Museumsnumre 154 - urne

Nogle genstandstyper af nyere dato er ikke nået at komme på museum. Det kræver en vis tid og desuden er visse genstande tabubelagte. Det gælder nok urnen, som er en beholder til opbevaring af de menneskelige rester efter en ligbrænding.

Urnens historie er også ligbrændingens historie. I antikken benyttede man ligbrænding i det romerske rige, og herhjemme var ligbrænding udbredt i hele den periode som kaldes bronzealderen. I det ganske land findes mange bronzealderhøje, små høje, der som ofte ligger på højtbeliggende steder og sommetider med en kirke tæt på. Bronzealderens storbonde blev brændt og hans aske blev lagt i et lerkar, en urne og nedgravet i en høj. Nogle af højene er blevet udgravet af arkæologer og de urner, som regel i mange skår, man har fundet, er kommet på museum. Efter bronzealderen begyndte man at jordfæste de afdøde, og det fortsatte man med helt op til vor tid.

Urne fra bronzealder, Ålborg Museum

Men i slutningen af 1800-tallet begyndte nogle at tale til fordel for kremering, ligbrænding. Det hang sammen med koleraepidemien i 1850-erne og nedsivende vand fra kirkegårdene til grundvandet. I 1892 blev det lovligt at kremere afdøde, og der opstod ligbrændingsforeninger, da visse dele af befolkningen ønskede denne fremgangsmåde frem for jordfæstelse i kiste. Digteren Holger Drachmann var en af de første, der fik sit ønske om kremering opfyldt. Kremering blev en kommunal opgave. Kisten med den afdøde brændes under høje varmegrader til aske i en ovn. Krematorier dukkede op, og på kirkegårdene kom der afdelinger, hvor urner kunne nedsættes. Nogle urner nedgraves med angivelse af navn, mens andre kommer på den fælles urnegravplads uden navn. Helt speciel var nogle afdødes ønske om at deres urne ikke skulle begraves, men gemmes i en særlig afdeling på kirkegården. Kolumbariet kaldes dette sted. Og kolumbarier er gamle, navnet går tilbage til romertiden, hvor urner anbragtes i nicher i katakomber under jorden.

Kolumbarium på Bispebjerg Kirkegård, wikipedia

Omkring 80% af befolkningen bliver i dag kremeret, og man kan købe urner i bedemandsforretninger, men nogle har helt specielle ønsker og får keramikere eller kunstnere til at lave en urne som ønsket. Urner er ofte af biodynamiske materialer, ler, bark, pap eller andre nedbrydelige materialer. En særlig bæredygtig urne er forsynet med et blad og deri et frø, der kan vokse til et træ eller en busk. Der er visse krav til en urne. Den skal kunne rumme 5,5 liter, og krematoriet skal kunne plombere urnen. Fuglebjerg Kistefabrik er blandt leverandørerne af urner i Danmark.

Urne med personlige hilsner påskrevet, landsforeningen liv & død

Der er også mange som i dag ønsker, at deres kremerede rester nedsættes i en skovkirkegård, eller at deres aske skal strøs ud på havet. Det sidste foregår i dag under tilstedeværelse af de nærmeste på fartøjet og med andre pårørende og venner stående på stranden, jævnfør med ligtoget ved jordfæstelse. Ceremonien ledsages ofte af blomsterudkastning, sang og musik og er lige så værdig og indholdsrig som begravelse. Også færger kan benyttes efter aftale, bl.a. Nessund færge ved Mors. Når kirken og myndigheder ikke er involveret gælder det om, at de efterladte sørger for en værdig afsked med den døde. Og en værdig afsked er det ikke, når bedstemor står i urnen på hylden i sommerhuset. Den slags er faktisk ulovligt og må betegnes som usømmelig omgang med afdøde mennesker.

Urnenedsættelse, humanistisk samfund

Forhåbentlig får et eller flere museer indsamlet nogle urner, så vores efterkommere også kan se eksemplarer af dette vigtigt element i tidens begravelsesskik.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 17. marts 2026]