Kampen mod havet
Langs den jyske vestkyst ligger Limfjordstangen. Det er et af landets mest udsatte kystområder. I det hårde grænseland mellem hav og fjord har der boet mennesker i rigtig mange år. Storme og stormflod har sat sine dybe spor i land og mennesker. Tilpasning, opfindsomhed og slid var for 200 år siden en nødvendighed for at kunne leve på Limfjordstangen
Af Michael Koch
Det er nærmest ufatteligt, hvad beboerne på den smalle tange har gennemlevet i stormvejr. I en beretning fra 1825 fortælles det, at vandet steg så hurtigt, at beboernes eneste chance var at gemme sig på lofterne. Her kunne de se vandet æde murværket, så kun hjørnestolper og skorstenen stod tilbage. Ved netop den stormflod for 200 år siden åbnede Limfjordstangen sig, så fjorden blev til et sund. Bogen beskriver mange steder, hvordan mennesker kæmpede mod storm og vand. De sikrede sig også mod sandflugt, eksempelvis med et meget stort beplantningsprojekt i 1810-1820. Husdyrene forsvandt, og der blev skabt en bevidsthed om, at der skulle værnes om klitterne.
I bogens næste kapitler beskrives de mange kendte, store stormflodsepisoder. I 1717 og frem til 1911 er disse beskrevet i detaljer. Alle de afsnit med stormflod, og hvad det reelt betød for de mange, der boede på tangen, var ganske gribende læsning. Det har været umenneskeligt at se hele livsgrundlaget skylle væk på et øjeblik. Ikke nok med at huse, dyrenes foder, vogne og meget mere forsvandt, der kom også store mængder salt ud over de steder, hvor de dyrkede deres afgrøder. De store stormfloder fik også nogle til at give op og flytte væk. Alene i årene efter den store stormflod i 1825 flyttede 115 mennesker fra Limfjordstangen. Kongen og befolkningen i landet var ikke blinde for prøvelserne, og Frederik 6. rejste en kollekt i 1825, og det blev til mange penge til tangens beboere. Året efter kom kongen på besøg. Det var naturligvis uhyre populært.
Harboørefiskere i slutningen af 1800-tallet. De blev hårde og hærdede af livet på havet.
I bogen står der, at en gammel talemåde siger, at det blæser 300 dage om året i Vestjylland, resten af tiden stormer det. Det blev ikke sagt og ment, for at de skulle muntre sig, Det var noget nær sandfærdige ord. Derfor var det spændende læsning omkring datidens byggeteknik på tangen. Erfaringer fra utallige storme og stormflodsnætter gjorde huse, stalde og udhuse modstandsdygtige overfor elementernes rasen. Det var en tid, hvor der herskede stramme kår, mange farer, med sparsommelighed og med døden lurende hver dag og hver nat. Der er ikke noget at sige til, at de var meget gudsfrygtige og passede på hinanden. Bogen fortæller om fornuftsægteskaber og de mange drukneulykker, der skabte et underskud af mænd. Eksempelvis var der én nat i 1893, hvor 48 fiskere omkom. 35 kvinder blev enker og 125 børn faderløse. Det er ulykker, der er svære at fatte.
Havbåd i 1910 på vej ind gennem brændingen med nattens fangst.
Tangens beboere udvikler gennem årene huse i en byggestil (højremshuse), der er mere sikre, og som bedre kan stå imod vind, sand og vand. De bygger også, så husene kan repareres, hvis der alligevel bliver slået hul på husets yderste murværk. Fiskeriet blev også udviklet gennem årene. De blev mere effektive. I 1500-tallet og frem var det “pulsvodfiskeri” med to både og et stort net, der blev brugt. Fiskerne i bådene styrede nettet, nogle roede, mens andre bankede på vandet for at jage fisk ind i nettet. Det var hårdt for alle, og det krævede mange mænd. Efter “snurrevoddet” blev opfundet, kunne to mand trække et stort net. Det var en mærkbar effektivisering. På land byggedes der senere høfder, og Thyborøn Havn blev anlagt.
Det var ikke kun fisk, der var værdifuld fangst. De mange strandinger gav et godt tilskud til beboerne. I særklasse da den russiske fregat Alexander Nevskij strandede ud for Harboøre. Bjærgningslønnen var høj, og folk var kloge og villige til at investere de tjente penge i en ny bådtype. Dermed skiftede de status fra den ultimative udkant til at blive helt central i dansk fiskeri. Et helt kapitel og en stor, god planche fortæller om alt det, der sættes i gang, når et stort skib strander. Det var ikke tyve og røvere i natten på tangen, men stærkt organiserede folk, der tog arbejdet alvorligt.
Redningsmænd i Vorupør bad en bøn, inden de gik ud i redningsbåden
Der er rigtig mange billeder i bogen, der imponerer. Ikke blot fordi det er hærdede mænd med garvede, bevidste ansigtsudtryk på billederne, men også fordi det har været muligt at finde så mange, stærke og fortællende fotografier fra en tid, hvor billeder var noget sjældent. Bogen er særdeles velskrevet og vil stå som et markant og værdigt manifest for Limfjordstangens mænd og kvinder. Denne bog var i sandhed en bog, der var svær at lægge fra sig. Forfatternes dygtighed og viden kombineret med en god redigering gjorde bogen til en af dem, der er så spændende og god, at den “læser sig selv” - side for side, kapitel efter kapitel. En skøn bog til alle, der holder af historie.
[Historie-online.dk, den 29. oktober 2025]
