Menu
Forrige artikel

Indira Gandhi - Historiens Aktører nr. 68

Kategori: Artikler
Visninger: 2016

 

I de undersøgelser som føres over nationer, hvor kvindeundertrykkelse er høj, rangerer Asiens næststørste land, Indien, højt. Forskellige kulturer har forskellige værdisæt, og i Indien har det været sådan, at kvinderne indtog den laveste position i samfundet. Indien har en mangefacetteret kultur og er præget af flere religioner, idet hinduisme og islam er de største, men i begge disse religiøse traditioner står kvinden under manden og ikke ved siden af ham. Det går sjældent godt, når fremmede magter med vold og magt vil ændre eksisterende sociale strukturer. Den slags ændringer skal helst komme indefra, og det tager tid, for de undertrykte har ikke mange magtmidler til at ændre forholdene.

For Indiens kvinder har det været en lang kamp at flytte de grænser, som i mange generationer har gjort dem til samfundets undertrykte. Under den engelske kolonitid hvilede ”the Ray” på de gamle indiske normer og traditioner tilsat en portion engelsk ”know how” inden for administration, retsvæsen, teknik og militær, men koloniens ledelse ønskede ikke grundlæggende at ændre kvindernes forhold. Det var for farligt at ændre på de sociale forhold. Også andre grupper var undertrykt af kastesystemet. Først med Mahatma Gandhi, og kampen for selvstændighed kom der bevægelse i samfundet. Gandhi var imod børneægteskaber, og han appellerede til unge mænd om at gifte sig med de mange unge enker, en følge af de aldersmæssigt skæve arrangerede ægteskaber. Mahatma Gandhis parti Indian National Congress, INC, søgte at fremme kvinders lige ret til skole, uddannelse og arbejde. Og det var fra dette parti at den første kvindelige premierminister kom: Indira Gandhi.    

 Indira Gandhi fotograferet som skolepige ved Gandhis sengeleje under hans sultestrejke.

Indira Gandhi blev valgt til årtusindets kvinde i 1999 i en afstemning arrangeret af BBC. Den slags konkurrencer siger måske ikke så meget, men det står fast at Indira som Indiens første kvindelige statsoverhoved fik stor betydning for kvindesagen. Hun blev født i 1916 med navnet Indira Nehru i en velhavende og højtuddannet familie. Hendes farfar Motilal Nehru var sagfører og politisk aktiv, og ønskede sociale omvæltninger og et frit Indien. Han var en af de mænd som stod nærmest Mahatma Gandhi, den mand som ville gøre Indien frit, men uden vold og krig. Sønnen, Jawaharlal Nehru, fulgte i sin fars fodspor og spillede en stor rolle i uafhængighedskampen. Han var socialist. Da Gandhi blev myrdet var det Jawaharlal, som overtog ledelsen af INC, og han blev ved selvstændigheden i 1947 landets første præsident.

Til forskel fra de fleste af hendes medsøstre også i den privilegerede overklasse blev Indira Gandhi højtuddannet. Det begyndte med, at hun kom på skole i Schweiz, herefter skole i Mumbai, og til sidst gik hun på Oxford Universitet i England. Uddannelsesinstitutionerne gjorde det ud for hendes hjem, eftersom begge hendes forældre var på farten i den politiske kamp for landets selvstændighed og i den forbindelse ofte blev fængslet af de britiske myndigheder. Hun var kun fire år gammel, da hendes far og farfar blev fængslet pga af deres politiske aktivitet. Hun fulgte deres politiske kamp på nærmeste hold, og politik kom til at præge hendes liv.

 Indira Gandhi var en frygtløs politiker og kvinde, som færdedes i folkemængden, som vist her. Hun var en god taler, som forstod at tale til folk og forklare sin politik. I de privilegerede klasser havde hun mange og stærke modstandere.

Måske på baggrund af de byrder og den utryghed som en politisk karriere var, ønskede premierminister Nehru ikke, at hans datter skulle gå den vej, men hun valgte den politiske vej allerede som ung. Hun udtalte engang: ”Min bedstefar fortalte mig, at der var to slags mennesker: dem, der udfører arbejdet, og dem, der tager æren. Han sagde at jeg skulle prøve at være i den første gruppe, for der er meget mindre konkurrence”. Hun blev gift i 1942 med Feroz Gandhi, hindu og journalist, som ivrigt støttede Gandhi og oven i købet antog hans navn. Han var altså ikke i slægt med Mahatma Gandhi. Ægteparret fik to sønner. Feroz og Indira var meget aktive i INC og blev begge arresteret og fængslet seks måneder efter deres bryllup.

I 1959 blev Indira leder af India National Congress, en meget betydningsfuld post, som hun fik takket være sin far. Da han døde i 1964, skulle hun stå på egne ben. Nu begyndte kampen om magten i partiet og om ministerpræsidentposten. Hendes modstandere i partiet samledes om en mand ved navn Morarij Desai, som repræsenterede de konservative kræfter. Indira blev minister i Shastris regering og overtog efter ham posten som premierminister. Ved valget i 1971 vandt hun en overbevisende sejr og fortsatte som premierminister. For Indiens kvinder var dette et afgørende signal om forandring.  

Indira søgte at fortsætte sin fars neutrale udenrigspolitik, den såkaldte tredje vej, som adskillige lande valgte under den kolde krig, f.eks. Jugoslavien, Ægypten m.fl. Hun viste sig som en handlekraftig leder og støttede Bangla Desh i dets kamp for selvstændighed fra Pakistan. Den politik lykkedes, men i Kashmir ønskede store dele af den muslimske befolkning selvstændighed fra Indien. Det modsatte hun sig som flertallet i Indien.

De religiøse og sociale problemer var store. Indira forfulgte en politik som skulle gøre landet selvforsynende med fødevarer, hvilket lykkedes, og hun fremmede rydning af slumbebyggelser og sterilisation som et middel til at undgå de mange børnefødsler, som medførte fattigdom og elendighed i de store slumbyer. Hun foretog også nationaliseringer.

Skønt landets leder fik hun tid og kræfter til at skrive en trilogi om politik: ” The Years of Challenge 1966-1969”, ”The Years of Endeavour 1969 – 1972” og ”India- 1972 - 1975”. Imidlertid voksede de økonomiske problemer, og med dem utilfredsheden. Hendes regering blev beskyldt for korruption, et udbredt fænomen i Indien. Det lykkedes oppositionen ad juridisk vej at få ram på hende. Hun blev frataget sit sæde i parlamentet, hvorpå hun svarede ved at erklære undtagelsestilstand i 1975. Den varede i to år, så blev der udskrevet valg og resultatet var et stort nederlag for Indira Gandhi.

Imidlertid kunne den nye regering i endnu mindre grad klare de problemer landet stod i. En sag om en massevoldtægt i 1979 fik de indiske kvinder på barrikaderne. Ved valget i 1980 fik INC og Indira Gandhi et stort comeback. Hun blev atter premierminister. Problemerne i Kashmir eskalerede, og i 1984 gik det helt galt. Sikherne krævede selvstændighed, og de brugte vold i denne kamp. En militant oprørsgruppe besatte sikhernes hellige gyldne tempel i Amritsar. Regeringen satte hårdt mod hårdt. Templet blev stormet af soldater, og mange blev dræbt. Det var i sikhernes øjne en forbrydelse og vanhelligelse af deres helligdom, og Indira kom til at betale den højeste pris. Hun blev myrdet af to af hendes livvagter: sikher. Hun blev efterfulgt af sin søn Rajiv Gandhi, som også blev myrdet ved et attentat. En lang række af mord præger den politiske udvikling i det store land med de mange modsætninger.

Indira Gandhi var ikke feminist. Det sagde hun ved flere lejligheder, men hendes mål var at forbedre de sociale forhold i Indien, og i den forbindelse spillede kvindesagen en stor rolle, om ikke den største. Kvinderne har organiseret sig. Kvindeforeninger forfølger medgiftsvold og voldtægtsmænd juridisk, kvinder lærer selvforsvar og vigtigst, kvinder er godt på vej opad i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Indien er dog stadig et af de lande, hvor kvinder har det svært.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 26. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Rachel Carson - Historiens Aktører nr. 45
Karen Michaëlis - Historiens Aktører nr. 38
Bertha von Suttner - Historiens Aktører nr. 9