Menu
Forrige artikel

Museumsnumre 1: Træsko

Kategori: Artikler
Visninger: 717

 

Træsko er en del af den danske materielle kultur, og i vores sprog har ordet sat sig godt fast, og det bruges endda i overført betydning. Men taler man om ”at stille træskoene”, når nogen dør og om ”at gå i folk med træsko på”, når man har let ved at tale med og omgås andre. I vores historie optræder "træskoslaget". Det er nok ukendt af mange, men det foregik den 29.august 1807 på Sjælland, hvor den danske landmilits, bestående af bønderkarle, blev mønstret for at kæmpe mod de professionelle engelske soldater, som var landsat for at belejre og bombardere landets hovedstad. Vores hær var sendt til Holsten for at forsvare grænsen mod syd. De danske bondekarle drog derfor mod fjenden, men uden kamperfaring og ordentlig bevæbning og føring kunne de ikke stille noget op mod engelskmændene. I kampen mod overmagten hoppede de danske karle ud af deres træsko og tog benene på nakken. En ganske forståelig reaktion, hvis man ville undgå at blive "skådt ihjel".

Hvornår begyndte man at bruge træsko herhjemme? Engang i middelalderen må vi formode. Kirkernes kalkmalerier viser, at træsko var i brug i slutningen af 1400-tallet og en maler, der omkring 1500 arbejdede på Østfyn, Sydfyn og Langeland, har ligefrem brugt en træsko som sit varemærke.

De danske museers samlinger rummer ikke så få træsko, vel over 1000 par. Ikke overraskende eftersom netop træsko tidligere var det mest udbredte fodtøj på land og i by. Men måske symptomatisk for denne upåagtede hverdagsgenstand er det småt med informationer om dette fodtøj. Lad os alligevel se, hvad museumsgenstandene kan fortælle os.

Når man benyttede træsko frem for sko i læder, så var forklaringen, at de havde en række fordele. De var slidstærke og billige og holdt fødderne tørre. Hertil kom at de var lette at tage af og på. Ulemperne var, at de var stive og ubekvemme og hæmmede bevægelserne ved hurtig gang eller løb.

Danske træsko var udført i træ, almindeligvis enten i bøg eller el. Den sidstnævnte trætype gav lette træsko. Træskomageri var håndværk. Frilandsmuseet i Lyngby har et træskomagerhus med værksted fra Kirke Søby på Fyn. Også Den fynske Landsby i Odense har et træskomagerhus. Det er fra landsbyen Vigerslev. I øvrigt er træskomagerværksteder opstillet på adskillige museer, så man kan gå ind og studere, hvordan en træskomager fremstillede et par træsko.

 Træskoværksted fra Kirke Søby, Frilandsmuseet, Sorgenfri

Det startede med to klodser af udsavet grønt træ, som blev groft tilhugget med økse. Derefter blev træet holdt fast i en huleblok, og med et naverjern og forskellige slags skarpslebne huljern kunne man udhule træet. Herefter blev træblokken anbragt i en snittebænk og udvendig formet ved brug af båndjern og bugthøvle. Når træskoene var færdige, blev de tørret og røget i skorstenen eller i en røgovn. Sommetider blev træskoen sværtet og næsen og klamperne beslået med jern. En dygtig træskokarl kunne forfærdige 4-6 par træsko om dagen, og træskomagerne havde en forholdsvis god dagløn. De tjente det dobbelte af en daglejer. Nogle træskomagere arbejdede for gårdmænd, mens andre var selvstændige. Træskoene blev solgt i større partier og forhandlet overalt i landet.

 L.A. Ring malede i 1884 maleriet Banevogteren. Det er realisme og i portrættet af manden gengives med fotografisk nøjagtighed hans store træsko. Men som i alle L.A. Rings malerier ligger spørgsmål og lurer. Er det kun toget han venter på? Eller er det fremtiden og oprøret mod Estrups provisorium? Wikipedia

Et af de steder, man havde specialiseret sig i træskofremstilling, var i Ry og omegn. Man talte ligefrem om træskoegnen. Det var en skovbygd, dvs. området var præget af skovpartier ejet af bønder, og dette var gode betingelser for træskomageri. Omkring 1800 levede over 50 familier i Gl. Ry af træskomageri. Landsbyens gårdmænd stod for træskotilvirkningen ofte med et par ansatte træskokarle. Også Fyn havde mange træskomagere i 1800-tallet, fordi der her var god adgang til egnet træ. 

En træsko er et stykke håndværk. De er aldrig helt ens, og lader man øjne og hænder følge skoens form og linjer, fornemmer man, at der står et menneske bag. Der er meget forskel på træsko, nogle er mere velformede, tynde og elegante end andre, alt efter træskomagerens dygtighed og erfaring.

Den almindelige træsko havde en spids næse og en læderforing mod vristen. En sådan træsko i størrelse 47 er et par på Ringkøbing Museum. Odense Museum har adskillige træsko blandt andet tre par som har tilhørt skytten Lehn på Brahetrolleborg og er købt af dødsboet i 1938.

 Et par spidsnæsede træsko med læderpolstring ved vristen. De stammer fra Nykøbing Falster, Lolland-Falsters Stiftsmuseum.

Træskoene havde klamper for og bag. Nogle var højklampede, andre med almindelige klamper. De højklampede havde en fordel, når man gik i møg i stalden, men gav risiko for at man vred over på foden på gårdspladsens pigsten. Klamperne kunne beslås med jern.

 Kvindetræsko af den elegante slags, Ærø Museum

Der var forskel på mænds og kvinders træsko. De sidstnævnte var mere åbne og en særlig elegant model blev fremstillet på Sydfyn, sortlakeret med et messingbånd på oversiden. Visse træsko blev forsynet med udskæringer i almuestil og egnsforskelle forekommer. De bornholmske træsko var mere butsnudede end f.eks. de sjællandske.

Man kom flettede halmvisker i træskoene for at isolere og støddæmpe, og man kunne brodde en træsko eller en træskostøvle med søm, når det var isvinter. Så gik man sikkert i sne og is, f.eks. når man skulle ud på havisen på fjorden for at stange ål med sit ålejern.

Træsko blev også brugt til søs. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har træsko og træskostøvler, nogle med lange skafter, som går helt op over knæene. De var især brugt af fiskere, mens træskostøvler med kortere skaft brugtes til søs. Disse søstøvler blev fremstillet i Svendborg i stort tal, og fandt god afsætning til folk om bord i områdets mange sejlskibe. Når søen stod ind på dækket, gjaldt det for mandskabet om at holde fødderne tørre.

Træsko blev brugt i hele Nordeuropa, og især i Holland var træsko udbredt. ”Klompen” kaldes de på nederlandsk, og de var ofte gulmalede med mønstre. Adskillige gamle hollandske træsko findes på danske museer. Nogle museumsstykker er rapporteret som ilanddrevne på Vestkysten og ved Nordsjællands kyst.

Fransk træsko med overlæder, Svendborg og Omegns Museum

Fornyelsen af træskoen kom dog ikke fra Holland, men fra Frankrig, og franske træsko findes også på vore museer. Franskmændene fremstillede nye ”sabots”, hvor man brugte læder til træskoens overdel. Typen kom herhjemme frem omkring 1900, og nu begyndte man at fremstille træsko på fabrik, idet bunden blev tildannet på særlige fræsemaskiner, hvorefter overlæder blev slået på. Denne industrielle fremstillingsmetode erstattede snart det gamle træskomageri, som stort set ophørte i løbet af 1920-erne. Blicheregnens Museum har en række nye industrielle træsko oprindelig til salg fra Knudstrup købmandshandel. Middelfart Museum har også en samling nyere træsko med overlæder. Disse nye træsko med eller uden hælekappe har holdt sig til vores tid.

 Et par træsko fra 1970, kun bunden er nu træ, resten er læder. Fra Øster Starup, Vejle Museum

Træsko forsvandt i gadebilledet i mellemkrigstiden, men holdt sig på værksteder og arbejdspladser af sikkerhedsmæssige og hygiejnemæssige grunde. I 1970-erne kom træsko på mode. Moden kom fra Sverige, hvor de kønne "tjejer" gik med bare fødder i "träskor", røde og hvide. Den dag i dag er træsko meget udbredt, dog mest til arbejdsbrug. Efterhånden er det så som så med træet, idet man nu er begyndt at benytte plastik i stedet for træ til bunden.

Ole Mortensøn

Se introduktion til serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 2. august 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Intro til ny artikelserie: MUSEUMSNUMRE
Museumsnumre 2: Skibskister
Intro til ny artikelserie: MUSEUMSNUMRE