Menu

TV-tips, uge 46, 2026

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 14

 

Ugens flow-tv byder på så forskellige udsendelser som dokumentar om bissede danske chauffører, vindmølleparker i Mexico og det danske filmmirakel. Dertil Erik Kjersgaard, som i 1982 fortalte danmarkshistorie, mord i København og de hemmelige krigere i Den Kolde Krig. Endelig en tysk dokumentarserie om Hitlers håndlangere. God fornøjelse!

 

Vind Vind: Huavefolket og vindmølleparkerne i Mexico

DK4, 11. november, kl.22:45

”Vind Vind: Huavefolket og vindmølleparkerne i Mexico” er en dokumentarfilm om gigantiske vindmølleparker opført af udenlandske selskaber, herunder ikke mindst Vestas, i det sydvestlige Mexico – og om de store protester de har givet anledning til blandt oprindelige folk i området.

 

Danmark i Den Kolde Krig: De hemmelige krigere

DR2, 12. november, kl. 17:15

Dansk dokumentarserie fra 2000. En lille gruppe mænd tager den kolde krig så alvorligt, at de også i det skjulte arbejder på at bekæmpe kommunisterne. Det sker ved hjælp af ulovlige aflytninger, registreringer og en nøje overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti - dets medlemmer og aktiviteter. Det sker i en tid hvor socialdemokrater kæmper mod kommunister, og hvor begivenhederne ude i verden får stor betydning i Danmark.

 

Landevejens konger: Godt øl i hanerne

DR1, 13. november, kl. 20:30

DSV er konger af grusgraven - men Leif Tullberg drømmer større! Han vil tage DSV til det næste niveau, og jagten på den rette partner går ind. Men hvem tør sige ja til midtsjællandske bondeknolde med bissemetoder? Imens nyder chaufførerne det vilde liv på Europas landeveje, hvor frihed, fest og kammeratskab sætter kursen.

 

Danske mord: Smukke Carola

DR2, 14. november, kl. 21:25

Hun var en af de mange prostituerede som ved århundredeskiftet trak i Nyhavn i København. Smukke Carola, som hun blev kaldt, fik skåret halsen over og politiet var overbevist om, at det var hendes kæreste, der også var hendes alfons, som stod bag drabet. Men meget tyder på, at den skyldige var en helt anden.

 

Det danske filmmirakel: Intet mirakel uden ham

DR2, 15. november, kl. 21:30

Lars von Trier banede vejen for en hel generation af danske filmskabere med sin unikke tilgang til fortælleformen og sin insisteren på altid at prøve noget nyt. Offentligt var han provokerende og brutal, men privat og på filmset beskrives han som et generøst og hjælpsomt menneske, der kæmpede med angst og fobier. Samtidig skabte han Zentropa med Peter Aalbæk, der både var nyskabende og kaotisk med utallige op- og nedture, men også arnested for mange af dansk films største talenter.

 

Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard: Det folkestyrede land

DR2, 16. november, kl. 17:15

Dansk dokumentarserie fra 1982. Om perioden 1900-1933. Århundredets begyndelse er præget af det sejrende demokrati under Venstres ledelse. Men også af 1. verdenskrig og den stærke økonomiske og kulturelle turbulens, som krigen udløser.

 

Hitlers håndlangere: Joseph Goebbels
DR2, 17. november, kl. 20:30

Han var Hitlers propagandaminister - målrettet, skarp og skruppelløs. Joseph Goebbels arbejdede sig op til at blive en central og magtfuld skikkelse i Det Tredje Rige. Med følelsesladet retorik og moderne medier som radio, film og aviser iscenesatte han Hitlers image, styrede den offentlige mening og spredte den nazistiske ideologi. Hans mål var at forføre og kontrollere massernes tanker og følelser. Og med ord og billeder banede han vejen for forfølgelse og udryddelse. Tysk dokumentarserie fra 2025.

[Historie-online.dk, den 10. november 2026] 

Se relaterede artikler
TV-tips, uge 40, 2025
TV-tips, uge 16, 2026
TV-tips, uge 4, 2026