Menu

Intro til ny artikelserie: MUSEUMSNUMRE

Kategori: Artikler
Visninger: 1290

 

Museerne og arkiverne er historiens vogtere, og deres samlinger er historiens vigtigste kilder. Men disse institutioner er under anklage fra populærkulturen. Rigsarkivet med ”alle disse gamle støvede dokumenter” har oplevet store nedskæringer, som har forringet adgangen til det historiske materiale. Arkivsøgende må i dag henvende sig på Det kgl. Bibliotek for at blive ekspederet. Og videre har det ofte lydt: Museerne er kedelige. De skal moderniseres! Hvad skal vi med alt det gamle ragelse? Pædagoger presser på for at gøre museerne børnevenlige. Børn skal have det sjovt på museerne. Popkunstnere vil gerne benytte museernes platform til deres kreative aktiviteter, mens krænkede minoriteter kræver historien ændret og upopulære personer helt slettet af historien.

Museumsbestyrelser og -ledere følger ukritisk det politiske krav om flere besøgende. Som om alle besøgende vejer lige tungt? Og man følger kravet om, at gæsterne skal underholdes. Facaden skal være i orden, mens der bliver skåret ned i det grundlæggende arbejde med samlingerne. Dette handler om magasinering, bevaring og registrering samt om indsamling og formidling af viden gennem fagligt funderede udstillinger og artikler.  

Selvfølgelig skal museer lytte til, hvad der er oppe i tiden, og selvfølgelig skal museer udvikle sig og gå nye veje, men giver museerne slip på deres faglighed, og vender de ryggen til deres samlinger, så er man i gang med at afskaffe museumsinstitutionen. Lyder det konservativt at lægge vægt på værdien af genstandssamlingerne? Overhovedet ikke, for tingene fortæller om alt imellem himmel og jord, om livet førhen, om krig, kærlighed, sult, fattigdom, luksus, genbrug, opdragelse, forbrydelser, opfindsomhed osv. osv. Og de afspejler samfundets forskellige lag, kønsforhold og minoriteters særpræg. Tidens trends er derimod dikteret af magthaverne og medierne, hvilket i høj grad afgrænser historiefortællingen.

Et museum uden museumsgenstande er som et bibliotek uden bøger, en absurditet. Museumssamlingerne i Europa er skabt over meget lang tid. Konger og fyrster begyndte at samle skatte i kunstkamre i renæssancen. Samlingerne bestod af alle slags rariteter og spektakulære genstande fra naturens og kulturens verden. Det sket også i Danmark med kongens kunstkammer grundlagt af Frederik d. 3. I slutningen af 1800-årene, hvor mange museer blev oprettet i Danmark, var det borgere og bønder og fra folkestyrets tid også arbejdere, som sendte ting og sager på det lokale museum. De afleverede deres klenodier eller fund, og det er derfor sjældent, at museumsgenstande er ligegyldige eller værdiløse ting. Vore forfædre vidste nemlig godt, hvad det var, de afleverede, og hvorfor de gjorde det. Museerne har desuden selv samlet ind, og det er efterhånden blevet til omfangsrige samlinger. Indrømmet, ikke alt er der passet lige godt på, og der er indsamlet næsten identiske ting, men samlingerne revideres løbende, og der sker naturligvis kassation af ødelagte, værdiløse og overkomplette ting. Vigtigt er det, at samlingerne er registrerede og er offentlige. Hver museumsgenstand er nummereret og i museets protokoller – i dag delvis digitaliserede – finder man oplysninger om genstanden. I en materiel verden er de budbringere til nuværende og kommende generationer om livet i tidligere tider. Om de er fundet eller udgravet på en mark eller skænket af tidligere ejere eller brugere, så rummer de en besked, repræsenterer et stykke af den verden, der var engang. Og ved at studere disse museumsgenstande, så forstår vi den fortid, de tilhører. Som historiker siger man, at tingene er kilde til forståelsen af historien. Museumssamlingerne er en uundværlig del af historiefortællingens fundament.

Heldigvis er der blandt historikere ved at komme en faglig besindelse og et gensvar på den meget fordomsfulde kritik. Fornyet interesse for vores historiske samlinger er undervejs. Et tidsskrift med titlen ”Tings tale” er dukket op. Det udgives af Århus Universitetsforlag og har undertitlen: Tidsskrift for materiel kultur. I omtalen af det nye tidsskrift hedder det: "Ting taler til os. Desværre kan vi ikke altid finde ud af at lytte til deres historier. Den kunst mestrer bidragyderne, som tæller arkæologer, konservatorer, kunsthistorikere og historikere i "Tings Tale" heldigvis og kan derfor give tingene en stemme."

Historie-online vil gerne støtte studiet af den materielle kultur og medvirke til at åbne for historiens skatkamre, in casu museernes samlinger. Det er ikke antikviteter det drejer sig om, men brugsgenstande og ordet folkekunst er relevant. Det vil vise sig, om det lader sig gøre at skrive om disse ting og sager, og artiklerne vil da forhåbentligt fange læseres interesse og øge forståelsen for de værdifulde samlinger.

Den nye serie hedder MUSEUMSNUMRE.

Andre end undertegnede og især museumsfolk/historikere må meget gerne bidrage. Sagen er lige ud ad landevejen. Vælg en genstandstype fra nyere tid og fortæl historien om den.   

Ole Mortensøn

(Historie-online.dk, den 2. august 2022]

Se relaterede artikler
Museumsnumre 3: Natstol
Museumsnumre 14: Skærsliberbør og -cykel
Museumsnumre 1: Træsko