Arkiv. De kan alle tre hentes på nordjyskemuseer.dk.

Uhyggelige fortællinger for børn i vinterferien

I vinterferien kan børn høre nogle af de mange gamle sagn og uhyggelige fortællinger med blandt andet spøgelser, hekse, trolde, underjordiske højfolk, elverfolk og varulve. Og måske det ikke bare er gamle sagn, for måske findes der rent faktisk spøgelser, hekse og elverfolk… De underjordiske højfolk kan i hvert fald godt finde på at give mennesker mad og drikke med magisk virkning. Som regel er det en styrkende trylledrik i et sølvbæger eller en skoldkage af rugmel bagt i ovnens gløder – og de underjordiske højfolk har lovet, at der er smagsprøver til de børn, der deltager i vinterferiens arrangementer.

Mens uhyggen breder sig i museets mørke Aalborgstue, hvor historierne fortælles, og højfolkenes trylledrik smages, så kan man også finde magiske ting fra andre sagnvæsener i den pose, som man får udleveret. Den indeholder blandt andet lygtemandens lys og havfrueskind. På den måde er man godt forberedt, næste gang man møder de mystiske væsener ude i den virkelige verden.

Billetterne til disse vinterferie-arrangementer kan købes på nordjyskemuseer.dk, mens der er gratis adgang til udstillingen for alle under 18 år.

[Historie-online.dk, den 16. februar 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Heks - ordets magt!
Højeste besøgstal i 20 år
Spot på legetøj