De ekstreme danskere
Af Christen Bonde
”Chok: Marxistisk historiebog er faktisk læseværdig.” Sådan lyder den mest clickbait-agtige overskrift på en anmeldelse, jeg kender. Anmelderen er Berlingskes Bent Bludnikow. Bogen er René Karpantscofs De stridbare danskere (2019). De ekstreme danskere er en selvstændig opfølger.
Forgængeren blev anmeldt overstrømmende positivt, da bogen kastede et længe glemt konfliktperspektiv på dansk historie 1848-1920. I stedet for 70´ermarxismens blodfattige samfundsstrukturer, gik Karpantschof den modsatte vej og skrev om personer og begivenheder. Han benytter samme greb i De ekstreme danskere.
Denne bog vil få mange rosende ord med på vejen, thi René Karpantschof er en god, nysgerrig og engageret fortæller.
Hvor anslaget i forgængeren var originalt, mens bogen sprang fra emne til emne uden anden sammenhæng, end at det passede ind i en konflikttolkning, er forholdet omvendt i De ekstreme danskere.
Faktisk er 1920-30´erne de mest taknemmelige årtier i det 20. århundrede at benævne ekstreme, hvis vi ser bort fra verdenskrigene. I 1960-70´erne fik årtierne tildelt denne rolle af historikerne, som de så kunne spejle deres egen samtid i og finde ildevarslende tegn i måne og stjerner. Til gengæld hænger denne bog godt sammen med sine fortløbende sceneskift mellem en håndfuld gennemgående historier, især danske men også udenlandske.
Den skarpe konfliktvinkling giver bogen fokus og fremdrift. Karpantschof er god til at forenkle uden at forsimple, dvs. forklare komplekse problemstillinger med få ord. Den sidestærke bog virker grundigt gennemarbejdet.
Desuden skriver Karpantschof et letlæst, lydefrit dansk, så siderne flyver afsted. Han ynder det Scherfig´ske litterære greb ’falsk loyalitet’ (selv om han siger det modsatte i forordet), hvor hovedpersonerne får lov til at udlevere sig selv. Det sker, når forfatteren udvælger særligt himmelråbende citater uden at adskille snot fra overskæg og bortskrælle retorikken med gumpetunge ’måske’, ’uden tvivl’ og ’man kan mene’-forklaringer. Parafraseringer optræder, når de er nødvendige.
Især den yderste højrefløj er leveringsdygtig i åndsforvirrede udsagn, men forfatteren fremdrager flere eksempler på, at kommunisternes handlinger og interne stridigheder kunne være komiske set på 100 års afstand. Læseren trækker ofte på smilebåndet, men det forfalder aldrig til useriøs falden-på-halen komedie. Den historiske kontekst bringer hurtigt alvoren tilbage.
René Karpantshof arbejder med en bred definition på, hvad der er ekstremt: Dels hvad man i samtiden fandt vildt, dels hvad vi i dag finder yderliggående. Med dette greb kan han være sikker på at finde iøjnefaldende historier. Han benytter i stor omfang samtidens aviser som kilder.
Bogens dominerende fortælling handler om den yderligtgående venstrefløj og den ekstreme højrefløj. Kommunister på den ene side; fascister, nazister, LS´ere og ungkonservative brushoveder på den anden. Vi hører både om deres ofte voldelige gadekampe imod hinanden, men især deres respektive kampe imod det kapitalistiske, demokratiske samfund.
Forfatterens social indignation spiller en vigtig rolle. Forholdene for fattige og arbejdsløse var ydmygende og trøstesløse. På samme måde fornemmer man en vis sympati for landmændenes protester mod de mange tvangsauktioner af landbrug. Også selv om de til tider skred langt ud mod højre fanget i deres vrede og frustration.
Ved et enkelt tilfælde slog tre kommunister sig endda sammen med fascister og nazister. De var forenet i kampen mod en fælles fjende.
Kritik
Forfatteren beskriver gentagne gange, hvordan det daværende tokammersystem i Rigsdagen bremsede den socialdemokratiske (1924-26) eller den socialdemokratisk-radikale regering (1929-40) og gang på gang handlingslammede demokratiet. Det skete selv om, at SR-regeringen havde flertal i Folketinget.
Men det får ikke René Karpantschof til at bortskrælle retorikkens yderligheder, når højrefløjen talte om, at demokratiet ikke virkede. Det var åbenbart bragesnak. En tilsvarende pointe kunne gælde mange på den yderste venstrefløj. De så med egne øjne, at selvom Socialdemokratiet var statsministerparti det meste af perioden, var det småt med politisk-sociale resultater til afhjælpning af småfolks barske kår.
Her overlader forfatteren mælet til den såkaldt radikale konsensustradition (efter Det Radikale Venstre, ikke ’radikal’ i ordets egentlige betydning). Den siger, at når datidens demokratikritikere på både venstre- og især højrefløjen mente, at styret ikke virkede optimalt, så er det kun sigende om dem, men ikke om demokratiet i sin daværende form. Men der var altså en grund til, at Landstinget blev afskaffet i 1953. Konflikttolkningen bliver amputeret.
Her og andre steder kunne man ønske, at René Karpantschof satte foden på bremsen. At bogen indimellem indeholdt diskussion i stedet for kun dramatisk begivenhedshistorie serveret i et hæsblæsende tempo.
Selv om bogen giver forståelsesbrikker til, hvorfor folk så ofte reagerede ekstremt, kommer forfatteren aldrig med en egentlig forklaring. Det kunne ellers have været interessant, ikke mindst fordi Karpantschof har gode forudsætninger med en fortid som voldsparat BZ´er.
En sådan bred fremstilling med et glasklart fokus er et taknemmeligt mål for kritik, hvor kendere af perioden har deres kartofler at hyppe – det kendetegner en god historiebog, at den er værd at diskutere med. De ekstreme danskere er et af årets højdepunkter på bogfronten!
[Historie-online.dk, den 22. oktober 2025]
